Jeg læste forleden en artikel i Berlingske Tidende om Hjertekvinder – en meget sober artikel, i min optik.
Hjertekvinder er defineret som en gruppe af kvinder, der alle arbejder for, at vi som kvinder ikke skal lade os undertrykke og i stedet udtrykke os fra hjertet og gøre det, der føles rigtigt.

Det er en gren af det spirituelle miljø, som jeg kender en del til, fordi en del af disse hjertekvinder er mine kunder. Og jeg kan sige, at de er virkelig skønne og gør en kæmpe indsats for at gøre verden til et smukkere sted.

Egentlig havde artiklen udspring i en kvinde, der havde købt et kursus på Bali af en af disse hjertekvinder, og efterfølgende følte hun sig faktisk snydt. I min optik er der egentlig ikke så meget kød på den historie, for kvinden anerkender selv, at hun er mest sur på sig selv, og dermed tager hun ansvar og trækker projektionen hjem.

Men jeg lægger mærke til flere ting i artiklen;

1. Der tales om rimeligheden i prisen for kurset.
2. Hjertekvinderne kritiseres for at fjerne kritiske bemærkninger fra deres feeds på IG og FB.
3. Det er kun mandlige “eksperter”, der er blevet spurgt.

Og så kommer jeg i kontakt med;

1. Noget har flyttet sig i forhold til vores bevidsthed om, hvad man skal betale for, hvilket er fantastisk.
Vi diskuterer ikke længere, om psykoterapi, zoneterapi, astrologi og til dels healing er ydelser, man skal betale for. Det har nu fået tilstrækkeligt fodfæste i vores bevidsthed til, at man tager det alvorligt. Det er endnu ikke uddannelser, der er en del af vores offentlige tilbud, men jeg har tillid til, at det nok skal komme. Derimod diskuterer vi åbenbart stadig, om og hvad man skal betale for “spirituelle” ydelser. Og det gode er, at vi faktisk diskuterer det, og at noget også her har flyttet sig i vores bevidsthed.

2. Hvorfor al den kritik af, at de ikke gider folks kritiske bemærkninger på deres feeds?
Min erfaring viser mig helt tydeligt, at ingen er i stand til at give kritik, der ikke handler om dem selv. Hvis vi kritiserer, handler det altid om os selv og vores egne ting. Hvis vi derimod er nysgerrige og spørgende, er vi jo ikke kritiske, for så tillader vi forskellighed og peger ikke.
Så jeg kan godt forstå, at de ikke gider kritik i deres feeds. Jeg gider heller ikke i mine. Og faktisk har jeg det sådan, at jeg ikke en gang har lyst til diskussionerne i mine feeds, for personligt mister jeg hurtigt overblikket, når man skriver frem og tilbage. Min styrke ligger i mødet og samtalen. Og derfor forsøger jeg også altid kun at lægge op til refleksion, når jeg slår noget op.

3. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige her. Jeg kan mærke, at jeg sidder og ryster på hovedet, når jeg lægger mærke til, at det kun er mandlige “eksperter”, man har hentet ind. Det er jo lige præcis det, hjertekvinderne arbejder for; at kvinder skal rejse sig og få en stemme, der bliver lyttet til og taget alvorligt. Også selvom den snakker fra kærlighed og om kærlighed. Det betyder ikke, at mænd ikke skal lyttes til og også have en stemme. Det betyder bare, at vi går glip af mangfoldigheden, i min optik, hvis vi holder os til det kendte og “sikre”, som det jo er kun at hente mandlige “eksperter” ind til sådan en artikel.

Så hvad er formålet med min klumme i dag?
At jeg lægger mærke til, at noget har flyttet sig væsentligt i vores samfund de seneste år, og det endda til det bedre, i min optik.

Så måske er verden i virkeligheden allerede et meget smukkere sted?
Måske er vi i virkeligheden mange flere end antaget, der allerede er og arbejder fra vores hjerter?

Jeg blev i hvert tilfælde glad over soberheden i artiklen, trods mine betragtninger, og det gør mig glad og giver mig tillid til, at vi er på rette vej.