En lidt hård landing
Jeg er stille og roligt ved at finde tilbage til mig selv igen. Jeg har godt nok været på en hård rutchetur de seneste uger. Du kender sikkert godt fornemmelsen. Man står der og kigger på den sjove, vilde rutchebane og får helt kriller i maven ved tanken om at skulle op i den. Og når man så sidder der, er man ved at skide grønne grise og kan tydeligt mærke, at man måske liiiiige skulle have overvejet den tur en ekstra gang. Men nu er man der, man er spændt fast, de næste er på vej til at blive spændt fast i vognen bagved, så… ærgerligt ærgerligt søster æblekind, the ride is on!

Sådan har det været for mig siden indflytning i mit nye lokale. Jeg nåede faktisk slet ikke at finde fodfæste og få fat i nogen som helst rutiner, før jeg skulle på et kursus, jeg havde tilmeldt mig for længe siden. Holy moly, siger jeg bare.

Målsætningens kunst
Kurset, jeg var på, handlede om et emne, jeg er ret optaget af, og som jeg elsker at udforske – målsætning.
Men det var ikke bare målsætning, for kurset var et kropsterapeutisk kursus, der er adgangsgivende til en traumeuddannelse, jeg er interesseret i. Vi skulle ind og mærke processerne og alle de der små subtile impulser, vi knap nok opdager i hverdagen. Det var sindssygt spændende. Dels fordi jeg er optaget af, hvordan kroppen taler til os, og hvad den siger, men også fordi jeg elsker at gå på opdagelse i psyken og lære nye “tips og tricks” til både mig selv og mine kunder.

Et aspekt i arbejdet handlede om, hvilke mål vores modstand har. Du har sikkert prøvet selv at sætte dig et eller andet mål, og det lykkes dig bare ikke at komme derhen – enten slet ikke eller også kun delvis. Det interessante er, at der i den modstand er et mål i sig selv. Den fortæller noget om os. Den fortæller om noget andet, vi gerne vil have til stede i vores liv. Og det var sådan noget, vi arbejdede med.

Modstand – dosering eller delmål?
Når vi sætter os mål, er det nogen gange sådan, at vi allerede med det samme kan mærke, at vi bliver urolige. Her kan vi så tage fat i at “dosere” målsætningen – omformulere eller “nedgradere” den til et tåleligt niveau, hvor vi ikke fra start er i uro. Det kunne også være, at vi formulerer et delmål, der gør det store mål tåleligt og mindre uroligt. Det er alt sammen parametre, vi kan tage med os, når vi sætter mål – både i vores dagligdag og når vi har gang i livsændrende mål.

For mit eget vedkommende valgte jeg at arbejde med “workshops”. Jeg vil rigtig gerne undervise i mine interesseområder og i de ting, jeg har kompetencer i fra mit daglige arbejde. Men den målsætning blev faktisk for stor – den skabte simpelthen for meget uro. Og da jeg undersøgte modstanden nærmere, handlede det om, at jeg er bange for ikke at slå til, hvis jeg skal “opfinde” noget nyt. Jeg gider ikke præstere. Og jeg vil faktisk gerne være lidt på sikker grund, når jeg går rigtig i gang.

Da jeg tog det med i min målsætning, kunne jeg omformulere mit mål med “workshops” til at handle om værktøjer, jeg er certificeret i, hvor jeg bidrager med min egen visdom. Dvs. jeg skal ikke “opfinde” det hele fra bunden. Jeg kan tage udgangspunkt i noget allerede kendt materiale, som jeg også allerede har undervist i, og så kan jeg forfine det. På den måde er jeg ikke bange for ikke at slå til. Jeg føler ikke, at jeg skal præstere. Og jeg føler mig på sikker grund, samtidig med at jeg bidrager med noget af mit eget materiale.

Prøv at lege lidt med det – sæt et nemt mål op, og undersøg så hvilke impulser, der evt. trækker dig væk fra målet. Hvad fortæller de? Skal målet doseres eller skal der laves et delmål?