…eller hvad?

Jeg er optaget af alle vores filtre, og hvad det er, der sker, når nogen siger noget fra et kærligt sted inde i dem, som bliver optaget som ukærligt i modtageren eller andre.

Det kan også være, at vi tager et kursus i noget, som vi fortolker på en måde, som det aldrig nogensinde var ment fra afsenderen. Eksempelvis kom jeg forleden nat i kontakt med netop sådan et scenarie i min egen verden. Jeg opdagede, at jeg på denne her rejse udi at opdage mig selv faktisk har snydt mig selv noget så gevaldigt, netop fordi jeg har fortolket noget, så det passede perfekt ind i mit verdensbillede af manglende selvværd og forsøg på tilpasning.

Jeg har altid været ret begejstret for at shoppe sko, tøj og smykker, og jeg har været ret begejstret for at træne meget – især konditionstræne. Men på et tidspunkt tolkede jeg nogle af de her “spirituelle læringer” som om, at man som spirituelt menneske skulle være meget mere rolig og ikke bare sådan shoppe alt muligt materialistisk. Så var man ikke sådan rigtig spirituel. I stedet begyndte jeg så at shoppe ting, der var energetisk korrekte – figurer, krystaller, tarotkort, englekort, kurser etc. Alt sådan noget, der kunne udvide min bevidsthed rigtigt.
Og så skulle man også være mere rolig og i zen, så jeg prøvede andre træningsformer som yoga, meditation, gåture etc., så jeg kunne komme mere i kontakt med mig selv og min krop.

Alt sammen er jo meget godt og er også meget fine værktøjer til at lære sig selv meget bedre at kende. Problemet er, at hvis man på rejsen undertrykker sine egne naturlige “drifter” eller følelser, så kommer der sørme undertryk. Og det er ikke så godt. For det var aldrig meningen, at jeg skulle blive en anden. Det var meningen, at jeg skulle blive opmærksom på, hvad jeg går og laver. Jeg skulle ikke lave om på mig selv. Men det var faktisk det, jeg “kom til” i mine fortolkninger og filtreringer.

Hele scenariet handler om, at jeg prøvede at tilpasse mig og “blive rigtig”.
Men jeg er jo rigtig. Vi er alle sammen rigtige. Så det er helt skørt, at vi prøver at blive noget andet bare for at andre skal kunne lide os og ikke blive kede af det, når vi siger eller gør noget, der trigger dem. Så jeg valgte altså at gøre mig selv ked af det i stedet. Og det er det, mange gør. De vælger at gøre sig selv kede af det i stedet for at gøre andre kede af det. Vi tror, at vi har bedre styr på det, hvis det er os selv, der er kede af det. For det kan vi da håndtere og kontrollere eller gemme eller gå væk med. Hvis andre bliver kede af det, kan vi ikke håndtere det eller kontrollere det. Men hele pointen er, at vi kun skal håndtere og kontrollere os selv – ikke andre!

Udover at jeg har lagt låg på mit kærlighedssprog (gaver) ved at “lade som om”, at jeg ikke behøvede noget, så har jeg også gjort mig selv meget alvorlig, udelukkende for at andre skulle tage mig alvorligt (man kan så sige, at ved at gå efter andres sandhed, så tog jeg ikke mig selv alvorligt…men lad nu det ligge…). Og der er ingen tvivl om, at der selvfølgelig er en alvorlig side i mig også, men i virkeligheden er hun ikke den, jeg trives bedst med i det her liv. Jeg trives faktisk bedst med hende, der flyver lidt let hen over det hele, og som ikke tager livet så alvorligt, men ser det hele som en leg, og noget der skal udforskes, undersøges, smages, mærkes og føles.

Jeg studerer GenNøgler, og i min nøgle for Livsværk står der:
“Selvom du måske føler det, som om du gør fremskridt fra én tilstand til en anden (sove/opvågnen), er der i virkeligheden ikke sket noget. Bevidstheden leger blot med sig selv. På en måde leger den med at være alvorlig.”

Selvom ingen eller intet uden for mig har min sandhed, så resonerede det dybt i mig, da jeg læste lige præcis den passage. Og jeg kunne mærke en kæmpe lettelse i mig. Som om jeg kunne slippe alvoren fri og se det hele som en leg. Det er jo bare mig, der leger med livet og de facetter, jeg kan komme i kontakt med. Alvoren er en af dem.  Men det betyder jo ikke, at jeg behøver at være den. Jeg kan nøjes med at lege med det og så gå væk igen og lege en ny leg.

Og det er faktisk sådan, jeg anskuer livet. Når noget er prøvet, og jeg synes, at jeg har prøvet nok, så går jeg videre til det næste. Og det provokerer så også nogen til at konkludere, at jeg er overfladisk, eller ikke vil være i kontakt med mine følelser, eller hvad man nu kan finde på. Og så er vi tilbage til de her filtre, og om jeg vælger at eje deres filter og sandhed, eller om jeg vælger at blive i min egen. For mig ville det være lidt som at spise fra en buffet, og når jeg er mæt, så stopper jeg. Men så står der nogen og siger, at jeg ikke har spist nok, bare fordi der er retter, jeg ikke har smagt. Og den æder jeg altså ikke mere (hehe…)

Det bliver spændende, hvad mit næste “projekt” bliver. Jeg har ikke lyst til at skulle tilbage til noget gammelt, selvom jeg laver mange sammenligninger fra før til nu. Men jeg kan ikke forestille mig, hvad der skal ske herfra, for selvom jeg ikke vil tilbage til noget gammelt, så kan jeg også godt mærke, at jeg ikke helt kan forestille mig, at verden ville være sjov, hvis vi som mennesker ikke lige blev lidt provokeret af dit og dat. For mig er det sjovt at være enormt selvhøjtidelig (som jeg synes, at alvor er), og så fange mig selv i min egen selvhøjtidelighed og grine af det. Det kan jeg virkelig nemt have en fest med!

