Ugens dilemma

Forleden fortalte jeg dig om min superpower.
Har du selv kigget på, hvad din er?

Jeg kan virkelig anbefale, at du gør det. Især hvis du er sådan en ligesom mig, der leder efter dit purpose i livet. For det har vist sig, at en voldsom energi har sluppet i mig, efter jeg forleden overgav mig til min superpower og decideret stoppede med at lede efter et eller andet fancy, der skulle repræsentere mig og mine talenter i det her liv. Jeg har nærmest været i sådan en zen-tilstand lige siden.

Og det er det, der sker, når vi gider at bruge tid på vores egen selvudvikling, og når vi lærer vores skygger at kende, og vi lærer at slippe modstand på det, der er.

Jeg lægger mærke til, at nogle af de dynamikker, der har været i spil hos mig, netop er det her med at lede efter noget mere og noget større. En måde for mig hele tiden at udvikle mig selv på og vikle mig selv ud på er at studere og konstant dykke ned i forskellige værktøjer, der netop kan fortælle mig noget om mig selv og mine dynamikker. Og undervejs har jeg mange gange troet, at “hey, det er jo det her, jeg skal dele med verden!”

Jeg har også haft en drøm om at dele mere neutrale emner fra livet. Eksempelvis da jeg lavede mine klummer om generationer. Men jeg løber altså tør for materiale, der interesserer mig, og det ender altid med, at jeg kommer til at snakke om mig selv og mine indre oplevelser alligevel. Så jeg tænker ikke, at verden omkring mig har været særlig meget i tvivl om mit fokus og purpose. Men det har jeg selv. Ikke om, hvad jeg kan, men om det har været godt nok.

Og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at overgive mig til det evidente. Vi lever i en verden, hvor vi fra helt unge bliver pacet til at skulle være noget – ikke “nogen”, men “noget”. Ret tidligt skal vi begynde at beslutte vores karriereforløb ved at vælge uddannelse, og det er dælme svært, hvis man ikke en gang ved, hvem man er. Da jeg trådte ind på den såkaldt spirituelle vej, troede jeg faktisk, at nu blev det hele meget nemmere. Men det var bare lyv! Rejsen ændrede sig bare fra at skulle være “noget” til at skulle være “nogen”.

Så kan jeg spørge mig selv, om det ville være bedre, hvis vores uddannelsessystem var sat op til at fremelske, hvem vi er i stedet for at fremelske, hvad vi vil. Men jeg er faktisk i tvivl. Jeg tænker, at det skal være lidt en balance. At mærke ind i hvad vi vil, kan jo sagtens dirigere os i retning af, hvem vi er. Og at mærke ind i hvem vi er, kan også sagtens dirigere os i retning af, hvad vi vil.

Og for mit eget vedkommende er der også noget med “levet liv”.
Der er noget med, at “levet liv” har hjulpet mig på vej, for det er jo i livet, at vi skal være noget eller nogen. Og hvis vi ikke har haft tid til at leve noget som helst liv, ja så bliver det virkelig svært at vælge noget som helst, tænker jeg.

Hvad nu, hvis vi lærte vores unge, at det ikke handler om at vælge for evigt?
Hvad nu, hvis vi lærte vores unge, at det kun handler om at vælge det, der føles godt lige nu?

Jeg synes, at det er tåbeligt at sige, at man kan “falde tilbage på” noget som helst, som boomerne prøver at bilde de yngre generationer ind. Vores første valg i livet er jo valgt ud fra dem, vi er på det tidspunkt – unge og uerfarne. Hvem er nogensinde faldet tilbage på sådan et valg, når man er blevet ældre og mere erfaren, hvis man ikke er fortsat ud af den vej fra start?

På den anden side, kan man jo også være lidt forud for sin tid og ikke klar til sit første valg, og dermed være nødt til at leve lidt liv, før vejen rigtig kan gåes?

Personligt valgte jeg gymnasiet som ung, fordi jeg ville være socialrådgiver og hjælpe mennesker, der havde det svært. Det var jeg åbenbart ikke klar til, for mit liv tog en helt anden drejning. Retrospektivt kan jeg se, at jeg først var nødt til at hjælpe mig selv, og at socialrådgiver langt hen ad vejen er en administrativ rolle, og det var ikke det, jeg skulle. Og nu lugter mit arbejde jo af at være det, jeg oprindeligt ville. Jeg hjælper mennesker, der har det svært.

Jeg ved ikke, hvad der er sandt og rigtigt. Det må være et personligt anliggende for den enkelte. Men jeg ved, at jeg synes, at det er sjovt at beskæftige mig med min egen og andres indvikling og udvikling i livet. Så det vil jeg fortsætte med at gøre og causere over. Og så vil jeg lade være med at lede efter, at det skal handle om noget som helst andet fancy. Jeg trives med selvudvikling, så det vil jeg fortsætte med at nyde. Punktum!