I denne uge har jeg været lidt optaget af, hvad der sker, når man begynder at udforske sin spiritualitet. Og jeg er kommet i kontakt med, hvor svært det kan være for mange at “vende tilbage til deres almindelige liv”.

Når jeg siger “vende tilbage”, så handler det i høj grad om, at mange (mig selv inkl.) undervejs mærker en trang til at trække sig væk fra sit liv for fuldt og helt at hellige sig denne her nye opdagelse og udforskning af en anden dimension af livet. Og på et tidspunkt rammer man et punkt, hvor man faktisk skal vælge at gå helt væk fra sit tidligere liv, eller finde en måde at vende tilbage på – nu med en anden bevidsthed. Det kan godt være, at der ikke er noget underligt i det her for mange mennesker, men efter nu selv at have været igennem processen, synes jeg, at den er interessant at iagttage.

Vi taler om, at mennesket gennemgår 3 faser her:
1. Det verdslige menneske – alt foregår fra ego’et og handler om fysisk høst.
2. Det spirituelle menneske – man er åndeligt søgende og fokuserer udelukkende på højere bevidsthed.
3. Det hele menneske – man vender tilbage til det fysiske, men lever nu med en højere bevidsthed.

Det er overgangen fra trin 2 til trin 3, der kan være svær for mange.
Personligt tror jeg, at det mange gange handler om, at vi på trin 2 lærer, at livet skal være sjovt, let og nærende. Og fordi vi er så fyldt op af knokleri og et liv, der bestemt ikke føles sjovt, let og nærende, når vi begynder på rejsen, så kommer vi til at “tro”, at når vi er “færdige”, så kan vi lade være med at tiltrække kriser, problemer eller andre tunge og knoklende ting i vores liv. Men sådan er det jo ikke. Og det er heller ikke det, der er meningen med det.

Meningen er at lære, at komme videre på en nemmere og mere nydelsesfuld måde, netop når der opstår problemer i vores liv. At lære, at håndtere tingene fra et andet sted inde i os selv, så vi ikke hænger fast og får skabt unødigt knokleri i vores liv. At lære, at det er ok at gå med sine egne fornemmelser. At lære, at vi kun selv har sandheden om vores eget liv. At lære, at himlen på jorden findes inde i os selv!

Dengang jeg læste til psykoterapeut, var der nogen, der sagde, at man kaldte det skilsmisse-studiet. Og jeg tænker, at det er samme mekanismer, der er i spil. Man uddanner sig i nogle menneskelige kompetencer og udvikler sig med dem i samme takt. Men det betyder ikke, at ens familie og venner gennemgår den samme udvikling, og dermed kan man opleve en form for kløft eller afstand til sine nærmeste. Jeg mærkede ikke noget til det på studiet, så jeg forstod helt ærligt ikke dramaet omkring det.

Og i virkeligheden har jeg heller ikke mærket det på min spirituelle rejse. For mig har det ikke været noget problem med familie og venner. Selvfølgelig har der været en periode, hvor jeg skulle forklare mig en hel masse, men sådan er det jo, når man lærer noget nyt. Og hvis man har familie og venner, der interesserer sig for en og gerne vil følge med og være sikker på, at “vi stadig kender hinanden”, så må man stille op til spørgsmål og forklaringer – uanset at det kan være svært, fordi man i starten i virkeligheden ikke fatter en skid af det hele selv!

Min fadæse i denne omgang var, at jeg havde sat mig nogle mål undervejs, som jeg gerne ville opnå. Hvilket selvfølgelig ikke er sket. Og her i bagklogskabens klare lys, svarer det til, at jeg under min uddannelse som psykoterapeut havde sat mig det mål, at den dag jeg gik til den afsluttende eksamen, skulle jeg have en fuldt kørende praksis at vende tilbage til. Hvor dumt er det lige? Det er jo først, når vi er uddannet, at arbejdet og opbygningen af karrieren begynder. Men den missede jeg altså i denne her omgang.

Hvor er jeg nu?
Jeg er lige præcis der, hvor jeg skal være.
Jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg kan bygge min praksis op og hele tiden arbejde fra hjertet, samtidig med at jeg også udvikler den fra hjertet. Og nu hvor ovenstående brikker er landet et godt og fint sted inde i mig, har jeg pludselig ikke så travlt mere. Nu skal alt det her leves, opleves og nydes i fulde drag, så jeg virkelig kan mærke, at jeg lever et skønt liv i overflod og kærlighed fra en højere bevidsthed.