Puha, sikke nogle uger.
Altså, inde i mig blæser forandringens vinde nærmest som storme. Det ses ikke helt tydeligt ude i mit fysiske liv… endnu! Men det føles som store forandringer og store beslutninger inde i mig, så mon ikke, at det også kommer til at sætte sit præg på mit ydre liv snart (her kunne godt have været en blinke-smiley).

Jeg bliver nødt til at indrømme, at alt det her alvor og hjertesnak keder mig lidt!
Ikke fordi jeg ikke er kærlig, eller ikke ønsker at være kærlig, men mest fordi det ikke føles sådan helt sjovt. Det føles meget alvorligt inde i mig. Det er såmænd rart nok i små doser. Men det kommer altså hurtigt til at kede mig, når det står alene og bliver for alvorligt.

Og hvad så? Spørger du måske.
Jamen, så har jeg jo måttet hente noget frem i mig, der kan kombineres med hjertesnak, og som ikke keder mig. Så det er jeg ved. Men jeg er dælme bange for hende… hende, der er sjov… hende, der provokerer… hende, der er abundant…

Det fede er, at hun altid kommer fra et kærligt sted… det ufede er, at fordi hun kan være provokerende og fylde meget i energien, så bliver hun ofte misforstået og tillagt alle mulige hensigter, som ikke er til stede i hende.

I dag ved jeg jo godt, at det ikke handler om hende (mig!), men om at folk ikke kan være med deres eget shit (pardon my French!). For når vi peger ud, er det jo bare projektioner af noget, vi ikke kan håndtere i os selv. Det er selvfølgelig altid i orden, at der er noget eller nogen, man ikke kan lide, men i min optik er det aldrig i orden at tillægge andre hensigter og konklusioner uden at spørge først, for så bliver det projektioner.

Og hvorfor er jeg så bange for hende?
Tjaaa… kan du huske, at jeg har talt om det her traume med at stå frem og vise, hvor abundant jeg er og lever? Og at traumet handler om, at jeg i tidligere liv har fået taget alt fra mig eller er blevet slået ihjel, når jeg har kæftet op eller været for abundant? Eller måske har jeg slet ikke fortalt om det endnu? Nå, men uanset, så er det et traume, som jeg har healet meget på de sidste måneder i forbindelse med min astma. Og hvis jeg sætter min ballademager i spil, vil det være lig med at provokere, kæfte op og blive set… så det er jeg bange for, viser det sig.

Og det er selvfølgelig også derfor, at jeg bliver spejlet med misforståelser, jalousi, påduttelser af intentioner etc. Det er min egen frygt, der trækker det i land, så at sige. Så derfor har jeg faktisk haft gemt hende lidt af vejen i lang tid, for hun er jo en frygtelig bandit… (ironi kan forekomme).

Der er rent bord
Nå, men nu hvor jeg sidder med en følelse af, at der er gjort rent bord inde i mig, så skal jeg jo videre. Og det er her, min indre ballademager har kaldt på mig. Er det nu? Er det nu? Er det nu?

JA! Det er nu. Punktum.
Og hvad mener jeg så med rent bord?

Jow… at nu har jeg forløst en masse karma og en masse traumer, som jeg havde taget med mig som de store spillere i mit liv. Lidt ligesom at rydde fuldstændig op i sit hjem, rum for rum, skab for skab, skuffe for skuffe, og til slut sidde med en fornemmelse af, at nu kan jeg trække en streg i sandet og kigge mere frem end tilbage og begynde at fylde op med nyt.

Er jeg så færdig med at have problemer?
Nej, for pokker! Det kommer jo aldrig til at ske. Livet er jo fuld af finurligheder og små og store udfordringer, der skal løses på vores vej. Men der er ro. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, når jeg står over for udfordringerne. Jeg ved, hvor jeg skal kigge hen, hvis jeg ikke får de resultater, jeg vil have. Det hele foregår inde i mig. Og svarene er altid inde i mig. Og nu ved jeg, hvor de er, og hvordan jeg skal finde dem. Jeg er blevet voksen! (…eller noget…)

Og hvad så nu? Er der noget nyt?
Det ved jeg ikke.
Det eneste, jeg ved, er, at jeg har gjort mine tekster på min hjemmeside lidt tydeligere omkring, at man nok skal forvente, at jeg kan være en lidt strid børste, når jeg leder efter folks indre sandhed. Og så har jeg offentliggjort, at jeg ikke gider at lege sandhedssiger, når jeg lægger horoskoper. Og det er jo også at tydeliggøre, hvem man kommer i hænderne på, når man kommer hos mig.

Jeg vil altid have dialogen. Jeg er træt af, at vi render rundt og konkluderer alt muligt fis i stedet for at være nysgerrige og blive klogere på os selv og hinanden i processen.
Og så er jeg træt af, at vi tror, at vi kan fixe andre eller har sandheden om andre. Det har vi jo for pokker aldrig. Vi kan se muligheder for andre, men den frie vilje og indre sandhed ejer vi selv.
Og så vil jeg lære fra mig. Så det har jeg også skrevet, at jeg gør, hvis man kommer i terapi hos mig. For det gør jeg!

Så lige nu ved jeg ikke helt, hvad der kommer til at ske. Men det må åbenbare sig, tænker jeg. Jeg vil jo aldrig holde op med at tage mig selv og min spirituelle praksis alvorligt, men jeg vil nok begynde at stille flere spørgsmål og være lidt mere provokerende, når jeg opdager, at jeg selv eller andre afleverer poweren til noget eller nogen i stedet for at beholde den selv.

