I dag har jeg lyst til at skrive lidt om forældreskab og nogle af de historier og mønstre, vi får viklet os selv ind i, så vi nærmest ikke kan få luft i vores liv, når vi bliver forældre. Sådan har jeg i hvert tilfælde på mange måder begrænset mig selv i mit eget forældreskab gennem årene.

Når vi bliver forældre, bliver vi hurtigt mødt af følelsen af ansvarlighed… den skønne, skønne følelse “ansvarlighed”! Det er virkelig en følelse eller et koncept, der diskuteres meget på alle mulige planer – ikke bare i forældreskabet. For hvornår er vi ansvarlige? Når vi selv synes det? Eller når andre synes det? Og hvad vil det egentlig sige at være ansvarlig?

I første omgang tænker jeg, at det handler om at tage ansvar for at være den person, man gerne vil være i livet. Alene den vinkel kan være en livslang undersøgelse, men jeg tænker, det kan være et godt sted at starte – også som forældre.

Det var jeg ikke så god til, da mine børn var små. Især min søn “larmede” i mange år for at få mig til at trække mig hjem i mig selv og fokusere lidt på mine egne behov. For jeg var hele tiden ovre i hans behov, men ikke på den fede måde. På den der irriterende mor-måde, hvor jeg ved, at jeg skal stå til rådighed, men alt i mig skriger, at jeg ikke gider. Og det er virkelig noget, der kan kaste ansvar over på børn. For når jeg ikke tager ansvaret, så gør børnene det. Og i dag ved jeg en masse om energier og alt det, vi både verbalt og nonverbalt projicerer rundt alle vegne.

Børn er som udgangspunkt helt fænomenale til alt det her med energi. Men mange voksne er det faktisk ikke, og det er her, nogle af historierne og mønstrene begynder at mase sig på. For jeg skal jo være den klogeste som den voksne, ikk’? Så det kan jo ikke nytte, at jeg giver mit barn ret i, at der er noget galt, for så bekymrer han/hun sig bare, og det er mig, der skal beskytte dem og ikke omvendt, ikk’?

Og det er bare en enkelt af kasserne. Og når vi får puttet os selv og vores børn hen i kassen af “de voksne ved bedst”, så får vi spændt os selv op til bristepunktet, og vi får ofte gjort børnene forkert i deres verdensopfattelse. Modpolen til det her er at være nysgerrig. I stedet for altid at have svaret, så kunne vi undersøge tingene enten sammen med barnet eller alene. Når vi formår at slippe kontrollen lidt og overgive os til det, der er, så dukker svarene også for det meste op af sig selv. Og det giver plads og energi til at fokusere på andre ting, end det at skulle være den alvidende, perfekte forælder. Og nogen gange lærer vi voksne faktisk også noget om verden, når vi tør gå derhen, hvor vi lytter og spørger, mere end vi kontrollerer og svarer. Og for mig har det skabt plads til, at jeg med god samvittighed kan fokusere på at udvikle mig som menneske og dække mine egne behov sideløbende.

Så prøv at mærke lidt ind i, om der er steder i dit forældreskab, hvor du har puttet dig selv i nogle kasser, du faktisk ikke passer særlig godt ned i?

Hvordan kan du sætte dig selv lidt fri?
Hvad vil det betyde for dit velvære?