Jeg skal sandelig lige love for, at jeg fik åbnet for et kæmpe mind map her med at skulle erfare læringerne på min astma. Holy moly!

Forleden lykkedes det mig at få øje på forbindelsen mellem min astma og penge.
Hvis du har fulgt mig i noget tid, så ved du måske, at penge har været det helt store tema i mit liv, og at de har stået med mange af mine skygger i livet. Dvs. at jeg har projiceret al min lidelse ud i penge, så de ligesom har kunnet udspille alle mine ubalancer på godt og ondt.
Men nu fandt jeg så forbindelsen mellem med-afhængighed, penge og astma.

Ganske kort, kan jeg sige, at min med-afhængighed har handlet om at ville reddes – af penge eller min astma. Og under dét ligger en overbevisning om, at jeg ikke er god nok og heller ikke dygtig nok. Og heri ligger gemt, at jeg ikke tør tage fuldt ansvar for mit eget liv og mig selv, netop fordi jeg er bange for at blive blottet, så alle kan se, at jeg ikke er god nok eller dygtig nok.

Så langt, så godt.
Hvad gør man (jeg!) så?
Jeg anerkender, at det at tage ansvar for mit eget liv er et valg. Jeg kan faktisk vælge at lade være, eller jeg kan vælge at gøre det. Blot skal jeg huske, at vi lever i en verden, hvor alle valg har konsekvenser. Et ikke-valg er også et valg, og det har også konsekvenser i mit liv. Så selvfølgelig vælger jeg at tage ansvaret hjem, ellers er jeg jo ikke walk the talk med mine egne værktøjer og overbevisninger.

Det har fået mig til dykke endnu mere ned i, hvad det reelt er, jeg er bange for i forbindelse med at skulle tage ansvar. Og for mig udspiller det “ikke at være god nok eller dygtig nok” sig bl.a. som frygten for fiasko.

Tænk, hvis jeg vælger at tage ansvar for mit eget liv, og jeg så alligevel ikke bliver lykkelig?
Tænk, hvis jeg vælger at tage ansvar for mit eget liv, og jeg så alligevel ikke kan manifestere alt det, jeg drømmer om?
Tænk, hvis jeg vælger at tage ansvar for mit eget liv, og min astma så alligevel ikke bliver healet?
Tænk, hvis jeg vælger at tage ansvar for mit eget liv, og mine værktøjer viser sig alligevel ikke at virke?

Dvs. at hvis jeg tager det fulde ansvar, så risikerer jeg også, at der ikke er nogen at pege på, hvis det går galt. Og den del af frygten var egentlig nem nok at komme videre fra, fordi det har været en stor del af min healingsproces netop at tage ansvaret hjem på alle fronter i mit liv et lille skridt af gangen. Men så kom næste skridt, og det var lidt sværere, for her lå den reelle frygt gemt. Frygten for at være et dårligt/ondt menneske hægtet op på misundelse.

Hvad sker der, når vi kombinerer selvværd (jeg er) og selvtillid (jeg kan)?
Skabelse!

Helt konkret har det været misundelse på min skaberkraft (power) og mine skabelser, der har fået mig slået ihjel i tidligere liv, og jeg har i dette liv stået på mål for alle mulige former for beskyldninger om min person og mine intentioner pga. misundelse. Og det skaber frygt inde i mig, fordi misundelsen netop har udspillet sig som projektioner om, at jeg var et dårligt menneske. Jeg har altså en historie kørende om, at hvis jeg skaber mine drømme, så bliver andre misundelige, og hvis andre er misundelige, så er det min skyld, fordi jeg er et dårligt menneske. For gode mennesker skaber ikke misundelse hos andre.

Jeg ved jo godt, at jeg ikke bliver slået ihjel i det her liv, men nu forstår jeg mit dybe sår på at blive misforstået og tillagt intentioner, der slet ikke eksisterer inde i mig. OG hvorfor jeg har en trang til bare at bygge mine drømme op, uden at nogen ser mig. OG  hvorfor jeg er blevet spejlet så meget på misundelse i forskellige perioder i mit liv. OG hvorfor jeg har så svært ved bare at passe min egen butik og gøre, som det passer mig. OG hvorfor jeg har signet op til at udtrykke mine følelser “offentligt”. OG hvorfor jeg hader, når folk prøver at blive konspiratoriske med mig. OG hvorfor jeg hader, at folk konkluderer i stedet for at spørge. OG, OG, OG…

Der er dælme mange tråde i den her, skal jeg love for. Men det er også tråde, der samler sig i et kæmpe billede, der giver mig en endnu større forståelse og respekt for den kompleksitet, som vi alle inkarnerer med og ind i i dette liv. Vi kan sagtens lege “what you see, is what you get”, men det er løgn og latin. Det er nærmest aldrig sådan landet ligger. Alt er en del af en større kompleksitet, der nogen gange er simpel og andre gange meget svær at gennemskue. Og hvis vi ikke tør åbne os for netop dét, så bliver vi dømmende og fordømmende i stedet for kærlige og rummelige… i min optik.

Nu fandt jeg ind til kernen, så nu kan den reelle healing gå i gang.
Det bliver spændende at se, hvor lang tid der går, før det hele går op i en højere enhed, men jeg er glad og fortrøstningsfuld, for nu ved jeg, hvad jeg healer, og nu kan jeg for alvor begynde at undersøge og udvikle min skaberkraft.