Nu må vi se.
Hele min terapeutiske OG spirituelle praksis er i hvert tilfælde til tælling. For nu har jeg fået øje på, at noget af det blot har været afledningsmanøvrer for fortsat at holde mig under radaren. Og den går ikke, søster Fis!

Betyder det så, at jeg ikke vil arbejde med “almindelig” terapi, astrologi, gennøgler, tarotkort, englekort, røgelse etc? Nej da. Jeg skal blot have styr på, hvorfor og hvordan jeg bruger redskaberne. For hvis jeg afleverer min power eller gemmer mig, så skal det ændres.

Stay tuned – noget nyt spirer!

Jeg har været på arbejde en uge efter 2 uger med Corona.
Jeg har været en af de heldige, der kun har haft meget få symptomer med feber, hovedpine og ubehag i 24 timer, og så var det ovre. Men 4 dage senere blev jeg så møgforkølet, at jeg var nødt til fortsat at blive hjemme, og det resulterede i 2 uger på langs.

Min mand, søn og svigerdatter har også været ramt, så den sidste uge var vi alle 4 hjemme. De har heldigvis også kun været mildt ramt, så egentlig har det været lidt hyggeligt at være her alle sammen.

I virkeligheden har mit liv ikke været så forfærdelig meget anderledes, end det er til daglig. For når jeg kommer hjem fra arbejde, trækker jeg mig ofte tilbage i min egen bobbel og kontemplerer over mig selv og mit liv. Det er simpelthen blevet en daglig vane. Præcis ligesom nogen mediterer, træner, går tur eller andet. Jeg har bare haft flere timer til rådighed til at kontemplere.

Jeg har også studeret. Astrologi. Hvilket jeg også gør ofte. Så heller ikke noget nyt der. Alt i alt har jeg bare haft lidt flere timer til rådighed til at gøre det, som jeg plejer at gøre. Min krop har nydt det, men mit hoved har lidt svært ved at forstå, at det nu er det liv, jeg har skabt mig og lever.

Som jeg skrev for et par uger siden, så er der ret stille indeni mig. Egentlig er det dejligt, men det er også lidt svært. Jeg kan mærke, at jeg ikke har trukket mig nok tilbage endnu. Det føles som om, at jeg skal helt hjem, som i slet ikke være ude på arbejdsmarkedet på den måde, jeg er lige nu.

Jeg kan godt se mig selv her på min gård, hvor jeg bruger tid på hjemlige sysler som at dyrke egne grøntsager, bage, sylte, eksperimentere med mad og så’n. Og så få besøg af folk – børn, unge og voksne – der trænger til at få lidt kærlighed og opmærksomhed, og som bare kommer og deltager og putter sig i energien af, at alt er godt, og at det nok skal gå det hele.

Herfra kunne jeg sagtens skrive mine klummer og have kunder. Og jeg kunne sagtens nøjes med at deltage i det der samfundsliv, når jeg skal købe ind eller på cafe-besøg med en veninde. Det ville være rigeligt nærende for mig . Meget mærkeligt, men også meget nydelsesfuldt at mærke ind i.

MEN så er der lige den del af mig, der gerne vil være noget og gøre noget, der kommer og prøver at sabotere glæden med den bemærkning, der altid slår mig hjem:
Hvordan vil du betale dine regninger, hvis du ikke tjener penge?

Mangel på penge kan altid hente min opmærksom væk fra nydelse på et splitsekund – det er det letteste i hele verden. Og det gør det selvfølgelig også i den her situation. Lige nu tror jeg nemlig ikke på, at jeg nogensinde vil få så stort et flow af kunder, at jeg kan leve kun af dét. Selv i de perioder, hvor jeg ikke har haft lønarbejde ved siden af, har jeg ikke kunnet leve af det. Så jeg er nået frem til, at det enten ikke er meningen, at det skal være min hovedindtægt, eller også er min tid bare ikke kommet endnu.

Og så er jeg tilbage til mit udgangspunkt – hvad sker der, hvis jeg trækker mig helt hjem? Den lille “penge-stemme” har heldigvis ikke så meget magt mere, for jeg kan mærke, at det føles nydelsesfuldt at tappe ind i ideen. Og hvis jeg skal gå med alt det, jeg tror på og prædiker, så er alt præcis, som det skal være. Øvelse gør mester, så mon ikke jeg bare skal gøre det, jeg altid har gjort – følge mit hjerte og hoppe ud i det?

Nå, men det viser sig, at mit hjerte alligevel har en hel masse at sige…

I lørdags skrev jeg om det at udtrykke sig fra hovedet eller hjertet.
Gennem mine studier har jeg lært, at vores hjertenergi hænger nøje sammen med hele den energetiske intelligens, som vi har i vores solarplexus, hvorfra vores “mavefornemmelse” også stammer.

Sådan som jeg opfatter det, er vores hjerne i hovedet der, hvor vores intellekt er, og vores hjerne i solarplexus der, hvor vores intelligens er.
Intellekt handler om at vide noget med ord eller i det fysiske, og vores intelligens handler om energi eller noget vi kan mærke. Eller vi kan udtrykke vores intelligens med vores intellekt.

Ovenstående resonerer både med mit intellekt og min intelligens, så denne definition er gældende i det næste, jeg vil skrive om.

I torsdags lavede jeg et opslag på IG og FB, hvor jeg talte om mit syn på det her med diagnoser, og hvorfor der i denne tid er så mange børn, der får de her diagnoser. Og i den forbindelse talte jeg om, at jeg tror på, at disse børn er både særligt begavet, og at de i høj grad også er meget intelligente.

