Det er et par måneder siden, at jeg har skrevet klumme. Ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjerte, mere fordi jeg har tilladt mine undskyldninger for ikke at skrive optage pladsen.

Jeg har længe ledt efter min passion for livet. Du ved, den der følelse af spænding og nysgerrighed, der får en til at handle på ting. Det er en følelse, jeg kender særdeles udmærket, og det er en følelse, der har drevet mig ud i fantastiske oplevelser i livet. Men nu er det som om, at den drivkraft har måttet vige pladsen for noget andet. Og det var først, da jeg holdt op med at lede efter passionen, at det nye dukkede op. Og sådan er det med mange ting. Når vi bliver ved med at rode i det gamle, så kan det nye ikke få plads.

Så hvad er dukket op?
Almindeligheder!

Det lyder kedeligt, ikk’?
Jeg har altid frygtet at være almindelig. Og jeg har altid frygtet at skulle leve et almindeligt liv. For mig har det at være almindelig været lig med kedelig. Hvis du kender lidt til mig, så ved du også, at kedelig og kedsomhed er de energier, jeg har frygtet allermest. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at skabe drama omkring mig for netop at undgå at blive almindelig og kedelig og for at undgå at kede mig. Og det har nok været noget af det sværeste for mig at aflære… dramaet! Det tog mig faktisk nogle år med hardcore opmærksomhed på mig selv og mine mønstre at aflære drama.

I kølvandet på at aflære drama, har jeg selvfølgelig også måttet kigge på kedsomhed og det at være kedelig. For under dramaet lå kedelig og almindelig. Og under kedelig og almindelig lå følelsen af ikke at være nogen eller noget særligt, og så havner vi på selvværdet og det ikke at have nogen værdi. Men jeg må spørge mig selv: “Er det rigtigt, at jeg ikke har nogen værdi, bare fordi jeg er almindelig?” Og svaret er selvfølgelig: “NEJ!”

Når jeg tapper ind i, hvilken energi jeg gerne vil gå med p.t., så er det energien af fred. Jeg elsker fred. Der er noget helligt og smukt over fred. Og så har fred ikke noget at gøre med min ydre verden, som ro har. Det er en indre oplevelse, som udmærket kan være til stede, selvom jeg er aktivt deltagende i livet og har masser af mennesker omkring mig. Og det smukke er, at fred i mit tilfælde kommer med accepten af, at jeg ikke er noget særligt. Jeg er bare mig. Og deri ligger så, at jeg er noget særligt, for der findes kun en enkelt mig. Og det har jo værdi i sig selv.

Nu, hvor jeg har sluttet fred med at være helt almindelig, oplever jeg en ny form for kærlighed og glæde til livet. Og når mine handlinger ikke længere kræver passion, er det meget nemmere for mig at leve. Det er meget nemmere bare at gøre det, der skal gøres. Og det er jeg nu ved at implementere i mit liv.

Hvis jeg vil gøre en forskel som terapeut, så må jeg åbne min praksis og invitere folk ind.
Hvis jeg vil være en dygtig astrolog, så må jeg øve mig.
Hvis jeg vil være hende, der skriver klummer, så må jeg sætte mig ned og skrive.
Hvis jeg vil have en stærk krop, så må jeg gå i gang med at træne.
Hvis jeg vil være sund og rask, så må jeg tænke over, hvad jeg putter i munden.
Hvis jeg vil have sunde og stærke familiebånd, så må jeg byde ind i familien.

Og alt det her er præcis det, jeg vil. Og nu hvor jeg ikke har ambitioner om at ophøje det til noget særligt, er det blevet virkelig nemt for mig bare at gøre det, der skal til. Og det skønne er, at lige præcis i energien af fred med almindeligheden, blev det hele ophøjet til noget særligt… inde i mig selv!