“Jeg synes, du er meget ubarmhjertig!”, sagde præsten til mig.
Vi var til begravelse i dag. En bekendt valgte at drage videre efter længere tids sygdom, og hun blev begravet i dag. Hun er fra vores forældres generation, og efter begravelsen satte vi os hen og sludrede med et ægtepar, som også er vores gode bekendte. Og ved bordet sidder præsten og hans hustru også. På et tidspunkt sidder vores mandlige bekendt og taler om sygdom og alt det, de ikke længere kan. De kender begge min holdning til livet og egne valg, og tonen er god og drillende, så jeg siger kækt: “Jamen, så må I jo lade være med at vælge alt det sygdom”, hvortil vi griner.

Og så kom det prompte fra præsten: “Jeg synes, du er meget ubarmhjertig!”
Og i kølvandet på det fulgte så en lang lidelseshistorie om cancer og sygdom, både han og hustruen havde været igennem. Da der ikke længere var nok argumentation fra deres egen historie, fulgte en lidelseshistorie om en datter, der havde en dyb depression i en alder af 10 år.

Både min mand og vores bekendte deltog i diskussionen, og langt hen ad vejen var vi alle enige om mange ting. Men da jeg så sagde til præsten: “Cancer er jo ikke noget, der kommer dumpende ned i dig fra himlen!”, svarede han prompte: “Jo! Det er det!”

Jeg blev sgu lidt paf. Ærligt talt. For det første har jeg aldrig mødt nogen, der tænkte sådan. Og hvis de gjorde, så har jeg aldrig hørt dem erkende det.
Men det var så også her, at jeg konstaterede, at jeg ikke var enig og trådte ud af diskussionen, mens de andre fortsatte med at snakke frem og tilbage. Det fik mig til at mærke ind i, hvad det faktisk helt konkret vil sige at stå i og med min sandhed. Så på mange måder var det en super skøn hændelse. Jeg kunne mærke, at jeg ikke på noget tidspunkt vaklede. Og selv da jeg trådte ud af diskussionen, handlede det for mig udelukkende om, at vi alle gerne må have vores tro og mening. Jeg er her ikke for at “overbevise” nogen som helst om min sandhed. Og det føltes inderligt godt.

Sårbarhed og projektioner
Det magiske, der så skete var, at både præsten og hans hustru blev opmærksom på deres egen projektion, da jeg var trådt ud af feltet. Det skete meget fint ved, at de anerkendte, at de med deres udtalelse faktisk selv var meget ubarmhjertige. Og hustruen satte sig efterfølgende hen og snakkede med mig, for ligesom det aldrig var min intention at være ubarmhjertig og ukærlig, var det jo heller ikke deres.

Vi havde her en super fin snak videre, men var ikke enige om de helt grundlæggende ting om, hvordan vi selv skaber vores eget liv – og dermed også helbred. Og det er super fint. Det handler for mig ikke om at blive enige. For mig handler det om at udvide min horisont og blive beriget med andre menneskers oplevelser af, hvordan det er at være menneske i dette liv og denne verden. Det bidrager nemlig i meget høj grad til min egen selvforståelse og til mit arbejde med mennesker.

LivingYourTruth
I dag mærkede jeg virkelig, at jeg mener det, jeg siger. Og selvom jeg står 100% ved det, så ved jeg også godt, at det ikke er sådan for alle. OG at det kan være meget, meget sårbart at høre min holdning, når man selv har gennemgået et livstruende sygdomsforløb. Og her må jeg da ærligt erkende, at jeg er glad for, at de ikke spurgte, om jeg selv havde været ude for en livstruende sygdom. For jeg ville jo have været nødt til at sige: “Nej, for den oplevelse tror jeg ikke, at jeg skal bruge til noget i det her liv – i hvert tilfælde ikke indtil videre.”

Og hvor gerne jeg end står ved min sandhed, så ønsker jeg ikke at missionere eller såre med min sandhed. For mig handler det i højere grad om at stå frem, som den jeg er, og så lade dem, der kan bruge min visdom i deres liv, komme til mig – ikke af frygt, men af inspiration. Men jeg har også tillid til, at var spørgsmålet kommet, så havde de skullet bruge svaret – og så havde jeg selvfølgelig svaret.