Og hvor vil jeg så hen?
Børn bruger deres intelligens fra solarplexus. Så de kan mærke, når noget ikke er rigtigt, og det udtrykker de på den måde, som de nu kan. Ofte er deres ordforråd og mulighed for erfaringsdannelse ikke stor nok til, at de kan forklare sig over for de voksne, derfor viser deres modstand sig i deres adfærd over for det, som de har modstand på.

Sådan som vores verden er bygget op i dag, adresserer vi voksne den slags problemer fra vores intellekt. Ikke fordi vi ikke elsker vores børn, vi har bare fuldstændig lukket ned for forbindelsen mellem vores hoved og vores solarplexus, og i øvrigt givet hovedet magten undervejs. Og det er et stort problem for alle.

Tag nu eksempelvis det ene barn, jeg arbejder med.
Han er vitterlig særligt begavet, og det er nu testet og undersøgt på kryds og tværs, og jeg har ved selvsyn oplevet det igen og igen.

Han har også en Asperger diagnose, og hvorfor mon han har det?
Jo, fordi han til sidst blev så genstridig med at komme i skole, at man valgte at “visitere” ham. Hver gang barnet meddelte, at han kedede sig i skolen, var der sagsbehandlere og psykologer, der prompte meddelte, at der måtte ligge noget andet under, der handlede om noget andet – noget på hans psyke. Og jeg skal understrege, at disse psykologer og sagsbehandlere ikke havde mødt ham! Men hey! Nu blev der bevilget støttetimer til ham, og her kom jeg så ind i billedet!

Efter at have brugt nogle uger på at sidde hjemme sammen med ham og undervise ham, studsede jeg over forskellige ting og måtte spørge mor og far, om de mon havde fået undersøgt, om han var særligt begavet.
Og ja, sørme så. Men turde mor og far at meddele mig og den nye skole dét?
Næh, nej… de havde så dårlig erfaring med at forsøge at få skole og kommune til at kigge den vej, at de helt holdt deres mund.

Det er eddermame op ad bakke, mine damer og herrer!

Jeg adresserede selvfølgelig udfordringen til både skole og kommune, fordi vores fokus nødvendigvis skulle rettes, så der kunne blive tilrettelagt et skema, der kunne dække hans behov. Og hvis jeg troede, at det havde været op ad bakke indtil da, så havde jeg da helt misforstået situationen… for NU blev det op ad bakke.

Jeg arbejder heldigvis på en skole, hvor man er super åben for at kunne tilrettelægge undervisning, så alle børn bliver mødt i deres behov, men i virkeligheden viser det sig, at folkeskolen er bedst gearet til at hente laveste fællesnævner ind, men ret svært ved at hente højeste fællesnævner ind…. hvis jeg må udtrykke det sådan. Så vi kan simpelthen ikke løfte opgaven. Og det er så dét, jeg stadig udforsker.

Hvad skal der til for, at vi kan løfte og motivere særligt begavede børn i folkeskolen på lige fod med dem, der har indlæringsproblemer?
Er det rimeligt, at de er henvist til at skulle søge privatskoler, når vores lovgiving siger, at alle har lige ret til gratis uddannelse?

Forældrene til det her barn er medlem af foreningen Gifted Children, og har kontakt til forskellige andre steder, hvor man bokser med de her problemer. Desværre er der p.t. ikke nogen der har kunnet byde ind med noget brugbart indtil videre andet end at bekræfte os i, at vi gør de rigtige ting. Så denne her opgave er ikke løst.

Men jeg fortsætter, for det griber om sig. I forløbet og min udforskning er jeg også støt på børn med angst, stress, skolevægring etc., og der tegner sig faktisk et billede af, at noget af alt det også kunne stamme fra børn med særlig begavelse, der ikke bliver mødt på deres intellektuelle behov i folkeskolen og deres dagligdag.

Og lad mig lige forklare, hvordan særlig begavelse, intellekt og intelligens så hænger sammen.
Særligt begavede børn er ofte intellektuelt begavede vedr. et bestemt emne – f.eks. matematisk begavelse, der udspiller sig i programmering. Hvis et barn på 10-12 år ikke næres intellektuelt på lige fod med andre børn, så begynder han/hun at kede sig. Og den kedsomhed kommer så til udtryk på forskellig vis, men selvfølgelig allerførst ved at barnet udtrykker, at det keder sig i skolen. Det tror vi voksne ikke på, for det kan jo ikke være rigtigt. Og så gør vi måske ikke så meget ved det. Det står på i noget tid, og til sidst oplever vi et barn, der enten bliver udadreagerende over for forskellige “ligegyldige” ting, eller et barn der bliver indesluttet og mut. Og nu begynder vi at agere. Problemet er bare, at vi agerer på barnets reaktioner på ikke være blevet mødt i stedet for at reagere på årsagen, som var at barnet ikke blev næret i skolen. Og når vi fortsætter ud af det spor, får vi i første omgang børn med stress, skolevægring etc. og siden børn vi visiterer og giver diagnoser. Og i virkeligheden var temaet kedelig skolegang!

Det her emne ligger mig meget på sinde. Jeg er ikke ekspert på området, men ovenstående er det, jeg har erfaret indtil videre, og det holder stik med de børn, jeg har været i kontakt med, og som jeg iagttager. Jeg ved, at der er mange rundt omkring, der kigger på det her, men indtil videre er jeg ikke støt på nogen i vores kommune, der ved nok om emnet. Så jeg er på skattejagt her, og jeg fortsætter med at hjælpe de her forældre med at blive hørt og mødt, så vi kan give deres barn en ordentlig og værdig hverdag, hvor der også er plads til at være et super intelligent barn blandt børn, der er “helt almindelige”.

