…eller hvad?

Jeg er optaget af alle vores filtre, og hvad det er, der sker, når nogen siger noget fra et kærligt sted inde i dem, som bliver optaget som ukærligt i modtageren eller andre.

Det kan også være, at vi tager et kursus i noget, som vi fortolker på en måde, som det aldrig nogensinde var ment fra afsenderen. Eksempelvis kom jeg forleden nat i kontakt med netop sådan et scenarie i min egen verden. Jeg opdagede, at jeg på denne her rejse udi at opdage mig selv faktisk har snydt mig selv noget så gevaldigt, netop fordi jeg har fortolket noget, så det passede perfekt ind i mit verdensbillede af manglende selvværd og forsøg på tilpasning.

Jeg har altid været ret begejstret for at shoppe sko, tøj og smykker, og jeg har været ret begejstret for at træne meget – især konditionstræne. Men på et tidspunkt tolkede jeg nogle af de her “spirituelle læringer” som om, at man som spirituelt menneske skulle være meget mere rolig og ikke bare sådan shoppe alt muligt materialistisk. Så var man ikke sådan rigtig spirituel. I stedet begyndte jeg så at shoppe ting, der var energetisk korrekte – figurer, krystaller, tarotkort, englekort, kurser etc. Alt sådan noget, der kunne udvide min bevidsthed rigtigt.
Og så skulle man også være mere rolig og i zen, så jeg prøvede andre træningsformer som yoga, meditation, gåture etc., så jeg kunne komme mere i kontakt med mig selv og min krop.

Alt sammen er jo meget godt og er også meget fine værktøjer til at lære sig selv meget bedre at kende. Problemet er, at hvis man på rejsen undertrykker sine egne naturlige “drifter” eller følelser, så kommer der sørme undertryk. Og det er ikke så godt. For det var aldrig meningen, at jeg skulle blive en anden. Det var meningen, at jeg skulle blive opmærksom på, hvad jeg går og laver. Jeg skulle ikke lave om på mig selv. Men det var faktisk det, jeg “kom til” i mine fortolkninger og filtreringer.

Hele scenariet handler om, at jeg prøvede at tilpasse mig og “blive rigtig”.
Men jeg er jo rigtig. Vi er alle sammen rigtige. Så det er helt skørt, at vi prøver at blive noget andet bare for at andre skal kunne lide os og ikke blive kede af det, når vi siger eller gør noget, der trigger dem. Så jeg valgte altså at gøre mig selv ked af det i stedet. Og det er det, mange gør. De vælger at gøre sig selv kede af det i stedet for at gøre andre kede af det. Vi tror, at vi har bedre styr på det, hvis det er os selv, der er kede af det. For det kan vi da håndtere og kontrollere eller gemme eller gå væk med. Hvis andre bliver kede af det, kan vi ikke håndtere det eller kontrollere det. Men hele pointen er, at vi kun skal håndtere og kontrollere os selv – ikke andre!

Udover at jeg har lagt låg på mit kærlighedssprog (gaver) ved at “lade som om”, at jeg ikke behøvede noget, så har jeg også gjort mig selv meget alvorlig, udelukkende for at andre skulle tage mig alvorligt (man kan så sige, at ved at gå efter andres sandhed, så tog jeg ikke mig selv alvorligt…men lad nu det ligge…). Og der er ingen tvivl om, at der selvfølgelig er en alvorlig side i mig også, men i virkeligheden er hun ikke den, jeg trives bedst med i det her liv. Jeg trives faktisk bedst med hende, der flyver lidt let hen over det hele, og som ikke tager livet så alvorligt, men ser det hele som en leg, og noget der skal udforskes, undersøges, smages, mærkes og føles.

Jeg studerer GenNøgler, og i min nøgle for Livsværk står der:
“Selvom du måske føler det, som om du gør fremskridt fra én tilstand til en anden (sove/opvågnen), er der i virkeligheden ikke sket noget. Bevidstheden leger blot med sig selv. På en måde leger den med at være alvorlig.”

Selvom ingen eller intet uden for mig har min sandhed, så resonerede det dybt i mig, da jeg læste lige præcis den passage. Og jeg kunne mærke en kæmpe lettelse i mig. Som om jeg kunne slippe alvoren fri og se det hele som en leg. Det er jo bare mig, der leger med livet og de facetter, jeg kan komme i kontakt med. Alvoren er en af dem.  Men det betyder jo ikke, at jeg behøver at være den. Jeg kan nøjes med at lege med det og så gå væk igen og lege en ny leg.

Og det er faktisk sådan, jeg anskuer livet. Når noget er prøvet, og jeg synes, at jeg har prøvet nok, så går jeg videre til det næste. Og det provokerer så også nogen til at konkludere, at jeg er overfladisk, eller ikke vil være i kontakt med mine følelser, eller hvad man nu kan finde på. Og så er vi tilbage til de her filtre, og om jeg vælger at eje deres filter og sandhed, eller om jeg vælger at blive i min egen. For mig ville det være lidt som at spise fra en buffet, og når jeg er mæt, så stopper jeg. Men så står der nogen og siger, at jeg ikke har spist nok, bare fordi der er retter, jeg ikke har smagt. Og den æder jeg altså ikke mere (hehe…)

Det bliver spændende, hvad mit næste “projekt” bliver. Jeg har ikke lyst til at skulle tilbage til noget gammelt, selvom jeg laver mange sammenligninger fra før til nu. Men jeg kan ikke forestille mig, hvad der skal ske herfra, for selvom jeg ikke vil tilbage til noget gammelt, så kan jeg også godt mærke, at jeg ikke helt kan forestille mig, at verden ville være sjov, hvis vi som mennesker ikke lige blev lidt provokeret af dit og dat. For mig er det sjovt at være enormt selvhøjtidelig (som jeg synes, at alvor er), og så fange mig selv i min egen selvhøjtidelighed og grine af det. Det kan jeg virkelig nemt have en fest med!