Jeg har været på arbejde en uge efter 2 uger med Corona.
Jeg har været en af de heldige, der kun har haft meget få symptomer med feber, hovedpine og ubehag i 24 timer, og så var det ovre. Men 4 dage senere blev jeg så møgforkølet, at jeg var nødt til fortsat at blive hjemme, og det resulterede i 2 uger på langs.

Min mand, søn og svigerdatter har også været ramt, så den sidste uge var vi alle 4 hjemme. De har heldigvis også kun været mildt ramt, så egentlig har det været lidt hyggeligt at være her alle sammen.

I virkeligheden har mit liv ikke været så forfærdelig meget anderledes, end det er til daglig. For når jeg kommer hjem fra arbejde, trækker jeg mig ofte tilbage i min egen bobbel og kontemplerer over mig selv og mit liv. Det er simpelthen blevet en daglig vane. Præcis ligesom nogen mediterer, træner, går tur eller andet. Jeg har bare haft flere timer til rådighed til at kontemplere.

Jeg har også studeret. Astrologi. Hvilket jeg også gør ofte. Så heller ikke noget nyt der. Alt i alt har jeg bare haft lidt flere timer til rådighed til at gøre det, som jeg plejer at gøre. Min krop har nydt det, men mit hoved har lidt svært ved at forstå, at det nu er det liv, jeg har skabt mig og lever.

Som jeg skrev for et par uger siden, så er der ret stille indeni mig. Egentlig er det dejligt, men det er også lidt svært. Jeg kan mærke, at jeg ikke har trukket mig nok tilbage endnu. Det føles som om, at jeg skal helt hjem, som i slet ikke være ude på arbejdsmarkedet på den måde, jeg er lige nu.

Jeg kan godt se mig selv her på min gård, hvor jeg bruger tid på hjemlige sysler som at dyrke egne grøntsager, bage, sylte, eksperimentere med mad og så’n. Og så få besøg af folk – børn, unge og voksne – der trænger til at få lidt kærlighed og opmærksomhed, og som bare kommer og deltager og putter sig i energien af, at alt er godt, og at det nok skal gå det hele.

Herfra kunne jeg sagtens skrive mine klummer og have kunder. Og jeg kunne sagtens nøjes med at deltage i det der samfundsliv, når jeg skal købe ind eller på cafe-besøg med en veninde. Det ville være rigeligt nærende for mig . Meget mærkeligt, men også meget nydelsesfuldt at mærke ind i.

MEN så er der lige den del af mig, der gerne vil være noget og gøre noget, der kommer og prøver at sabotere glæden med den bemærkning, der altid slår mig hjem:
Hvordan vil du betale dine regninger, hvis du ikke tjener penge?

Mangel på penge kan altid hente min opmærksom væk fra nydelse på et splitsekund – det er det letteste i hele verden. Og det gør det selvfølgelig også i den her situation. Lige nu tror jeg nemlig ikke på, at jeg nogensinde vil få så stort et flow af kunder, at jeg kan leve kun af dét. Selv i de perioder, hvor jeg ikke har haft lønarbejde ved siden af, har jeg ikke kunnet leve af det. Så jeg er nået frem til, at det enten ikke er meningen, at det skal være min hovedindtægt, eller også er min tid bare ikke kommet endnu.

Og så er jeg tilbage til mit udgangspunkt – hvad sker der, hvis jeg trækker mig helt hjem? Den lille “penge-stemme” har heldigvis ikke så meget magt mere, for jeg kan mærke, at det føles nydelsesfuldt at tappe ind i ideen. Og hvis jeg skal gå med alt det, jeg tror på og prædiker, så er alt præcis, som det skal være. Øvelse gør mester, så mon ikke jeg bare skal gøre det, jeg altid har gjort – følge mit hjerte og hoppe ud i det?