Jeg har ikke fået skrevet klumme de sidste to uger. Det er som om, at jeg har meget på hjerte, men mit hjerte ikke har så meget at sige.

Tjener dit maskuline dit feminine, eller omvendt?

Allerførst en lille update i forhold til min astma.
Den arbejder sig stille og roligt ud af min krop. Siden jeg forrige onsdag landede den med misundelse, har jeg kun brugt min inhaler en enkelt gang – i forgårs. Der er stadig spændinger på mine luftveje, men slet ikke i nærheden af, at jeg er nødt til at bruge medicin for at kunne sove og være. Selvudvikling betaler sig – just saying.

Nu videre til ugens klumme.
Jeg har været lidt i vildrede om, hvad jeg skulle skrive om i dag, så jeg endte faktisk med at skrotte den røvsyge klumme, jeg først havde begået, og gav mig til at træne i stedet. Når jeg skriver klumme, vil jeg helst dele ud af noget erfaring, som jeg håber, læserne kan bruge i deres eget liv, og sådan en klumme var det ikke!

Om lørdagen træner jeg med min datter. Det er Puls-træning, og det er benhårdt, især når man som jeg ikke har prioriteret træning i flere år. Men det er jeg begyndt på to gange om ugen med datteren.
Faktisk går jeg også tre gange om ugen med engle-veninden. Vi powerwalker 5 km på stranden, så lidt gør jeg, men bestemt ikke i nærheden af, hvad jeg gerne vil.

Nå, men dagens træning med datteren var aflyst, fordi hun skulle have været til race i Sverige. Og jeg kunne så vælge sofa-modellen, eller tvinge mig selv ud af min comfort zone og få pulsen lidt op. Ikke nogen nem beslutning, for ærligt talt så har jeg lidt svært ved at komme i omdrejninger, og det har jeg haft længe!

Jeg har gået og luret på, hvorfor det mon er så svært for mig at komme op i gear igen, for jeg ved jo, hvor godt det er for min sundhed – både for kroppen, sindet og sjælen – og jeg elskede det virkelig. For noget tid siden gik det så op for mig, at mit perspektiv er fuldstændig ændret.

Da mine børn var små, brugte jeg træning som en pause, hvor jeg kunne gøre noget godt for mig selv og få tankerne over på andet en børn og husholdning. Og eftersom jeg ikke altid kunne forlade hjemmet, investerede jeg i træningsudstyr og videoer, så jeg altid kunne vælge, om træningen skulle være hjemme eller i træningscenteret. Og dengang trænede jeg mest hjemme.

Senere, da børnene blev større, vendte det lidt, så jeg trænede mest ude. For her blev det samtidig en kærkommen pause til også at komme lidt ud og væk fra hjemmet i nogle timer. Og jeg begyndte at løbe med en veninde 2 gange om ugen fast. Og jeg elskede det hele og havde aldrig svært ved at komme ud af døren.

Da mine børn blev teenagere og voksne, var der noget, der forandrede sig i mig. Træningen føltes ikke længere så fantastisk, løbeturene blev til gå-ture on-off, og tiden uden for hjemmet ville jeg helst bruge på andre ting. Og lidt efter lidt forsvandt lysten og drivkraften til at træne regelmæssigt, og til sidst stoppede det nærmest helt i nogle år. Helt uden at jeg nærmest tænkte over det. I bakspejlet kan jeg godt se, at det nok mest var, fordi andre interesser havde taget over, og jeg var gået i gang med at udforske andre sider af livet.

Men de sidste par år har jeg igen haft lyst til regelmæssig bevægelse. Jeg er færdig med alle de der nye udforskninger, og der er kommet ro tilbage i mit liv, så det giver mening for mig, at motion begynder at banke på. Jeg tænkte først, at det bliver da piece of cake, for det er jo kendt territorium for mig, og desuden har jeg altid elsket at bevæge min krop. Men det skulle vise sig at være ævle-bævle-snik-snak. Jeg kunne slet ikke finde hverken lysten, drivkraften eller noget som helst!

Og jeg må erkende, at forvirringen inde i mig var total.
Det gav simpelthen ingen mening for mig, at jeg ikke kunne komme tilbage i kampen. Så jeg besluttede at tage et kærligt skridt af gangen og gå i gang der, hvor jeg ikke havde modstand, mens jeg undersøgte fænomenet inde i mig. Og her startede gå-turene med engle-veninden for et år siden.

Nu er jeg også i gang med datteren, og lige her er det gået op for mig, hvad der er sket med det der perspektiv. Det er ikke længere en velkommen pause, men en dødsyg pligt at skulle motionere! Bum! Der var den!

Det har været ret fedt for mig at opdage denne her ændring af perspektiv inde i mig. Og det føder så fint ind i alt det her med, at jo mere bevidst vi lever, jo nemmere bliver det at håndtere de store og små livsændringer, som jo er uundgåelige for os alle. Nu venter jeg bare på åbenbaringen, der skal gøre, at det aldrig igen bliver et problem at skulle konditionstræne eller styrketræne, så jeg kan blive fit og stærk igen.

Og imens jeg venter på miraklet, glæder jeg mig over, at det er så hyggeligt at være sammen med både engle-veninden og datteren, at jeg nemt kommer ud af døren. Og så kigger jeg lidt på alle de andre ting, der har ændret status fra pause til pligt… for det viser sig at være en hel del. Og lige nu er det alt det, jeg elskede at fordybe mig i, da børnene var små, som jeg ikke længere får gjort – puslespil, malebøger, billedsortering etc.

Jeg skal sandelig lige love for, at jeg fik åbnet for et kæmpe mind map her med at skulle erfare læringerne på min astma. Holy moly!

