Jeg har ikke fået skrevet klumme de sidste to uger. Det er som om, at jeg har meget på hjerte, men mit hjerte ikke har så meget at sige.

Der er en stille ro til stede, og samtidig er der en undertone af noget boblende.

Jeg har i noget tid tumlet lidt med at finde noget, der virkelig kunne få min passion frem igen. Den der følelse af virkelig at være i live og have det sjovt, har jeg savnet længe. I processen har jeg været utålmodig, kedet mig, været frustreret, kigget på mine jobs, kigget på mine interesser, kigget på hvordan jeg bruger min tid, og hvad jeg nu ellers har kunnet finde på at ændre på i mit ydre liv. Men lige lidt har det hjulpet.

Til sidst besluttede jeg mig for bare at læne mig ind i det og fokusere på at leve mit liv helt stille og roligt. Og sjovt nok, så begyndte der at ske noget. Ikke i mit ydre liv, men i mit indre liv. Jeg kunne pludselig mærke den her enorme trang til retræte – sådan fuldstændig retræte i forhold til andre mennesker og deres problemer og holdninger. Retræten fik mig til at mærke ind i, hvor dybt redderen har ligget i mig, og hvor meget jeg stadig har gjort og gør for at få anerkendelse og respekt. Overgivelsen til retræten forløste en masse af noget gammel energi blot ved, at jeg overgav mig. Og endnu mere energi blev sat fri, da jeg så også aktivt begyndte at fravælge forskellige ting, som jeg førhen bare gjorde pr. automatik.

Jeg kom i kontakt med, at min autopilot langt hen ad vejen er styret af min hjerne og mine overbevisninger. Hvorimod retræte-energien faktisk kom fra mit hjerte. For mig repræsenterer vores hjerne det maskuline princip, og vores hjerte det feminine princip. Og hvis vi vil skabe forandring i verden, skal vi blive meget bedre til at gøre det, vores hjerte fortæller os, og lade vores hjerne om at finde ud af, hvordan der så skal handles. Det er blevet tid til, at det maskuline tjener det feminine og ikke omvendt. Og det er den proces, jeg kan mærke inde i mig.

For mig personligt er det noget med at øve mig i at bruge min intuition, lytte og modtage, inden jeg tænker, udtrykker og formidler. Det er ikke en ny følelse for mig, for det er det, jeg gør, når jeg laver terapi og horoskoptydning. Og det er også det, jeg gør, når jeg skriver klummer. Men i min hverdag er der absolut plads til forbedring, kan jeg se. Så det øver jeg mig på.

For mig er en del af øvelsen, ikke at have en holdning. Det er lidt svært, for jeg kan godt lide at blande mig i snakke og diskussioner. Men jo mere jeg øver mig i ikke at mene noget, jo sjovere og mere fri oplever jeg mig selv. Og i kølvandet på alt det her, har der åbnet sig et helt nyt univers af forståelse og kompleksitet på én gang. Svarene vælter inde, og i halen af dem opstår nye spørgsmål. Det er sjovt og frustrerende på samme tid.

Det er nok her, at den boblende følelse opstår i mig. Min udvidede forståelse af alt muligt og min udvidet uvidenhed om alt muligt. Noget er under opsejling, og jeg glæder mig, til det åbenbarer sig for mig.

Tjener dit maskuline dit feminine, eller omvendt?