Ugens dilemma

Hehe… allerførst vil jeg da lige flashe en god nyhed;
Jeg har 50% booking på mit Astrologisk Grundkursus – jeg siger det bare!
Healing og selvoptagethed betaler sig.

Jo dybere og længere jeg går på den her sjælerejse i en krop, jo mere går det op for mig, at det at være her på Jorden er en dybt selvoptaget affære. Og hvis vi kke tør være dybt selvoptaget, kan vi faktisk ikke opleve det, vi er her for at opleve.

Paradokset er, at på den ene side ved vi, at det vil være godt at “gøre noget for andre”, og på den anden side ved vi, at vi er nødt til at passe på os selv også. Og på en eller anden måde har vi fået lært, at for at kunne passe på andre, må vi opgive os selv og sætte os selv sidst. Men det er ikke sandt i min optik.

I virkeligheden hænger de to ting fuldstændig sammen. Hvis jeg ikke viser, hvem jeg virkelig er, så byder jeg ikke autentisk ind i fællesskabet. Men hvis jeg derimod viser, hvem jeg virkelig er, så byder jeg autentisk ind i fællesskabet. Og dermed giver jeg andre en reel mulighed for at vælge mit bidrag til eller fra. Det svarer lidt til, at vi går ind til bageren for at købe brød, og så viser det sig, at han kun handler med kød. Skiltet udenfor sagde brød, men inde i butikken er der kød. Det bliver lidt mudret, ikke sandt?

Og der er en anden ting, der følger i kølvandet på det her med at lade som om, at man er noget, som man ikke er. Eller når vi opgiver os selv… Alle de her følelser. Følelser, der bliver undertrykt. Følelser, der bliver udtrykt. Følelser, der bliver projiceret ud i verden, mest fordi vi har travlt med at tage os af andre end os selv. Og hvor skal vi så gøre af vores egne følelser? Ja, dem må vi jo kaste ud, så nogen kan tage sig af dem, mens vi selv har travlt med at tage os af de andres. Kan du se paradokset?

Jeg har en tese om, at hvis vi alle lærer at tage os af os selv og vores egne følelser først, så vil vi få reduceret mængden af vrede, sorg, had, frustrationer, nærtagenhed, fornærmethed etc. som projektioner i verden. Tænk, hvis alle tog sig af sig selv, når de kunne mærke, at noget gjorde dem vrede eller fornærmede? Tænk, hvis vi lærte at sætte os ned og kontemplere over, hvor det sår mon kom fra inde i os selv? Tænk, hvis vi kunne hente alle vores projektioner hjem og være med dem i kærlighed til processen? Tænk, hvis vi alle gad at bruge tid på at lære os selv at kende dybt inde i kernen? Tænk, hvis…

Jeg drømmer om fred i verden. Men så længe vi ikke lærer os selv og vores børn at stole på sig selv og vores/deres instinkter, og hjælper os/dem med at udvikle intuition, så er der lang vej. Det store spørgsmål er selvfølgelig også, om Jorden reelt er en planet, der skal være fred på. “Man” siger, at Jorden er skolen for lærdom gennem lidelse. Ja, tak for kaffe da! Det skal jeg da lige love for, at det er!

Når alt kommer til alt, kan vi kun gøre det, der føles rigtigt for os selv. Og det, der føles rigtigt for mig, er, at jeg hele tiden passer på mig selv og går med det, der føles sandt inde i mig. Læg mærke til, at jeg skrev “føles rigtigt” og ikke “føles godt”. Som du måske har læst i mine tidligere klummer, så har jeg subtile energier kørende af at ville have respekt og anerkendelse af andre. Men som sagt, så er det også bare at kaste mine følelser ud i verden for at få nogle andre til at tage sig af dem, eller verificere dem og dømme dem gode nok. Og den går ikke, hvis jeg skal være autentisk. Faktum er, at når jeg er autentisk, så opnår jeg respekt og anerkendelse. Jeg bliver ikke autentisk af at få respekt og anerkendelse fra andre. Det føles rigtigt, men ikke nødvendigvis godt!

Det her er temaer, som vi alle skal lære noget om de næste ca. 2.500 år. Det er Vandbærerens tidsalder. Når jeg kigger på Vandbærerens energi, så er noget af det første, der kommer op, at den står for “at kunne være sig selv i mængden”. Det er kun frygten for at blive efterladt, ekskluderet, stå alene etc., der forhindrer os i at træde derud. Men igen… paradokset er, at når vi gør det, så er vi aldrig alene. Der er altid nogen, der har brug for lige præcis det, som vi kan. Men det kræver, at vi tør lære os selv at kende for at få lige præcis den oplevelse med på vores livsrejse.

Tør du gå vejen?

Husk, at du kan lære noget om alt det her på mit kursus, hvor du enten kan tilmelde dig og følges med 3-4 andre med mig som guide. Eller du kan tilmelde dig og gå vejen alene med mig som guide.

Læs om det her.