Hvis du følger mig på de sociale medier, så ved du, at jeg i denne uge har været optaget af livshistorier, og hvorfor nogen ser ud til at være mere interessante end andre. Og forleden gik det op for mig, hvorfor jeg ikke synes, at jeg har haft en interessant historie at fortælle eller arbejde med. Og det handler faktisk om, hvornår i livet fadæserne, vi lærer af, sker. Og mine er primært sket i mit voksne liv.

Når jeg hører om voksne mennesker, der har “overlevet” og klaret sig fantastisk trods diverse overgreb som børn, så sker der noget psykologisk “overbærende” i mig – jeg føler med dem. Og så bliver det interessant at lære af dem, hvordan de har overkommet noget så forfærdeligt.

Hvis jeg derimod ikke har været udsat for overgreb som barn, men egenlig bare har “kvajet” mig som voksen, så er der ikke rigtig noget at hente, for så handler det om ansvarlighed og fornuft. Især for mig der har fucket totalt op med penge – flere gange!

Og helt nøgternt er min historie, at min far var utilregnelig og alkoholiker, og min mor valgte at flytte med min søster og mig, da hun ikke ville lade sine to piger vokse op i et miljø med alkohol og økonomiske problemer hele tiden. Så hun tog ansvar. Og siden har frygten for penge og mangel på dem levet i bedste velgående i min familie, samtidig med at min mor styrede økonomien med hård hånd fra fornuften, så vi aldrig manglede noget. Og det lyder da okay, ikke sandt? Så hvorfor fucker jeg så fuldstændig op med penge i mit liv?

Det har jeg mange forklaringer på, for jeg har studeret mig selv og lige præcis penge meget, meget, meget nøje de sidste 10 år. Det er faktisk gået hen og blevet mit ynglingsemne. Jeg elsker penge, og det har jeg altid skammet mig over. Men jeg elsker dem, og nu har jeg studeret dem og alle mine følelser omkring dem så længe og meget, at jeg godt tør kalde mig specialist i emnet. Og for mig har det faktisk været meget traumatisk hele mit liv at skulle tænke fornuftigt omkring penge, fordi jeg i realiteten betragter dem som de sjoveste legekammerater i hele verden.

Forestil dig eksempelvis, at du som barn får en dukke eller en bil, du bare har ønsket dig af hele dit hjerte. Og så siger mor, at du ikke må lege med den, men at du skal gemme den væk til en dag, hvor du virkelig keder dig, så du sparer på den og ikke får slidt den op? Det var virkelig traumatisk for mig – virkelig!

Prøv at mærke, hvad der sker i dig, når du læser det her. Tænker du, “sikke noget pjat”, eller “stop dig selv”, eller “man kan sgu da ikke blive traumatiseret af ikke at måtte bruge penge”. Jo, det kan man faktisk. Børn kan blive skammet så meget ud, at det sætter sig som traumer!

Mærk lige efter. Du kan evt. skifte penge ud med kæreste. Blev eller bliver du “gjort forkert”, når du udtrykker, at du drømmer om prinsen på den hvide hest eller prinsessen med det lange hår?
Eller har du noget kørende med kroppen? Har du en størrelse, hvor du skammer dig lidt over, at du faktisk elsker kage eller chokolade?

Så det viser sig, at jeg har en meget god historie. Jeg trak den bare med op i mit voksne liv, hvor den så udspillede sig til healing i en ret høj alder. Men det betyder så også, at jeg nu er skide god til at tage alle historier alvorligt, når folk kommer til mig for hjælp. Jeg har simpelthen lært ikke at underkende de følelser, vi bærer med os op i voksenlivet fra barndommen – uanset hvor små eller store de måtte forekomme.

Hvad er din historie?

Det var en stor fejl, den dag jeg blev alvorlig. Holy moly… det skulle jeg aldrig have gjort!

Kender du det?
At man sidder og kigger lidt bagud i sit liv og tænker: “What the heck??? Hvad skete der lige der???”
Der er jo lektioner i alt, hvad der ikke virker. Så heldigvis behøver vi ikke hive de store ærgelser på banen, når vi opdager, at vi har betrådt stier i livet, vi på ingen måde havde behøvet eller lyst til at  betræde. Men så alligevel… Behøvede det vare ÅR?!? Ja, det gjorde det åbenbart.