Forleden lykkedes det mig at få øje på forbindelsen mellem min astma og penge.
Hvis du har fulgt mig i noget tid, så ved du måske, at penge har været det helt store tema i mit liv, og at de har stået med mange af mine skygger i livet. Dvs. at jeg har projiceret al min lidelse ud i penge, så de ligesom har kunnet udspille alle mine ubalancer på godt og ondt.
Men nu fandt jeg så forbindelsen mellem med-afhængighed, penge og astma.

Ganske kort, kan jeg sige, at min med-afhængighed har handlet om at ville reddes – af penge eller min astma. Og under dét ligger en overbevisning om, at jeg ikke er god nok og heller ikke dygtig nok. Og heri ligger gemt, at jeg ikke tør tage fuldt ansvar for mit eget liv og mig selv, netop fordi jeg er bange for at blive blottet, så alle kan se, at jeg ikke er god nok eller dygtig nok.

Så langt, så godt.
Hvad gør man (jeg!) så?
Jeg anerkender, at det at tage ansvar for mit eget liv er et valg. Jeg kan faktisk vælge at lade være, eller jeg kan vælge at gøre det. Blot skal jeg huske, at vi lever i en verden, hvor alle valg har konsekvenser. Et ikke-valg er også et valg, og det har også konsekvenser i mit liv. Så selvfølgelig vælger jeg at tage ansvaret hjem, ellers er jeg jo ikke walk the talk med mine egne værktøjer og overbevisninger.

Det har fået mig til dykke endnu mere ned i, hvad det reelt er, jeg er bange for i forbindelse med at skulle tage ansvar. Og for mig udspiller det “ikke at være god nok eller dygtig nok” sig bl.a. som frygten for fiasko.

Tænk, hvis jeg vælger at tage ansvar for mit eget liv, og jeg så alligevel ikke bliver lykkelig?
Tænk, hvis jeg vælger at tage ansvar for mit eget liv, og jeg så alligevel ikke kan manifestere alt det, jeg drømmer om?
Tænk, hvis jeg vælger at tage ansvar for mit eget liv, og min astma så alligevel ikke bliver healet?
Tænk, hvis jeg vælger at tage ansvar for mit eget liv, og mine værktøjer viser sig alligevel ikke at virke?

Dvs. at hvis jeg tager det fulde ansvar, så risikerer jeg også, at der ikke er nogen at pege på, hvis det går galt. Og den del af frygten var egentlig nem nok at komme videre fra, fordi det har været en stor del af min healingsproces netop at tage ansvaret hjem på alle fronter i mit liv et lille skridt af gangen. Men så kom næste skridt, og det var lidt sværere, for her lå den reelle frygt gemt. Frygten for at være et dårligt/ondt menneske hægtet op på misundelse.

Hvad sker der, når vi kombinerer selvværd (jeg er) og selvtillid (jeg kan)?
Skabelse!

Helt konkret har det været misundelse på min skaberkraft (power) og mine skabelser, der har fået mig slået ihjel i tidligere liv, og jeg har i dette liv stået på mål for alle mulige former for beskyldninger om min person og mine intentioner pga. misundelse. Og det skaber frygt inde i mig, fordi misundelsen netop har udspillet sig som projektioner om, at jeg var et dårligt menneske. Jeg har altså en historie kørende om, at hvis jeg skaber mine drømme, så bliver andre misundelige, og hvis andre er misundelige, så er det min skyld, fordi jeg er et dårligt menneske. For gode mennesker skaber ikke misundelse hos andre.

Jeg ved jo godt, at jeg ikke bliver slået ihjel i det her liv, men nu forstår jeg mit dybe sår på at blive misforstået og tillagt intentioner, der slet ikke eksisterer inde i mig. OG hvorfor jeg har en trang til bare at bygge mine drømme op, uden at nogen ser mig. OG  hvorfor jeg er blevet spejlet så meget på misundelse i forskellige perioder i mit liv. OG hvorfor jeg har så svært ved bare at passe min egen butik og gøre, som det passer mig. OG hvorfor jeg har signet op til at udtrykke mine følelser “offentligt”. OG hvorfor jeg hader, når folk prøver at blive konspiratoriske med mig. OG hvorfor jeg hader, at folk konkluderer i stedet for at spørge. OG, OG, OG…

Der er dælme mange tråde i den her, skal jeg love for. Men det er også tråde, der samler sig i et kæmpe billede, der giver mig en endnu større forståelse og respekt for den kompleksitet, som vi alle inkarnerer med og ind i i dette liv. Vi kan sagtens lege “what you see, is what you get”, men det er løgn og latin. Det er nærmest aldrig sådan landet ligger. Alt er en del af en større kompleksitet, der nogen gange er simpel og andre gange meget svær at gennemskue. Og hvis vi ikke tør åbne os for netop dét, så bliver vi dømmende og fordømmende i stedet for kærlige og rummelige… i min optik.

Nu fandt jeg ind til kernen, så nu kan den reelle healing gå i gang.
Det bliver spændende at se, hvor lang tid der går, før det hele går op i en højere enhed, men jeg er glad og fortrøstningsfuld, for nu ved jeg, hvad jeg healer, og nu kan jeg for alvor begynde at undersøge og udvikle min skaberkraft.

Jeg har rigtig meget astma for tiden, og jeg har faktisk haft det siden juli måned, hvor det virkelig satte ind for alvor, og jeg har måttet tage min anfaldsmedicin flere gange om ugen inden sengetid for at kunne sove ordentligt. Når det er kommet op så massivt, så ved jeg godt, at det er tid til at sige farvel til det værktøj, som det jo er. Der skal betrædes nyt land, og jeg har ikke brug for min astma mere.

