Dårlig samvittighed… skyld… skam…

Vidste du, at det er nogen af de største flowstoppere vi mennesker har i vores liv?
Tænk lidt over det.

Hvor tit afholder du dig fra at gøre noget, fordi du tager hensyn til dine omgivelser?
Hvor tit formulerer du dig anderledes, end du egentlig har lyst til for at sikre dig, at dit budskab ikke støder dem, der skal modtage det?
Hvor tit dæmper du dig, så du ikke fylder eller larmer for meget?
Hvor tit deltager du i samtaler eller selskabeligheder, blot for ikke at blive betragtet som hende eller ham outsideren?

Vi kender det alle sammen – både os, der larmer og fylder, og os, der helst vil være stille og undgå for mange mennesker på en gang. Vi overskrider konstant vores egne grænser i jagten på at være rigtig eller inkluderet… eller i et eller andet højere godes navn!

Førhen synes jeg ikke, at jeg havde de store hensynsproblemer i mit liv. Men efter min egen bevidsthedsrejse er det gået helt galt for mig. Jeg kan næsten ikke kende mig selv mere. Og den store “synder” er historien om mit ego. Den der dejlige drivkraft, som i spiritualitetens navn bliver skældt ud og fordømt, så det grænser til vanvid. For ved at lukke ned for netop den drivkraft, lukker vi i min optik også ned for lige præcis den del af os, der driver os frem mod nye horisonter. Sådan er det i hvert tilfælde for mig.

En meget vital del af mig kan godt lide det store, larmende udtryk. Og nogen gange bliver det hentet frem via bandeord, andre gange ved at tale højt, og andre gange igen med et meget direkte sprog. Men hvis jeg hele tiden skal tænke over, hvordan det lyder i andres ører, er jeg konstant på arbejde. Og det slukker min ild – fuldstændig! Og det er faktisk sådan, jeg har haft det i noget tid nu. Indtil jeg opdagede det.

Jeg har længe været en sur skid, og jeg har slet ikke kunnet være walk-the-talk med Loven om Tiltrækning på den fede måde. For det var hele tiden alt det ufede, der blev ved at komme frem. Og det var derfor. Jeg var ikke mig – jeg gik ikke efter livet på min måde. Hver gang jeg kastede et ønske ud, var det efterfulgt af en millard undskyldninger og forklaringer på, hvorfor lige netop jeg skulle have det ønske opfyldt…. Vor Herre bevares, siger jeg bare! Så meget for alt det her procesarbejde og oprydning inde i mig! Og så er det der, jeg havner?!?

Og ikke nok med det. Nu følte jeg langt om længe, at jeg var ude på den anden side og var ved at få samling på mig selv, men hvor pokker blev det der fede, fede liv af? Hvad pokker skete der lige for det?

Men det giver jo god mening i lyset af ovenstående adfærd… og måske er det først nu, det skal ske? Nu hvor jeg har fanget hele pointen? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg nu står her og tænker: “Shit! Er det først nu, at jeg skal til at bygge det hele op? Øv! Føj for en bankebæ, siger jeg bare!”
Men sådan må det nok være. Først bryder vi hele molevitten ned, og så bygger vi det hele op igen. Alt er godt, og jeg skal nok nå det hele… men alligevel…