Nå, men det gør jeg så ikke igen. Er alvorlig, altså.
Hold da magle en kedelig omgang, når vi begynder på det… i hvert tilfælde i min optik. Og er det i virkeligheden det, vi går og drømmer om? At være alvorlige? Jeg gør ikke. Så er det sagt. Overhovedet ikke!!!

Men da jeg begyndte at drømme om at blive taget alvorligt, var jeg nødt til først at blive lidt alvorlig. Det erkender jeg. Jeg var i hvert tilfælde nødt til på en eller anden måde at lære at tage mig selv alvorligt først. Og min vej var så at starte med at mærke ind i det der alvor og blive alvorlig. Der er eddermame kedeligt der inde, skal jeg hilse og sige. Har du prøvet det? Hold nu op! Det er ikke der, de store fester udspringer fra. Og så alligevel…

Åh, det er en svær en. Kan man tage fest alvorligt? Er sjov og ballade alvorligt? Ja, man kan godt tage en fest alvorligt. Og ja, hvis du er en person med hang til sjov og ballade, så skal du tage det alvorligt. Men du behøver ikke være alvorlig. Og det var det, jeg troede. Hvis jeg skulle tages alvorligt med mine kompetencer og talenter udi at hjælpe andre med at finde deres sandhed, så var det nødt til at være alvorligt. Men det passer ikke. Overhovedet ikke!!!

Nogle af de tidspunkter, hvor folk føler sig allerbedst tilpas i mit selskab, er faktisk, når jeg tager dem alvorligt, men ikke er alvorlig. Det er min lette energi og positive adgang til livet, der skaber healingen – og dermed balancen. Og det er det, folk vil have – de vil tages alvorligt, men de gider faktisk sjældent være alvorlige. Så nu vil jeg tage mig selv meget alvorlig og stoppe med at være alvorlig!

Har du det også sådan?

Hvad tænker du, når du hører “Kvindernes Kampdag”?

Jeg er allerede træt!
Jeg er med på, at vi skal have mange flere feminine kvaliteter i spil i verden, der har været alt for maskulint, magtdomineret i alt for mange årtusinder. Men jeg er fuldstændig uenig i, at det skal være en “kampdag”. Kamp er maskulint. Og hvis vi vil have flere feminine kvaliteter i spil, skal vi gøre det feminint, ikke maskulint.

Mother Teresa blev en gang spurgt, om hun ville være med til at demonstrere imod krig, og hendes svar var nej!  Men hvis de nu havde spurgt hende, om hun ville demonstrere for fred, ville hun have deltaget!

Og det er egentlig meget sigende for, hvad jeg synes om “Kvindernes Kampdag”.
Jeg synes, der er alt for meget offer-energi koblet på Kvindernes Kampdag. Det grænser til det ynkelige i min optik – tomme politiske taler om korrekthed, som mange af os i virkeligheden er ved at kede os ihjel over.

Hvad med at kæmpe lidt for magien mellem mænd og kvinder?
Hvad med at dyrke det feminine, i stedet for at hade det maskuline?

Jeg er ærligt talt træt af at høre om ligestilling mig her og ligestilling mig der. Jeg gider dælme da ikke være som en mand, eller endsige blive behandlet som en mand. Jeg vil behandles som en KVINDE! Jeg vil have særbehandling – bare fordi jeg er kvinde! Jeg vil have, at mænd trækker stolen ud for mig, eller holder døren for mig. Jeg vil fløjtes efter og flirtes med. Jeg vil anerkendes for at kunne rumme, favne, elske, være blid, lækker og sexet. Jeg er hamrende ligeglad med at kunne bruge en boremaskine eller bygge et hus. Det er noget, min mand skal kunne. Og så skal jeg nok til gengæld gladeligt elske hans stærke arme, og dejlige maskuline håndtering af værktøjet. No problem!

Der er selvfølgelig mange nuancer, når vi taler om det maskuline og det feminine, men helt overordnet så oplever jeg, at en stor del af vores problemer i dag handler om, at vi har mistet respekten for hinandens forskelligheder og dermed også magien imellem det maskuline og feminine. Hvorfor i alverden skulle jeg inkarnere i en kvindekrop, hvis jeg så bagefter står og påberåber mig, at jeg vil behandles som en mand? Det er da fuldstændig tåbeligt i min optik.

