Stilhed, fred og ro er de temaer, der arbejder i mig for tiden.
Og fokus på det nære i mit liv.

Noget af det nære i mit liv er mit arbejde, som til stadighed er under udvikling.
Grundelementet i mit arbejde er selvudvikling, og at hjælpe voksne med at være voksne og agere voksent i livet.

Vi skal huske, at når vi vokser op, danner grundelementerne til vores verdensbillede sig i alderen 0-7 år. Og derefter fyldes der raskt på fra den ydre verden, når vi begynder i skole. Når vi som voksne viderefører alle disse læringer automatisk, er det faktisk lidt som at lade et barn styre vores liv. Det kan godt være, at en stor del af det, vi lærte, også fungerer i vores voksne liv, men når vi kører på autopilot og agerer ubevidst i verden, så bliver det ofte svært, når der opstår kriser i vores liv.

Problemerne opstår primært, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere vores følelser. Det er vores følelsesliv, der konstant er på spil. Vi ser det ude i verden og på de sociale medier. Alle taler fra deres følelser, og der er meget lidt plads til uenighed. Nysgerrigheden må vige pladsen til fordel for holdninger og meninger, der ofte kommer fra autopiloten og sårede indre børn.

Vi ser det tydeligt i parforhold, hvor man ikke føler sig mødt eller set af sin partner. Eller hvor det kan være svært at udtrykke præcis, hvad man føler i en eller anden situation, fordi man bliver bange for noget – f.eks. for at han/hun skal forlade én, hvis man er ærlig.

Det er det samme, der sker i familierne. Forældre har svært ved at tage reelt ansvar, for de er bange for at gøre noget forkert. De er bange for at begå overgreb på deres børn ved ikke at se eller møde dem rigtigt – for de vil i hvert tilfælde ikke føre alle de dårlige ting videre, som de selv er vokset op med.

Men hvordan skal man kunne møde og se et barn i det ydre, hvis man ikke kan møde og se barnet i sig selv?

En stor del af arbejdet med at møde sit indre barn eller dykke ned i mønstre fra barndommen handler om at arbejde med skygger og projektioner. Dvs. at vi bruger både vores indre følelsesliv og vores ydre verden til at få øje på, hvor vi skal justere kursen. Der findes masser af måder og værktøjer, man kan tilgå arbejdet på. Et af værktøjerne er astrologien. Personligt synes jeg, at det er et yderst spændende værktøj, fordi vi netop kan blive klogere på dynamikker i os selv, der ikke nødvendigvis er tydelige for os.

Jeg afholder p.t. et 11 måneders grundkursus i astrologi, der slutter i juni måned. Og jeg er vild med det procesarbejde, deltagerne har lavet på deres rejse ind i dem selv og ind i deres eget horoskop. De har fået adgang til nogle dybder i og forståelse af dem selv, som er virkelig spændende – og de har processet for vildt!

For mit eget vedkommende springer det tydeligt frem i mit horoskop, at jeg p.t. er et sted i livet, hvor stilhed, fred, ro og fokus på nærvær og det nære i livet er dominerende. Og det, jeg bliver så fascineret af, er, at jeg slet ikke kan lade være med at gå vejen. Mit indre guider mig til det uanset. Mit horoskop bekræfter bare vejen. Og det er ret sjovt at få øje på sammen med alt det andet.

Jeg har lagt et nyt grundkursus op for næste år, for jeg skal selvfølgelig gentage successen.
Hvis du har lyst til at prøve kræfter med astrologien som et selvudviklingsværktøj, synes jeg, at du skal tilmelde dig. Der er kun 3 pladser, for jeg insisterer på selvudviklingsdelen som det vigtigste på kurset.

Du kan læse om det her