Hvad tænker du, når du hører “Kvindernes Kampdag”?

Jeg er allerede træt!
Jeg er med på, at vi skal have mange flere feminine kvaliteter i spil i verden, der har været alt for maskulint, magtdomineret i alt for mange årtusinder. Men jeg er fuldstændig uenig i, at det skal være en “kampdag”. Kamp er maskulint. Og hvis vi vil have flere feminine kvaliteter i spil, skal vi gøre det feminint, ikke maskulint.

Mother Teresa blev en gang spurgt, om hun ville være med til at demonstrere imod krig, og hendes svar var nej!  Men hvis de nu havde spurgt hende, om hun ville demonstrere for fred, ville hun have deltaget!

Og det er egentlig meget sigende for, hvad jeg synes om “Kvindernes Kampdag”.
Jeg synes, der er alt for meget offer-energi koblet på Kvindernes Kampdag. Det grænser til det ynkelige i min optik – tomme politiske taler om korrekthed, som mange af os i virkeligheden er ved at kede os ihjel over.

Hvad med at kæmpe lidt for magien mellem mænd og kvinder?
Hvad med at dyrke det feminine, i stedet for at hade det maskuline?

Jeg er ærligt talt træt af at høre om ligestilling mig her og ligestilling mig der. Jeg gider dælme da ikke være som en mand, eller endsige blive behandlet som en mand. Jeg vil behandles som en KVINDE! Jeg vil have særbehandling – bare fordi jeg er kvinde! Jeg vil have, at mænd trækker stolen ud for mig, eller holder døren for mig. Jeg vil fløjtes efter og flirtes med. Jeg vil anerkendes for at kunne rumme, favne, elske, være blid, lækker og sexet. Jeg er hamrende ligeglad med at kunne bruge en boremaskine eller bygge et hus. Det er noget, min mand skal kunne. Og så skal jeg nok til gengæld gladeligt elske hans stærke arme, og dejlige maskuline håndtering af værktøjet. No problem!

Der er selvfølgelig mange nuancer, når vi taler om det maskuline og det feminine, men helt overordnet så oplever jeg, at en stor del af vores problemer i dag handler om, at vi har mistet respekten for hinandens forskelligheder og dermed også magien imellem det maskuline og feminine. Hvorfor i alverden skulle jeg inkarnere i en kvindekrop, hvis jeg så bagefter står og påberåber mig, at jeg vil behandles som en mand? Det er da fuldstændig tåbeligt i min optik.

Måske er det bare mig, der er lidt gammeldags, men det kan jeg sagtens leve med. Jeg elsker stadig en god flirt, eller når mænd fløjter efter mig på gaden. Selvfølgelig handler det om min egen selvrespekt, når jeg klæder mig smukt på, men det er da også fedt, at andre bemærker det og anerkender det. Og nej, jeg behøver ikke en mand til at fortælle mig, at jeg er The Shit – det ved jeg udmærket godt, at jeg er. Men det er bare så meget sjovere at være flere til en fest, så jeg ikke skal danse rundt alene!