Måske er det bare mig, der er lidt gammeldags, men det kan jeg sagtens leve med. Jeg elsker stadig en god flirt, eller når mænd fløjter efter mig på gaden. Selvfølgelig handler det om min egen selvrespekt, når jeg klæder mig smukt på, men det er da også fedt, at andre bemærker det og anerkender det. Og nej, jeg behøver ikke en mand til at fortælle mig, at jeg er The Shit – det ved jeg udmærket godt, at jeg er. Men det er bare så meget sjovere at være flere til en fest, så jeg ikke skal danse rundt alene!

Hvad sker der i dig, når du læser eller hører ordet “penge”?
Læn dig lige tilbage og reflekter lidt over det. Hvordan føles det ord for dig?
Har du nok af dem? Ønsker du dig flere? Bliver du lidt trist ved at høre ordet? Bliver du afslappet, når du hører det? Mærk lige lidt, inden du læser videre.

Hvad sker der i dig, når du læser eller hører ordet “tid”?
Igen – læn dig lige tilbage og reflekter lidt over det. Hvilke følelser opstår i dig, når du hører eller læser ordet “tid”?

Hvad sker der i dig, når du læser eller hører ordet “nærvær”?
Og til slut – lav samme øvelse som ovenfor. Hvad sker der i dig?

Fysiske rammer
Penge har i mange, mange år været den faktor, vi er blevet bombarderet med som det aller vigtigste at stræbe efter eller have styr på i vores liv. Men nu begynder vi som samfund at se konsekvensen af netop det fokus. Vi er blevet tudet ørerne fulde af, at tid er penge. Men hvordan er det lige, at det koncept skal forstås?

I vores vestlige samfund har det efterhånden bidt sig selv lidt i halen, som jeg ser det. Vi er blevet bedre og bedre til at tjene penge og holde styr på vores udgifter. Først skulle penge bruges til vores fornødenheder. Så blev de brugt til opskalering af netop disse fornødenheder – bedre boligforhold, bedre mad, bedre transpormidler etc. etc. Så kom fagforeningerne til, så vi kunne sikre os penge uden arbejde. Så kom forsikringsselskaberne ind, så vi kunne sikre os penge ved pension og sygdom. Så nu er vores fysiske rammer på plads. Hvad så?

Kroppen
Det er der selvfølgelig råd for. Arbejdstiden bliver sat ned, og vi skal holde ferier, så nu kan vi rejse og hygge os, mens vi slapper af. Alle mulige fritidsforeninger og sportsforeninger skyder op, for nu skal vi bruge fritiden til noget, og vores fysiske sundhed får fokus – og det koster jo i virkeligheden også penge. Så vi fortsætter med at arbejde og tjene penge, så vi kan udbygge vores fysiske rammer og passe på vores helbred.

Men hvad sker der, når vi sælger vores tid, fordi vi bliver ved at finde på nyt, vi skal bruge penge til? Vi kommer til at mangle den i hverdagen, for tid kan faktisk hverken købes eller akkumuleres på nogen som helst måde. Og hvad gør vi så? Vi sover lidt mindre om natten, for her kan vi da hente lidt tid. For tid er ens for alle – der er 24 timer på et døgn. Punktum! Lige meget til alle… endda i hele verden!

Psyken
Nu bliver vi stressede, depressive og trætte, fordi vi ikke har forvaltet vores tid, som vi i virkeligheden ønskede – til at slappe af og hygge os. Og ud fra ovenstående giver det jo fin mening, at man bliver træt, hvis man er nået et stadie i livet, hvor man ikke har tid til hverken at holde pauser i hverdagen eller få nok timers søvn. Så nu er det ikke længere kun fysiske sygdomme og livsstilssygdomme, der er i spil. Nu kommer alle de psykiske konsekvenser ved ikke at lytte til sig selv, men hele tiden løbe efter noget i det ydre.

Nu er det fokus på vores psykiske velvære, der melder sig. Vi skal gå til psykolog, i terapi, til coach eller mentor. Og vi skal meditere, kontemplere, gå ture, sidde i stilhed, være mindfulde og i det hele taget ned i tempo. Så nu skal vi tjene penge til at finde nogen, der kan lære os det!