Jeg har allerede healet en del på min astma og jeg ved, at jeg ikke bruger det på samme måde, som jeg gjorde førhen. Så jeg har været på en quest, for jeg har simpelthen ikke kunnet finde roden. Derfor får jeg hjælp. Jeg får stressrelease/healing af Lisbeth Roest og clearings af Caroline Cousins. Uafhængig af hinanden har de fortalt mig, at astmaen simpelthen ikke er klar til at slippe, for jeg har ikke “erfaret” nok på den. Den var ny!

At erfare noget er en proces, der tager tid. Og at erfare noget handler netop om at leve det – ikke bare forstå det på et mentalt plan. Og det nye her er, at jeg står over for at være gået i gang med at heale på noget, som jeg slet ikke har erfaret nok på endnu. Alt det arbejde, jeg har lavet på mig selv indtil nu, har været erfaret nok og været klar til at slippe, da jeg tog fat på det. Men åbenbart ikke denne gang. Så jeg er lidt på spanden her, for en del af mig har virkelig ikke lyst til at leve med astma mere. Jeg synes, at det er træls, at min krop ikke bare kan makke ret, når jeg nu vil have det anderledes.

Jeg har heldigvis fået et kodeord til processen – “med-afhængighed”.
Jeg forstår med-afhængighed som noget med at undskylde andre for, at jeg ikke kan stå frem og være mig, men at jeg er “nødt til” at være der for dém, og simpelthen spille med på deres banehalvdel. Ganske enkelt at man undskylder en misbruger sit misbrug, og på den måde støtter dem i misbruget, og samtidig holder sig selv i skak og ikke tager ansvar for at træde ud af det og passe på sig selv.

Så jeg er dykket ned i undskyldningen og har samtidig søgt forståelse via GenNøglerne. Og det viser sig, at GenNøgle 19 har med-afhængighed som skyggen. Processen er, at vi skal erfare i en proces fra med-afhængighed til uafhængighed til forbundethed. Der er altså 3 trin her, som hver har deres formål for menneskeheden. Det giver mening for mig, når jeg læser op på det. Og jeg kan udmærket mærke og forstå det i mit eget liv, for alle 3 trin er til stede på forskellige niveauer i mit liv. Men jeg mangler erfaring på noget af det.

Nu handler arbejdet så om at få samlet det hele og fundet ud af, hvad processen handler om, og hvad der skal erfares, for det har jeg endnu ikke styr på. Og jeg har heller ikke styr på de undskyldninger, jeg tror, jeg bruger for ikke at træde fuldt ind i forbundethedens univers.

Jeg tænker, at jeg vil skrive videre om det i næste uge, når jeg har erfaret lidt mere om det. I mellemtiden kan du selv dykke ned i, hvad der p.t. er massivt i dit eget liv, som gerne vil forstås eller erfares. Husk, at vi alle er til den her fest, hvor vi skal turde være autentiske og vise, hvem vi er, og hvad vi står for. Så jeg tænker, at der også er ting i dit liv, der gerne vil forandres, så du kan blive den udgave af dig, du skal være, når vi træder endnu længere ind i den nye tid – Vandbærerens tidsalder.

Jeg synes, at det snerper lidt til.
Der er kommet flere deltagere til festen 2020 her på falderebet. De er der egentlig altid, men nu er de gået i clinch med “værterne”. Det er Mars, der har gjort sin entre for alvor. Han står i sit eget tegn, Vædderen, og han står i kvadrat til Jupiter, Saturn og Pluto i Stenbukken. Og for lige at gøre det hele lidt sjovere, så står Mars i opposition til Solen i Vægten lige nu, så de kardinale tegn er virkelig kommet op af hullerne.

De kardinale tegn er dem, der initiere processerne, når de har fundet formålet. Og man må sige, at formålet står klart – tag ansvar for dig selv og vores klode, og slip systemer der ikke længere tjener vores og klodens højeste bedste.

Mars’ ankomst til festen udfordrer i høj grad netop den del, der handler om at nedbryde systemer, der ikke længere tjener vores højeste bedste. Vi ser det bl.a. i modstanden i forhold til regeringens og de offentlige myndigheders håndtering af Corono’en. Mars er individualisten, der går forrest og vil have frihed til at være den, han er, og han gider ikke bullshit. Så han udfordrer os alle til at komme i omdrejninger og få taget stilling og komme frem af hullerne.

Man kan sige, at det ikke er svært at se, hvad der sker i det kollektive med alle de her energier. Men hvad kan vi bruge dem til i vores eget liv?

En måde at bruge det på kunne være, at du i dit horoskop ser, hvor du har Stenbukken med Jupiter, Saturn og Pluto, og hvor du har Vædderen med Mars. Det kan fortælle dig noget om på hvilken arena, du kan tage action og støtte dig selv med de her energier, og hvor de er i spil i lige præcis dit liv.

For mig foregår 2020 festen på min person og mit udtryk (1. Hus) – altså den jeg er i verden. Og Mars i Vædderen er i mit 2. Hus, så her handler det om, at jeg skal tage ansvar for min viden, og hvordan jeg kommunikerer den viden med verden. Med andre ord, så er der en rimelig heftig transformation i gang inde i mig, hvilket netop viser sig ved alle de gamle mønstre, adfærd og overbevisninger, jeg talte om i sidste uge. Når jeg har ryddet op og taget ansvar for at stå frem, som den jeg er, så beder Mars mig reelt om at komme ud af starthullet og få kommunikeret noget om den viden, jeg har indsamlet i processen.

Og det er så det, jeg gør her med mine klummer, opslag, sessioner, kurser etc.

Det, vi skal huske på, er, at vi alle har mulighed for at bidrage med noget. Det er vigtigt, at vi ikke stopper os selv, fordi vi tror, at vi er for ubetydelige. Selv det mindste tandhjul har en opgave i det store maskineri. Og et lille bitte tandhjul ude af drift, kan faktisk forårsage rigtig store skader på den store maskine. Så ingen af os kan fralægge os ansvaret for at deltage i den her fest.

