Hvis du følger mig på de sociale medier, så ved du, at jeg i denne uge har været optaget af livshistorier, og hvorfor nogen ser ud til at være mere interessante end andre. Og forleden gik det op for mig, hvorfor jeg ikke synes, at jeg har haft en interessant historie at fortælle eller arbejde med. Og det handler faktisk om, hvornår i livet fadæserne, vi lærer af, sker. Og mine er primært sket i mit voksne liv.

Når jeg hører om voksne mennesker, der har “overlevet” og klaret sig fantastisk trods diverse overgreb som børn, så sker der noget psykologisk “overbærende” i mig – jeg føler med dem. Og så bliver det interessant at lære af dem, hvordan de har overkommet noget så forfærdeligt.

Hvis jeg derimod ikke har været udsat for overgreb som barn, men egenlig bare har “kvajet” mig som voksen, så er der ikke rigtig noget at hente, for så handler det om ansvarlighed og fornuft. Især for mig der har fucket totalt op med penge – flere gange!

Og helt nøgternt er min historie, at min far var utilregnelig og alkoholiker, og min mor valgte at flytte med min søster og mig, da hun ikke ville lade sine to piger vokse op i et miljø med alkohol og økonomiske problemer hele tiden. Så hun tog ansvar. Og siden har frygten for penge og mangel på dem levet i bedste velgående i min familie, samtidig med at min mor styrede økonomien med hård hånd fra fornuften, så vi aldrig manglede noget. Og det lyder da okay, ikke sandt? Så hvorfor fucker jeg så fuldstændig op med penge i mit liv?

Det har jeg mange forklaringer på, for jeg har studeret mig selv og lige præcis penge meget, meget, meget nøje de sidste 10 år. Det er faktisk gået hen og blevet mit ynglingsemne. Jeg elsker penge, og det har jeg altid skammet mig over. Men jeg elsker dem, og nu har jeg studeret dem og alle mine følelser omkring dem så længe og meget, at jeg godt tør kalde mig specialist i emnet. Og for mig har det faktisk været meget traumatisk hele mit liv at skulle tænke fornuftigt omkring penge, fordi jeg i realiteten betragter dem som de sjoveste legekammerater i hele verden.

Forestil dig eksempelvis, at du som barn får en dukke eller en bil, du bare har ønsket dig af hele dit hjerte. Og så siger mor, at du ikke må lege med den, men at du skal gemme den væk til en dag, hvor du virkelig keder dig, så du sparer på den og ikke får slidt den op? Det var virkelig traumatisk for mig – virkelig!

Prøv at mærke, hvad der sker i dig, når du læser det her. Tænker du, “sikke noget pjat”, eller “stop dig selv”, eller “man kan sgu da ikke blive traumatiseret af ikke at måtte bruge penge”. Jo, det kan man faktisk. Børn kan blive skammet så meget ud, at det sætter sig som traumer!

Mærk lige efter. Du kan evt. skifte penge ud med kæreste. Blev eller bliver du “gjort forkert”, når du udtrykker, at du drømmer om prinsen på den hvide hest eller prinsessen med det lange hår?
Eller har du noget kørende med kroppen? Har du en størrelse, hvor du skammer dig lidt over, at du faktisk elsker kage eller chokolade?

Så det viser sig, at jeg har en meget god historie. Jeg trak den bare med op i mit voksne liv, hvor den så udspillede sig til healing i en ret høj alder. Men det betyder så også, at jeg nu er skide god til at tage alle historier alvorligt, når folk kommer til mig for hjælp. Jeg har simpelthen lært ikke at underkende de følelser, vi bærer med os op i voksenlivet fra barndommen – uanset hvor små eller store de måtte forekomme.

Hvad er din historie?