Nærvær
I virkeligheden er vi på vej til at genopdage de helt basale ting i livet igen. Den teknologiske udvikling har både hjulpet os og presset os. Hvis vi bruger teknologien “fornuftigt”, så kan vi faktisk i dag sidde hjemme i vores stuer og bliver både undervist og tale med vores venner på den anden side af kloden – og se dem samtidig! – så vi ikke behøver at gå uden for en dør. Og dermed kan vi blive hjemme i familien og benytte tiden anderledes og til at være mere sammen.

Men hvis vi ikke passer på, så får teknologien taget over, og vi glemmer at være nærværende – for at være sammen er ikke det samme som at være nærværende. Nærvær kræver fokus og opmærksomhed i nu’et. Og det er i virkeligheden det, de allerfleste savner i deres liv. At være sammen med nogen, der gider kigge dem i øjnene, mens de taler sammen. Der gider være til stede i samtalerne, mens man snakker. Der gider høre på sorger, bekymringer, glæder og nye opdagelser i livet og om livet. Nogen der synes, at vi er interessante, bare fordi vi er os.

Hvordan har du det?

De fleste af os kender til at være stresset, og rigtig mange kender til at have fået stress som diagnose i deres liv, fordi de har været stresset for længe, så at sige.

I mit arbejde med stress-ramte har jeg erfaret, at det meget ofte handler om, at man har for meget om ørerne i forhold til, hvor mange pauser og opladning man tillader sig selv. De fleste er simpelthen alt for meget i deres maskuline energi – den handlende – i forhold til deres feminine energi – den værende.

Det kan lyde banalt – hvilket det i virkeligheden også er – og alligevel er det så svært for os at lade være med at rende rundt om alt muligt hele tiden. Vi har en udpræget tendens til at prioritere fra hovedet og logikken, og har svært ved at sige nej og prioritere fra hjertet og kærligheden til os selv i stedet.

Når vi kigger på vores samfunds opbygning i forhold til, hvordan vi vokser op, giver det mening.
I en meget tidlig alder begynder vi nemlig at lære vores børn, at de skal præstere hele tiden, hvis de vil have noget ud af livet. Først sender vi børnene i vuggestue, hvor de kan lære at lege med andre børn og udvikle deres sociale kompetencer. Og det fortsætter op i børnehaven. Derefter sender vi børnene i skole i mange timer hver dag, allerede når de er 6-7 år gamle. De skal lære at sidde stille, lytte, lære, forstå og sådan kunne jeg fortsætte med alt det de og vi skal. Intet af det nævnte har endnu handlet om lyst – overhovedet.

Når vi vokser op på den måde, giver det mening, at det bliver svært for os senere i livet at vælge os selv og vores egne behov frem for burde/skulle behovene, der er skabt fra hovedet og logikken. Så fra min vinkel som psykoterapeut er der en masse logik i, at mange mennesker føler sig stresset i deres hverdag og at nogen ligefrem går ned med stress også. Men heldigvis kan det “helbredes”, og vi kan alle skabe et bedre og mere befordrende liv for os selv med nogle enkle redskaber.

Hvis skaden først er sket, kan du benytte nogle af de redskaber, som mine kunder har benyttet og opnået gode resultater med:

1. Brug 5 minutter 2-3 gange om dagen, hvor du bare sætter dig og trækker vejret. Intet andet – bare træk vejret i 5 minutter. Det kan være morgen, eftermiddag og aften.
2. Ryd din kalender for aftaler, der ikke nærer dig. Du må gerne sige nej til ting, der ikke gør dig glad. Hvis du er gået ned med stress, så ryd din kalender helt i en periode, og sig til din familie og venner, at du nok skal komme tilbage igen.
3. Kig tv-serier. Tv-serier fjerner fokus fra dit hoved og krop, så dine celler kan få lidt ro og falde lidt ned.
4. Få frisk luft. Gå ture. Korte eller lange. Mærk, hvad der er godt for dig i forhold til frekvens og længde.
5. Bed om hjælp til de ting i din dagligdag, der øger dit stressniveau. Nogen mennesker afstresser ved at rydde op, gøre rent, lave mad osv. Mens andre føler det som byrder, der bare skal overstås. Hvis det er byrder, så bed om hjælp til det.
6. Og til slut: Hvis det er svært at gøre det her alene, så find en terapeut/mentor/coach, der kan hjælpe dig med at blive på sporet, og som samtidig kan afstresse dig og gøre dig okay, mens du går vejen.

