Velkommen til Familie Fredag.

I dag har jeg lyst til at skrive lidt om præstation – at præstere som forældre, eller lade vores børn præstere for os. Det kan være ret stressende at have for mange forventninger og ting, vi gerne vil opdrage vores børn med og til at være. Og nogen gange handler det faktisk slet ikke om børnenes behov men vores eget.

I den tid, jeg er vokset op i, handlede det meget lidt om mine behov, men mere om det store “man” ude i verden – man skal gå i skole, man skal få sig en uddannelse, man skal få sig en karriere, man skal blive til noget osv. Og når vi som børn ikke bliver mødt og set, som dem vi i virkeligheden er og med de behov, vi i virkeligheden har, så kan der ske flere ting, når vi selv bliver forældre.

En af tingene kan være, at vi helt bevidst beslutter, at der er ting fra vores barndom, vi på ingen måde vil have med.
En anden kan være, at vi helt automatisk kører ting videre, uden vi tænker over det eller tager stilling til det.
En tredje kan være, at vi bevidst beslutter, at noget var godt, så det gør vi også.

Fælden her kan være, at vi begynder at opdrage ud fra os selv og vores egne barneerfaringer, men glemmer at det jo ikke er vores børns erfaringer. Dvs. at vi kan komme til at pådutte vores børn, at noget er “forfærdeligt”, som vi så prøver at beskytte dem fra. Men i virkeligheden er det slet ikke forfærdeligt for vores børn, for det er ikke dem, der har erfaringen.

Bemærk, at der ikke er tale om godt eller skidt her. Der er tale om noget, der virker, og noget der ikke virker. Og det virker sjældent, når vi opdrager vores børn, som om det var os selv, vi gav en ommer.

Hvis vi nu forsøgte at opdrage vores børn til at blive nogen i stedet for noget, og lader være med at forsøge at give os selv en ommer, så tænker jeg faktisk, at vi kommer meget længere.

Og hvad mener jeg så med det – og hvordan gør man?
Jeg mener simpelthen, at mange af os kan blive meget bedre til at være nysgerrige på, hvem vores børn er.
Hvad er det for nogle små/store talenter, vi i virkeligheden har med at gøre her?
Er det et barn, der er lattermild? Er det et barn, der er stille? Er det et barn, der godt kan lide at have nogle mål? Er det et barn, der godt kan lide at freestyle? Er det et barn, der trives blandt mange mennesker? Er det et barn, der trives bedst med få venner?

Et eller andet sted på vejen i livet, har mange af os lært, at det er godt at være social og at kunne være sammen med mange mennesker, så vi sender vores børn i institutioner, hvor de så kan lære det! Men er det i virkeligheden rigtigt?…. for alle? Og sådan kunne jeg blive ved.

Så hvis du virkelig vil give dig selv en ommer, så lad være med at præstere med dit barn – heal dine egne sår, og lad dit barn/dine børn skabe deres egne erfaringer. Du vil blive forbavset over, hvor nemt det kan blive at være i familien, når du holder op med at bede dine børn om at præstere på dine vegne. Undersøg i stedet, hvad der giver mening for dig, og hvad der giver mening for dine børn. Og bevar så lederskabet ved hele tiden at tage ansvar for de beslutninger, der bliver taget i familien. På den måde bliver alle mødt og set, og der er tryghed omkring ansvarsfordelingen, så børnene forbliver frie til at udfolde sig i livet.

Og husk:
Glade forældre er lig med glade børn!
Børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger!

I kærlighed
Lorena

PS. Husk, at du, som mange andre allerede har gjort, kan stille spørgsmål til mig om de her ting – skriv blot på messenger, mail eller besked på FB.