Når børnene tager fra
Kender du det, at der foregår noget i dit liv, og du har lyst til bare at lukke dig inde i en bobbel og gemme dig helt væk fra verden?

Sådan en dag havde jeg forleden, hvor jeg gik i en bobbel, mens jeg lavede mad og så en af mine favorit-krimiserier. På et tidspunkt træder min 19 årige søn ind af døren og begynder at stille en masse spørgsmål om alt muligt vedr. hans far. Jeg havde ikke talt med hans far endnu den dag, så jeg anede ikke noget som helst om alle de spørgsmål, sønnen havde. Det lægger jeg ud med at sige, men ikke uden en vis irritation… jeg så jo tv og havde boblet mig inde!

Spørgsmålene fortsætter, og min irritation stiger i takt med, at jeg svarer: “Det ved jeg ikke! Det aner jeg ikke. Jeg har ikke talt med din far endnu, så det kan jeg ikke svare på.”
Til sidst siger min søn så: “Undskyld, men jeg er bare bekymret, så derfor spørger jeg om de her ting.”

Og her bliver jeg så rigtig irriteret og nærmest vrisser: “Hvorfor bliver du bekymret, det har jo ingenting med dig at gøre, så hold op med det!” Min tone gør ham selvfølgelig rigtig ked af det.

Kan du genkende scenariet?

Prioriteringer
Min søns ked-af-det-hed vækker mig heldigvis. Og jeg undskylder, at jeg vrisser og er sur og forklarer derefter følgende til ham:

“Det er okay, at du stiller spørgsmål. Og jeg kan heller ikke forhindre dig i at blive bekymret. Men du bliver også nødt til at forstå, at når der foregår ting mellem far og mig, der ikke har noget med dig at gøre, så kan vi have brug for ro til at heale både situationen og os selv. Og når du så siger, at du er bekymret, så bliver jeg nødt til at gå væk fra min egen healing og beskæftige mig med dig. Det gør jeg også gerne, men fordi jeg faktisk har mere brug for at heale mig selv end at beskæftige mig med din bekymring, som jeg anser for helt unødvendig, bliver jeg irriteret. Det er ikke fair, men det var det, der skete. Og det må du undskylde.

Du er så gammel nu, så måske kunne det her være en god læring til dig i at adskille dig og øve dig i ikke at optage for meget af andres energier? Måden at håndtere det på kunne være, at du næste gang spørger, om situationen har noget med dig at gøre? Om du kan gøre noget? Og så evt. om vi vil være søde at melde ind, når vi er klar til at snakke med dig og informere dig om, hvad der foregår, så du ikke behøver at gå og bekymre dig om os?”

Kærlig læring og healing
Det er selvfølgelig ikke første gang, at mine børn kræver min opmærksomhed på tidspunkter, hvor jeg egentlig har mest brug for at give mig selv den. Det er bestemt heller ikke første gang, at jeg bliver irriteret og ender med at vrisse eller endda råbe af dem. Det er sket hele vejen op igennem deres barndom.

Men det er første gang, at jeg så tydeligt har mærket og italesat det, der i virkeligheden sker – at jeg hellere vil beskæftige mig med mig selv end dem!

Må man godt det?

Ja, selvfølgelig må vi det. For problemet er jo netop, at børnene kommer til at tage fra på vores frustration og manglende prioritering af os selv, når vi ikke står ved vores reelle behov, og det er på alle måder unfair adfærd over for vores børn – og os selv.

Når vi taler om mindre børn, kan jeg måske ikke sige helt det samme i min undskyldning, hvis først løbet er kørt. Og adfærden er som regel også anderledes hos mindre børn. Men jeg kan altid undskylde og så bede mine børn vente lidt og starte med at dække mine egne behov – uanset hvor gamle de er!