Og husk, at kodeordene hele vejen igennem er: PAUSE, PAUSE, PAUSE, PAUSE!

I denne uge har jeg været lidt optaget af, hvad der sker, når man begynder at udforske sin spiritualitet. Og jeg er kommet i kontakt med, hvor svært det kan være for mange at “vende tilbage til deres almindelige liv”.

Når jeg siger “vende tilbage”, så handler det i høj grad om, at mange (mig selv inkl.) undervejs mærker en trang til at trække sig væk fra sit liv for fuldt og helt at hellige sig denne her nye opdagelse og udforskning af en anden dimension af livet. Og på et tidspunkt rammer man et punkt, hvor man faktisk skal vælge at gå helt væk fra sit tidligere liv, eller finde en måde at vende tilbage på – nu med en anden bevidsthed. Det kan godt være, at der ikke er noget underligt i det her for mange mennesker, men efter nu selv at have været igennem processen, synes jeg, at den er interessant at iagttage.

Vi taler om, at mennesket gennemgår 3 faser her:
1. Det verdslige menneske – alt foregår fra ego’et og handler om fysisk høst.
2. Det spirituelle menneske – man er åndeligt søgende og fokuserer udelukkende på højere bevidsthed.
3. Det hele menneske – man vender tilbage til det fysiske, men lever nu med en højere bevidsthed.

Det er overgangen fra trin 2 til trin 3, der kan være svær for mange.
Personligt tror jeg, at det mange gange handler om, at vi på trin 2 lærer, at livet skal være sjovt, let og nærende. Og fordi vi er så fyldt op af knokleri og et liv, der bestemt ikke føles sjovt, let og nærende, når vi begynder på rejsen, så kommer vi til at “tro”, at når vi er “færdige”, så kan vi lade være med at tiltrække kriser, problemer eller andre tunge og knoklende ting i vores liv. Men sådan er det jo ikke. Og det er heller ikke det, der er meningen med det.

Meningen er at lære, at komme videre på en nemmere og mere nydelsesfuld måde, netop når der opstår problemer i vores liv. At lære, at håndtere tingene fra et andet sted inde i os selv, så vi ikke hænger fast og får skabt unødigt knokleri i vores liv. At lære, at det er ok at gå med sine egne fornemmelser. At lære, at vi kun selv har sandheden om vores eget liv. At lære, at himlen på jorden findes inde i os selv!

Dengang jeg læste til psykoterapeut, var der nogen, der sagde, at man kaldte det skilsmisse-studiet. Og jeg tænker, at det er samme mekanismer, der er i spil. Man uddanner sig i nogle menneskelige kompetencer og udvikler sig med dem i samme takt. Men det betyder ikke, at ens familie og venner gennemgår den samme udvikling, og dermed kan man opleve en form for kløft eller afstand til sine nærmeste. Jeg mærkede ikke noget til det på studiet, så jeg forstod helt ærligt ikke dramaet omkring det.

Og i virkeligheden har jeg heller ikke mærket det på min spirituelle rejse. For mig har det ikke været noget problem med familie og venner. Selvfølgelig har der været en periode, hvor jeg skulle forklare mig en hel masse, men sådan er det jo, når man lærer noget nyt. Og hvis man har familie og venner, der interesserer sig for en og gerne vil følge med og være sikker på, at “vi stadig kender hinanden”, så må man stille op til spørgsmål og forklaringer – uanset at det kan være svært, fordi man i starten i virkeligheden ikke fatter en skid af det hele selv!

Min fadæse i denne omgang var, at jeg havde sat mig nogle mål undervejs, som jeg gerne ville opnå. Hvilket selvfølgelig ikke er sket. Og her i bagklogskabens klare lys, svarer det til, at jeg under min uddannelse som psykoterapeut havde sat mig det mål, at den dag jeg gik til den afsluttende eksamen, skulle jeg have en fuldt kørende praksis at vende tilbage til. Hvor dumt er det lige? Det er jo først, når vi er uddannet, at arbejdet og opbygningen af karrieren begynder. Men den missede jeg altså i denne her omgang.

