Allerførst en lille update i forhold til min astma.
Den arbejder sig stille og roligt ud af min krop. Siden jeg forrige onsdag landede den med misundelse, har jeg kun brugt min inhaler en enkelt gang – i forgårs. Der er stadig spændinger på mine luftveje, men slet ikke i nærheden af, at jeg er nødt til at bruge medicin for at kunne sove og være. Selvudvikling betaler sig – just saying.

Nu videre til ugens klumme.
Jeg har været lidt i vildrede om, hvad jeg skulle skrive om i dag, så jeg endte faktisk med at skrotte den røvsyge klumme, jeg først havde begået, og gav mig til at træne i stedet. Når jeg skriver klumme, vil jeg helst dele ud af noget erfaring, som jeg håber, læserne kan bruge i deres eget liv, og sådan en klumme var det ikke!

Om lørdagen træner jeg med min datter. Det er Puls-træning, og det er benhårdt, især når man som jeg ikke har prioriteret træning i flere år. Men det er jeg begyndt på to gange om ugen med datteren.
Faktisk går jeg også tre gange om ugen med engle-veninden. Vi powerwalker 5 km på stranden, så lidt gør jeg, men bestemt ikke i nærheden af, hvad jeg gerne vil.

Nå, men dagens træning med datteren var aflyst, fordi hun skulle have været til race i Sverige. Og jeg kunne så vælge sofa-modellen, eller tvinge mig selv ud af min comfort zone og få pulsen lidt op. Ikke nogen nem beslutning, for ærligt talt så har jeg lidt svært ved at komme i omdrejninger, og det har jeg haft længe!

Jeg har gået og luret på, hvorfor det mon er så svært for mig at komme op i gear igen, for jeg ved jo, hvor godt det er for min sundhed – både for kroppen, sindet og sjælen – og jeg elskede det virkelig. For noget tid siden gik det så op for mig, at mit perspektiv er fuldstændig ændret.

Da mine børn var små, brugte jeg træning som en pause, hvor jeg kunne gøre noget godt for mig selv og få tankerne over på andet en børn og husholdning. Og eftersom jeg ikke altid kunne forlade hjemmet, investerede jeg i træningsudstyr og videoer, så jeg altid kunne vælge, om træningen skulle være hjemme eller i træningscenteret. Og dengang trænede jeg mest hjemme.

Senere, da børnene blev større, vendte det lidt, så jeg trænede mest ude. For her blev det samtidig en kærkommen pause til også at komme lidt ud og væk fra hjemmet i nogle timer. Og jeg begyndte at løbe med en veninde 2 gange om ugen fast. Og jeg elskede det hele og havde aldrig svært ved at komme ud af døren.

Da mine børn blev teenagere og voksne, var der noget, der forandrede sig i mig. Træningen føltes ikke længere så fantastisk, løbeturene blev til gå-ture on-off, og tiden uden for hjemmet ville jeg helst bruge på andre ting. Og lidt efter lidt forsvandt lysten og drivkraften til at træne regelmæssigt, og til sidst stoppede det nærmest helt i nogle år. Helt uden at jeg nærmest tænkte over det. I bakspejlet kan jeg godt se, at det nok mest var, fordi andre interesser havde taget over, og jeg var gået i gang med at udforske andre sider af livet.

Men de sidste par år har jeg igen haft lyst til regelmæssig bevægelse. Jeg er færdig med alle de der nye udforskninger, og der er kommet ro tilbage i mit liv, så det giver mening for mig, at motion begynder at banke på. Jeg tænkte først, at det bliver da piece of cake, for det er jo kendt territorium for mig, og desuden har jeg altid elsket at bevæge min krop. Men det skulle vise sig at være ævle-bævle-snik-snak. Jeg kunne slet ikke finde hverken lysten, drivkraften eller noget som helst!

Og jeg må erkende, at forvirringen inde i mig var total.
Det gav simpelthen ingen mening for mig, at jeg ikke kunne komme tilbage i kampen. Så jeg besluttede at tage et kærligt skridt af gangen og gå i gang der, hvor jeg ikke havde modstand, mens jeg undersøgte fænomenet inde i mig. Og her startede gå-turene med engle-veninden for et år siden.

Nu er jeg også i gang med datteren, og lige her er det gået op for mig, hvad der er sket med det der perspektiv. Det er ikke længere en velkommen pause, men en dødsyg pligt at skulle motionere! Bum! Der var den!

Det har været ret fedt for mig at opdage denne her ændring af perspektiv inde i mig. Og det føder så fint ind i alt det her med, at jo mere bevidst vi lever, jo nemmere bliver det at håndtere de store og små livsændringer, som jo er uundgåelige for os alle. Nu venter jeg bare på åbenbaringen, der skal gøre, at det aldrig igen bliver et problem at skulle konditionstræne eller styrketræne, så jeg kan blive fit og stærk igen.

Og imens jeg venter på miraklet, glæder jeg mig over, at det er så hyggeligt at være sammen med både engle-veninden og datteren, at jeg nemt kommer ud af døren. Og så kigger jeg lidt på alle de andre ting, der har ændret status fra pause til pligt… for det viser sig at være en hel del. Og lige nu er det alt det, jeg elskede at fordybe mig i, da børnene var små, som jeg ikke længere får gjort – puslespil, malebøger, billedsortering etc.