Ugens dilemma
Da jeg gik på mit 3. år på psykoterapeut-uddannelsen, skulle læreren bruge en elev i stolen og jeg meldte mig. Øjeblikkeligt var der en af mine medstuderende, der smækkede sin notesbog sammen og udbrød irriteret; “Jeg gider ikke, det skal være dig, Lorena! Du er altid så skide lykkelig!”
Jeg siger lige med det samme, at det ikke var en kompliment! Det blev sagt meget irriteret.
Forleden sad jeg på cafe med min dejlige veninde, og jeg sidder og pjatter og får kørt mig selv op i grin og ballade, der får min veninde smilende til at sige noget i stil med; “Nu har vi så den side af dig, som jeg ikke lige ved, hvor længe jeg kan være sammen med. Altså, du må jo gerne være glad.”
Det var vist heller ikke en kompliment! Men det blev sagt med et smil.
Da jeg var ung, blev jeg kaldt overfladisk, når jeg lavede larm og ballade.
Min mor plejer (stadig) at sige; “Årh, hold nu op med det der. Der er da ingen, der gider at være sammen med dig, når du opfører dig sådan!”
Tydeligt nok er det heller ikke en kompliment! Og hun har til dels ret.
Og hvorfor fortæller jeg dig de her historier?
Fordi det har fået mig til at spekulere på det her med, hvordan noget som opfattes som glæde og uskyldigt i den ene, kan opfattes som grænseoverskridende og enormt irriterende i den anden. Og som psykoterapeut ville jeg måske være ret hurtig til at sige, at det er projektioner, der skal tages hjem.
Men hey! Hvad nu, hvis det bare er at sætte grænser? Skal vi altid dykke ned i tingene, som om alting skal heales og helbredes? Når vi bliver provokeret af andre, er det så altid et sår, eller kan der i virkeligheden også bare være tale om, at grænsen er nået for den enkelte?
Er det forbudt at sætte grænser, bare fordi det handler om glæde og sjov og spas?
Jeg tænker, at vi kender det, når vi ser børn i ekstatisk leg, hvor vi godt kan få øje på, at lige om lidt kan det kamme over. Og det er jo det samme, man kan tappe ind i hos en voksen, der giver den gas. Den der genkendelighed med, at lige om lidt kammer det over til ikke at være sjovt længere.
Der er virkelig noget med det der, at grænsen fra geni til vanvid er meget, meget lille. Det samme gælder, når vi når glædeshøjder af ekstase. Her kommer vi også hurtigt tæt på vanviddets grænse, tænker jeg.
Jeg ved godt, hvem af mine venner, der gider hvilke sider af mig. Og det ved jeg, fordi de fleste af mine venskaber har rigtig mange år på bagen. I den tætteste kreds kom den sidste til for 18 år siden. Og i virkeligheden er jeg ikke gå-i-byen typen, netop fordi jeg ved, at jeg kan provokere rigtig mange. Og jeg gider ærligt talt ikke beskæftige mig med det. Til gengæld er vi pisse gode til at holde fester, og det gør vi så i stedet. Her kan dem, der ikke er til det glade vanvid så trække sig lidt sammen med ligesindede, og dem, der er til det glade vanvid, kan så feste sammen med mig.
Og så kommer næste spørgsmål:
Betyder det så, at jeg “dukker” mig og slukker mit lys, når jeg er sammen med andre mennesker?
Nogen vil måske sige ja, det gør du.
Men hvad nu, hvis jeg bare udtrykker sider af mig selv, der også skal luftes og have plads engang imellem? Fordi jeg godt kan lide at være en festabe, betyder det jo ikke, at jeg ikke kan lide at være alvorlig og dykke ned i livets dilemmaer, vel?
Hvad nu, hvis healing af alle vores temaer ikke kun kommer med dybdegående psykoterapi, men kommer med accept og kærlighed til alle dele af os?
Hvad nu, hvis det bare handler om at være bevidst om, hvad vi har til rådighed i os og så vælge at være på den ene eller anden måde i forskellige situationer?
Jeg ved det ikke.
Jeg ved kun, at jeg i denne uge har været i kontakt med, at jeg har været ved at drukne i følelser. Så nu vil jeg øve mig i at være dér, hvor jeg kan trække vejret frit og endnu mere bevidst vælge kærlighed til mig selv og alt det, jeg indeholder, i stedet for altid at dømme det til healing og “behandling”.