Hvor er jeg nu?
Jeg er lige præcis der, hvor jeg skal være.
Jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg kan bygge min praksis op og hele tiden arbejde fra hjertet, samtidig med at jeg også udvikler den fra hjertet. Og nu hvor ovenstående brikker er landet et godt og fint sted inde i mig, har jeg pludselig ikke så travlt mere. Nu skal alt det her leves, opleves og nydes i fulde drag, så jeg virkelig kan mærke, at jeg lever et skønt liv i overflod og kærlighed fra en højere bevidsthed.

Kaos aka Mindfuck!
Jeg synes, at mit liv har været meget præget af kaos.
Udadtil kunne det godt se ud som om, alt har været meget stabilt og lige ud ad landevejen, da jeg har været sammen med den samme mand i 25 år, og vi har boet det samme sted i 18 år.
Men inde i mig, har det været en helt anden snak. Det har været som om, jeg altid har været på farten… for at sige det mildt!

På en eller anden måde er det en evig kamp inde i mig at finde ro og tilfredshed, og at kunne finde det der sted, hvor jeg bare læner mig ind i livet og nyder alle de smukke resultater, jeg har skabt for mig selv. For der er masser af dem! Og det grubler jeg lidt over for tiden. Jeg træner mit nærvær, og jeg træner taknemmelighed, for de to ting får mig til stede i nuet. Så meditation og mindfulness er en fast del af min hverdag. Men det er bare ikke helt godt nok.

Det er aldrig godt nok!
Måske er det i virkeligheden der, hunden ligger begravet for mig – at det aldrig helt er godt nok. For når det aldrig helt er godt nok, så er jeg ude i en søgen efter noget, der er bedre. Og på den måde giver det mening, at jeg går rundt med en følelse af hele tiden at være på farten. Og ved hele tiden at være på farten, kan jeg hurtigt opnå følelsen af kaos, idet jeg konstant skaber forandring i mit liv.

Jeg har lavet mange sjove ting i mit liv. Og jeg synes, at jeg har været heldig med alt det, jeg har prøvet og oplevet. Og grunden til, at jeg indimellem bliver efterladt med en følelse af at tabe sutten, er, at jeg faktisk ikke kan finde på mere, jeg som sådan har lyst til at opleve. Alt bliver på en eller anden måde bare mere af det samme, som jeg allerede har oplevet. Det er på en og samme tid både fantastisk og trist, synes jeg. Og så taber jeg sutten! Fuldstændig!

Så let kan det være!
Der er mange steder, jeg kan kigge hen for at undersøge denne her dynamik lidt nærmere – både mit horoskop, min opvækst, vores tidsalder, mit mål i dette liv osv. Men uanset hvor jeg kigger hen, så finder jeg ikke det svar, jeg søger – for hvad er det egentlig, jeg vil?

Hvis jeg skal svare på det spørgsmål lige nu og her, så vil jeg bare mærke kærlighed og glæde. Og så var det lige pludselig ikke så svært længere, for det kan jeg hente i min dagligdag lige nu ved at tappe ud af mit hoved og ind i mit liv! Punktum! Så let kan det gøres!

Er du også ekspert i mindfuck?

Som jeg skrev om i mit nyhedsbrev i sidste uge, så tumler jeg lidt med, om folk køber aflad, genveje eller udvikling, når de kommer hos mig eller andre terapeuter, mentorer, rådgivere etc. Og allerførst vil jeg gerne sige, at når jeg siger aflad, så er det ikke som en negativt ladet energi, hvor man dulmer sin samvittighed, men mere som energien af ro eller pause.

Det hele opstår som en del af en proces inde i mig, fordi jeg er gået i gang med at uddanne mig til astrolog. Og her kigger jeg på, hvad det er for produkter, jeg sælger. For inde i mig sælger jeg udvikling, men når jeg kigger nøje efter, så sælger jeg faktisk også både aflad og genveje. Og sådan så jeg ikke mig selv for bare en måned siden.

