Nå, men det viser sig, at mit hjerte alligevel har en hel masse at sige…

I lørdags skrev jeg om det at udtrykke sig fra hovedet eller hjertet.
Gennem mine studier har jeg lært, at vores hjertenergi hænger nøje sammen med hele den energetiske intelligens, som vi har i vores solarplexus, hvorfra vores “mavefornemmelse” også stammer.

Sådan som jeg opfatter det, er vores hjerne i hovedet der, hvor vores intellekt er, og vores hjerne i solarplexus der, hvor vores intelligens er.
Intellekt handler om at vide noget med ord eller i det fysiske, og vores intelligens handler om energi eller noget vi kan mærke. Eller vi kan udtrykke vores intelligens med vores intellekt.

Ovenstående resonerer både med mit intellekt og min intelligens, så denne definition er gældende i det næste, jeg vil skrive om.

I torsdags lavede jeg et opslag på IG og FB, hvor jeg talte om mit syn på det her med diagnoser, og hvorfor der i denne tid er så mange børn, der får de her diagnoser. Og i den forbindelse talte jeg om, at jeg tror på, at disse børn er både særligt begavet, og at de i høj grad også er meget intelligente.

Og hvor vil jeg så hen?
Børn bruger deres intelligens fra solarplexus. Så de kan mærke, når noget ikke er rigtigt, og det udtrykker de på den måde, som de nu kan. Ofte er deres ordforråd og mulighed for erfaringsdannelse ikke stor nok til, at de kan forklare sig over for de voksne, derfor viser deres modstand sig i deres adfærd over for det, som de har modstand på.

Sådan som vores verden er bygget op i dag, adresserer vi voksne den slags problemer fra vores intellekt. Ikke fordi vi ikke elsker vores børn, vi har bare fuldstændig lukket ned for forbindelsen mellem vores hoved og vores solarplexus, og i øvrigt givet hovedet magten undervejs. Og det er et stort problem for alle.

Tag nu eksempelvis det ene barn, jeg arbejder med.
Han er vitterlig særligt begavet, og det er nu testet og undersøgt på kryds og tværs, og jeg har ved selvsyn oplevet det igen og igen.

Han har også en Asperger diagnose, og hvorfor mon han har det?
Jo, fordi han til sidst blev så genstridig med at komme i skole, at man valgte at “visitere” ham. Hver gang barnet meddelte, at han kedede sig i skolen, var der sagsbehandlere og psykologer, der prompte meddelte, at der måtte ligge noget andet under, der handlede om noget andet – noget på hans psyke. Og jeg skal understrege, at disse psykologer og sagsbehandlere ikke havde mødt ham! Men hey! Nu blev der bevilget støttetimer til ham, og her kom jeg så ind i billedet!

Efter at have brugt nogle uger på at sidde hjemme sammen med ham og undervise ham, studsede jeg over forskellige ting og måtte spørge mor og far, om de mon havde fået undersøgt, om han var særligt begavet.
Og ja, sørme så. Men turde mor og far at meddele mig og den nye skole dét?
Næh, nej… de havde så dårlig erfaring med at forsøge at få skole og kommune til at kigge den vej, at de helt holdt deres mund.

Det er eddermame op ad bakke, mine damer og herrer!

Jeg adresserede selvfølgelig udfordringen til både skole og kommune, fordi vores fokus nødvendigvis skulle rettes, så der kunne blive tilrettelagt et skema, der kunne dække hans behov. Og hvis jeg troede, at det havde været op ad bakke indtil da, så havde jeg da helt misforstået situationen… for NU blev det op ad bakke.

Jeg arbejder heldigvis på en skole, hvor man er super åben for at kunne tilrettelægge undervisning, så alle børn bliver mødt i deres behov, men i virkeligheden viser det sig, at folkeskolen er bedst gearet til at hente laveste fællesnævner ind, men ret svært ved at hente højeste fællesnævner ind…. hvis jeg må udtrykke det sådan. Så vi kan simpelthen ikke løfte opgaven. Og det er så dét, jeg stadig udforsker.

Hvad skal der til for, at vi kan løfte og motivere særligt begavede børn i folkeskolen på lige fod med dem, der har indlæringsproblemer?
Er det rimeligt, at de er henvist til at skulle søge privatskoler, når vores lovgiving siger, at alle har lige ret til gratis uddannelse?

Forældrene til det her barn er medlem af foreningen Gifted Children, og har kontakt til forskellige andre steder, hvor man bokser med de her problemer. Desværre er der p.t. ikke nogen der har kunnet byde ind med noget brugbart indtil videre andet end at bekræfte os i, at vi gør de rigtige ting. Så denne her opgave er ikke løst.

Men jeg fortsætter, for det griber om sig. I forløbet og min udforskning er jeg også støt på børn med angst, stress, skolevægring etc., og der tegner sig faktisk et billede af, at noget af alt det også kunne stamme fra børn med særlig begavelse, der ikke bliver mødt på deres intellektuelle behov i folkeskolen og deres dagligdag.

Og lad mig lige forklare, hvordan særlig begavelse, intellekt og intelligens så hænger sammen.
Særligt begavede børn er ofte intellektuelt begavede vedr. et bestemt emne – f.eks. matematisk begavelse, der udspiller sig i programmering. Hvis et barn på 10-12 år ikke næres intellektuelt på lige fod med andre børn, så begynder han/hun at kede sig. Og den kedsomhed kommer så til udtryk på forskellig vis, men selvfølgelig allerførst ved at barnet udtrykker, at det keder sig i skolen. Det tror vi voksne ikke på, for det kan jo ikke være rigtigt. Og så gør vi måske ikke så meget ved det. Det står på i noget tid, og til sidst oplever vi et barn, der enten bliver udadreagerende over for forskellige “ligegyldige” ting, eller et barn der bliver indesluttet og mut. Og nu begynder vi at agere. Problemet er bare, at vi agerer på barnets reaktioner på ikke være blevet mødt i stedet for at reagere på årsagen, som var at barnet ikke blev næret i skolen. Og når vi fortsætter ud af det spor, får vi i første omgang børn med stress, skolevægring etc. og siden børn vi visiterer og giver diagnoser. Og i virkeligheden var temaet kedelig skolegang!

Det her emne ligger mig meget på sinde. Jeg er ikke ekspert på området, men ovenstående er det, jeg har erfaret indtil videre, og det holder stik med de børn, jeg har været i kontakt med, og som jeg iagttager. Jeg ved, at der er mange rundt omkring, der kigger på det her, men indtil videre er jeg ikke støt på nogen i vores kommune, der ved nok om emnet. Så jeg er på skattejagt her, og jeg fortsætter med at hjælpe de her forældre med at blive hørt og mødt, så vi kan give deres barn en ordentlig og værdig hverdag, hvor der også er plads til at være et super intelligent barn blandt børn, der er “helt almindelige”.