Den gode nyhed er, at vi får et radikalt skifte den 21. december.
Her går Saturn og Jupiter konjunkt i 0 grader Vandbærer. Og det betyder starten på både en ny 20 års cyklus OG en ny 200 års cyklus. Jupiter og Saturn mødes hvert 20’ende år. Og fra 21. december 2020 skifter de element fra Jord-elementet til Luft-elementet. De vil nu i 200 år hvert 20’ende år mødes i et Luftelement til forskel fra de sidst 200 år, hvor de hvert 20’ende år har mødtes i et Jord-element. Dvs. at de sidste 200 år har været meget præget af alt det materielle og jordiske kræfter, hvor de næste 200 år vil blive præget af information og vidensdeling. Vi skifter fra nogle tunge vibrationer til nogle mere lette vibrationer.

Da vi lægger ud med Vandbærerens tegn, vil de næste 20 år højst sandsynligt komme til at være meget præget af kollektivt samarbejde, skift fra central styring til decentral styring, og måske vil teknologiske løsninger være vejen til mere frihed for alle.

Så det ser ud til, at vi fra jul vil få lidt mere luft i vores liv og mulighed for at kunne trække vejret lidt lettere. Tingene sker jo ikke over nat, men jeg tænker, at vi alle vil kunne mærke en forandring med både vintersolhverv og Saturns og Jupiters transit til Vandbæreren den 21. december i år.

Med dette vil jeg læne mig tilbage i mit indre stormvejr og glæde mig over, at der trods alt er udsigt til et markant skifte om et par måneder, når vi skal fejre vintersolhverv lige inden jul.

Jeg synes godt nok, at der er gang i at slippe gamle mønstre og gammel adfærd for tiden. Det er jo helt vildt. Jeg er helt med på, at det også er det, energierne inviterer os til at gøre – især her i slutfasen af den store sammenstimlen i Stenbukken, der medio december lukker for festen i denne omgang.

Det er Pluto, Jupiter og Saturn, der er tale om her. Medio december drager Saturn efterfulgt af Jupiter videre på deres rejse ind i Vandbærerens tegn, og slipper den intense energi af netop at skulle slippe gammel adfærd og tage ansvar for, hvem vi vil være, og hvad vi vil bidrage med i verden i den kommende tid.

Man kan sige, at vi altid bliver inviteret til at skabe den bedste udgave af os selv, men astrologisk kan vi hente energetisk hjælp til forskellige ting og forskellige faser af vores liv, hvis vi vil. Og det er det, der har gået for sig i år. Som jeg tidligere har skrevet, så åbnede ballet i januar, hvor d’herrer Pluto og Saturn mødtes (gik konjunkt).

Pluto står for vores vilje og Saturn står for vores ansvarlighed.
Pluto er en kollektiv planet, der også står for, hvad der er bedst for det kollektive, og Saturn står for, hvad der er bedst personligt.
Pluto arbejder med magt og kontrol, og Saturn arbejder med grænser og karmiske læringer. Så det er et par heftige herrer, vi er inviteret til fest med.
Fællesnævneren er, at de henter skeletterne ud af skabene, så vi får mulighed for at kigge dem “i øjnene”!

Jupiter var i øvrigt også inviteret til samme fest. Og normalt er Jupiter den onkel, vi virkelig gerne vil feste med, for han er dejligt generøs og går i virkelig store sko, og han elsker at give den gas – han er ekspansion. Problemet er her, at han desværre ikke kun ekspanderer alt det fede. Han ekspanderer dét, der er. Så lige denne her fest, var måske ikke en af de helt sjove, for der har ligesom ikke rigtig været de helt store og sjove energier at feste med. Jupiter gik i virkeligheden bare i gang med at lege med onkel Saturn og onkel Pluto, og jeg skal da love for, at de tre har haft sig en fest.

Og festen blev så 2020! Værsgo – giv den gas, venner!

Vi fik godt nok et lille break her henover sommeren, hvor onkel Saturn var en tur i byen (hos Vandbæreren), men han skyndte sig tilbage, så han kunne være med til at lukke festen (2020) ordentligt… eller hvad man nu skal kalde det. Så her de sidste måneder af året, er der lagt op til en sidste omgang i møllen med at finde ud af at få sluppet gammelt materiale og steppe ind i vores power og sande udtryk.

Personligt vælter det ud af skabet med gamle overbevisninger. Selvom det er ret vildt, så er det faktisk blevet så grotesk, at det er blevet en fest. Jeg har jo de skøreste overbevisninger kørende, og har ubevidst levet efter alt muligt hejs, der slet ikke er i tråd med, hvordan jeg ønsker at være, ej heller i tråd med hvordan jeg egentlig opfatter mig selv. Men sådan er det. Og der er ikke så meget at gøre andet end at tage dem en af gangen, efterhånden som de dukker op, og så kigge på dem og bede dem om at forlade festen, hvis de ikke passer til mit bevidste selvbillede.

Så hvis du sidder og føler, at der kommer alt muligt gammelt frem i dit liv – både følelsesmæssigt og fysisk i form at gamle bekendtskaber og ting du måske allerede synes, du har healet – så er det altså, fordi du bliver inviteret til at tage stilling til, om det er energi, der skal med videre i dit liv i det næste årti. Eller om det er på tide at slippe det og tage de gode læringer med dig i stedet, og komme i omdrejninger med at få taget action på det, der reelt er godt for dig og vores klode.

Med dette vil jeg skynde mig tilbage til min egen fest og ønske dig fortsat god fest, der hvor du nu er!