Det har så igen fået mig til at reflektere over, hvad jeg egentlig synes, min fornemmeste opgave er i forhold til mine kunder. Og den er ikke svær – det er helt klart, at de altid går ud fra min praksis med en følelse af, at de er fuldstændig okay og rigtige, som de er, med alt hvad der i dem og deres liv! Jeg står for empowerment og vores egen sandhed, og i min optik kommer det i første omgang fra et sted af accept af det, der er.

Så jo, jeg sælger i høj grad både aflad, genveje og udvikling. Man kan nemlig vælge, om man vil komme og få en af mine læsninger, hvor man får en psykologisk analyse af sig selv som menneske, og derefter gå hjem med følelsen af accept og empowerment og lever sit liv videre derfra. Eller om man vil booke et par ekstra gange og få nogle af mine genveje til at løfte sig selv yderligere i livet. Eller om man vil komme i et forløb og begynde noget oprydning af gamle mønstre, og dermed starte en ny udviklingsvej.

Da jeg selv startede med at udforske spiritualitet og selvhjælpsbranchen, gik jeg til både astrolog, clairvoyant og andre for at få aflad. Det var mest i perioder, hvor jeg havde det særligt svært, at jeg havde brug for en form for lys i tunellen at læne mig ind i. Og det følte jeg, og føler jeg stadig, at bl.a. astrologien og clairvoyancen kan give mig. Hvorimod når jeg går i terapi, er der en bevidsthed i mig, der handler om, at nu skal jeg arbejde for sagen.

Når jeg kigger på det her energetisk, så sker der noget i min forretning, hvis jeg tænker og kun tiltrækker på, at jeg vil/skal arbejde med kunder, der er klar til en større eller mindre selvudviklingsrejse. For når jeg i virkeligheden også gerne vil arbejde med alle de andre produkter, der byder ind med lys i tunellen (aflad) eller genveje til et sjovere liv, så opstår der en energetisk ubalance, idet der ligger en modstand inde i mig på at få tiltrukket kunder til sidstnævnte produkter, hvis jeg kun sender energi efter udvikling.

Jeg ved godt, at det her er subtile refleksioner, men det er vigtige refleksioner inde i mig, hvis jeg skal kunne være hende, der empower og støtter folk i at finde deres egen sandhed. For den går ikke altid kun igennem udviklingsprocesser. Nogen gange går den også igennem ro og tillid, der netop kan opstå i accepten af, at alt jo virkelig er godt lige der, hvor man er.

Så blev det Familie Fredag, og jeg er i gang med at udtænke noget, der måske kunne inspirere dig. Men i dag havde jeg faktisk mest lyst til at ændre hele det her koncept og bare kalde det noget i stil med Funky Fredag, eller Fræk Fredag, eller noget helt andet, der ikke føles så begrænsende og kvælende. Jeg sagde det til min PR Manager, men hun overbeviste mig om, at det lige nu er en super god ide at holde fast i det et stykke tid endnu. Så det gør jeg.

Og så kom jeg i tanker om, at jeg da kender den her følelse!?! Hmmmm….. hvor er det nu lige, jeg kender den fra…?!? NÅH JA… MIN FAMILIE!!!

Kender du også følelsen af begrænsning og kvælertag i din familie?

Jeg har gennem årene flere gange sagt op som mor. Men ingen – som i INGEEEN – har nogensinde taget mig alvorligt, når jeg gjorde det! Mine børn sagde altid noget i stil med: “Okay mor. Kan du så hjælpe mig med mine lektier senere?” Min mand sagde: “Okay. Så der er ikke noget rigtig alvorligt galt?”

WTF?!?! Kan I ikke høre, hvad jeg siger?!?
Åbenbart ikke… eller også kunne jeg ikke selv!

Når det hele bliver for meget i dit liv, så tag en pause. Lær at trække vejret i stedet for at give op. Lær at holde pauser i stedet for at give op. Naturen er et skønt sted for mig at holde pauser. Så selv da mine børn var små, så forlod jeg lokalet og satte mig udenfor et øjeblik. Det gør jeg stadig. Og jeg er i den heldige situation, at min familie ikke gider sidde udenfor og kigge ud i luften i stilhed. Så de kommer kun rendende, hvis de må sidde og sludre…. og det må de sjældent! Og så er den ged ligesom barberet.

Vi skal ikke være så bange for, at vores små pus går i stykker, hvis vi ikke gider dem hele tiden. Vi må godt ikke gide dem. Hvis vi skal være den bedste udgave af os selv, skal vi også passe godt på os selv. Og i virkeligheden ønsker hverken vores partner eller børn noget som helst andet af os. Og husk det nu – glade forældre, skaber glade børn!

Så tag en pause – du må gerne!

Når børnene tager fra
Kender du det, at der foregår noget i dit liv, og du har lyst til bare at lukke dig inde i en bobbel og gemme dig helt væk fra verden?

Sådan en dag havde jeg forleden, hvor jeg gik i en bobbel, mens jeg lavede mad og så en af mine favorit-krimiserier. På et tidspunkt træder min 19 årige søn ind af døren og begynder at stille en masse spørgsmål om alt muligt vedr. hans far. Jeg havde ikke talt med hans far endnu den dag, så jeg anede ikke noget som helst om alle de spørgsmål, sønnen havde. Det lægger jeg ud med at sige, men ikke uden en vis irritation… jeg så jo tv og havde boblet mig inde!

Spørgsmålene fortsætter, og min irritation stiger i takt med, at jeg svarer: “Det ved jeg ikke! Det aner jeg ikke. Jeg har ikke talt med din far endnu, så det kan jeg ikke svare på.”
Til sidst siger min søn så: “Undskyld, men jeg er bare bekymret, så derfor spørger jeg om de her ting.”

Og her bliver jeg så rigtig irriteret og nærmest vrisser: “Hvorfor bliver du bekymret, det har jo ingenting med dig at gøre, så hold op med det!” Min tone gør ham selvfølgelig rigtig ked af det.

Kan du genkende scenariet?

Prioriteringer
Min søns ked-af-det-hed vækker mig heldigvis. Og jeg undskylder, at jeg vrisser og er sur og forklarer derefter følgende til ham:

“Det er okay, at du stiller spørgsmål. Og jeg kan heller ikke forhindre dig i at blive bekymret. Men du bliver også nødt til at forstå, at når der foregår ting mellem far og mig, der ikke har noget med dig at gøre, så kan vi have brug for ro til at heale både situationen og os selv. Og når du så siger, at du er bekymret, så bliver jeg nødt til at gå væk fra min egen healing og beskæftige mig med dig. Det gør jeg også gerne, men fordi jeg faktisk har mere brug for at heale mig selv end at beskæftige mig med din bekymring, som jeg anser for helt unødvendig, bliver jeg irriteret. Det er ikke fair, men det var det, der skete. Og det må du undskylde.

Du er så gammel nu, så måske kunne det her være en god læring til dig i at adskille dig og øve dig i ikke at optage for meget af andres energier? Måden at håndtere det på kunne være, at du næste gang spørger, om situationen har noget med dig at gøre? Om du kan gøre noget? Og så evt. om vi vil være søde at melde ind, når vi er klar til at snakke med dig og informere dig om, hvad der foregår, så du ikke behøver at gå og bekymre dig om os?”

Kærlig læring og healing
Det er selvfølgelig ikke første gang, at mine børn kræver min opmærksomhed på tidspunkter, hvor jeg egentlig har mest brug for at give mig selv den. Det er bestemt heller ikke første gang, at jeg bliver irriteret og ender med at vrisse eller endda råbe af dem. Det er sket hele vejen op igennem deres barndom.

Men det er første gang, at jeg så tydeligt har mærket og italesat det, der i virkeligheden sker – at jeg hellere vil beskæftige mig med mig selv end dem!

Må man godt det?

Ja, selvfølgelig må vi det. For problemet er jo netop, at børnene kommer til at tage fra på vores frustration og manglende prioritering af os selv, når vi ikke står ved vores reelle behov, og det er på alle måder unfair adfærd over for vores børn – og os selv.

Når vi taler om mindre børn, kan jeg måske ikke sige helt det samme i min undskyldning, hvis først løbet er kørt. Og adfærden er som regel også anderledes hos mindre børn. Men jeg kan altid undskylde og så bede mine børn vente lidt og starte med at dække mine egne behov – uanset hvor gamle de er!