…eller hvad?

Jeg er optaget af alle vores filtre, og hvad det er, der sker, når nogen siger noget fra et kærligt sted inde i dem, som bliver optaget som ukærligt i modtageren eller andre.

Det kan også være, at vi tager et kursus i noget, som vi fortolker på en måde, som det aldrig nogensinde var ment fra afsenderen. Eksempelvis kom jeg forleden nat i kontakt med netop sådan et scenarie i min egen verden. Jeg opdagede, at jeg på denne her rejse udi at opdage mig selv faktisk har snydt mig selv noget så gevaldigt, netop fordi jeg har fortolket noget, så det passede perfekt ind i mit verdensbillede af manglende selvværd og forsøg på tilpasning.

Jeg har altid været ret begejstret for at shoppe sko, tøj og smykker, og jeg har været ret begejstret for at træne meget – især konditionstræne. Men på et tidspunkt tolkede jeg nogle af de her “spirituelle læringer” som om, at man som spirituelt menneske skulle være meget mere rolig og ikke bare sådan shoppe alt muligt materialistisk. Så var man ikke sådan rigtig spirituel. I stedet begyndte jeg så at shoppe ting, der var energetisk korrekte – figurer, krystaller, tarotkort, englekort, kurser etc. Alt sådan noget, der kunne udvide min bevidsthed rigtigt.
Og så skulle man også være mere rolig og i zen, så jeg prøvede andre træningsformer som yoga, meditation, gåture etc., så jeg kunne komme mere i kontakt med mig selv og min krop.

Alt sammen er jo meget godt og er også meget fine værktøjer til at lære sig selv meget bedre at kende. Problemet er, at hvis man på rejsen undertrykker sine egne naturlige “drifter” eller følelser, så kommer der sørme undertryk. Og det er ikke så godt. For det var aldrig meningen, at jeg skulle blive en anden. Det var meningen, at jeg skulle blive opmærksom på, hvad jeg går og laver. Jeg skulle ikke lave om på mig selv. Men det var faktisk det, jeg “kom til” i mine fortolkninger og filtreringer.

Hele scenariet handler om, at jeg prøvede at tilpasse mig og “blive rigtig”.
Men jeg er jo rigtig. Vi er alle sammen rigtige. Så det er helt skørt, at vi prøver at blive noget andet bare for at andre skal kunne lide os og ikke blive kede af det, når vi siger eller gør noget, der trigger dem. Så jeg valgte altså at gøre mig selv ked af det i stedet. Og det er det, mange gør. De vælger at gøre sig selv kede af det i stedet for at gøre andre kede af det. Vi tror, at vi har bedre styr på det, hvis det er os selv, der er kede af det. For det kan vi da håndtere og kontrollere eller gemme eller gå væk med. Hvis andre bliver kede af det, kan vi ikke håndtere det eller kontrollere det. Men hele pointen er, at vi kun skal håndtere og kontrollere os selv – ikke andre!

Udover at jeg har lagt låg på mit kærlighedssprog (gaver) ved at “lade som om”, at jeg ikke behøvede noget, så har jeg også gjort mig selv meget alvorlig, udelukkende for at andre skulle tage mig alvorligt (man kan så sige, at ved at gå efter andres sandhed, så tog jeg ikke mig selv alvorligt…men lad nu det ligge…). Og der er ingen tvivl om, at der selvfølgelig er en alvorlig side i mig også, men i virkeligheden er hun ikke den, jeg trives bedst med i det her liv. Jeg trives faktisk bedst med hende, der flyver lidt let hen over det hele, og som ikke tager livet så alvorligt, men ser det hele som en leg, og noget der skal udforskes, undersøges, smages, mærkes og føles.

Jeg studerer GenNøgler, og i min nøgle for Livsværk står der:
“Selvom du måske føler det, som om du gør fremskridt fra én tilstand til en anden (sove/opvågnen), er der i virkeligheden ikke sket noget. Bevidstheden leger blot med sig selv. På en måde leger den med at være alvorlig.”

Selvom ingen eller intet uden for mig har min sandhed, så resonerede det dybt i mig, da jeg læste lige præcis den passage. Og jeg kunne mærke en kæmpe lettelse i mig. Som om jeg kunne slippe alvoren fri og se det hele som en leg. Det er jo bare mig, der leger med livet og de facetter, jeg kan komme i kontakt med. Alvoren er en af dem.  Men det betyder jo ikke, at jeg behøver at være den. Jeg kan nøjes med at lege med det og så gå væk igen og lege en ny leg.

Og det er faktisk sådan, jeg anskuer livet. Når noget er prøvet, og jeg synes, at jeg har prøvet nok, så går jeg videre til det næste. Og det provokerer så også nogen til at konkludere, at jeg er overfladisk, eller ikke vil være i kontakt med mine følelser, eller hvad man nu kan finde på. Og så er vi tilbage til de her filtre, og om jeg vælger at eje deres filter og sandhed, eller om jeg vælger at blive i min egen. For mig ville det være lidt som at spise fra en buffet, og når jeg er mæt, så stopper jeg. Men så står der nogen og siger, at jeg ikke har spist nok, bare fordi der er retter, jeg ikke har smagt. Og den æder jeg altså ikke mere (hehe…)

Det bliver spændende, hvad mit næste “projekt” bliver. Jeg har ikke lyst til at skulle tilbage til noget gammelt, selvom jeg laver mange sammenligninger fra før til nu. Men jeg kan ikke forestille mig, hvad der skal ske herfra, for selvom jeg ikke vil tilbage til noget gammelt, så kan jeg også godt mærke, at jeg ikke helt kan forestille mig, at verden ville være sjov, hvis vi som mennesker ikke lige blev lidt provokeret af dit og dat. For mig er det sjovt at være enormt selvhøjtidelig (som jeg synes, at alvor er), og så fange mig selv i min egen selvhøjtidelighed og grine af det. Det kan jeg virkelig nemt have en fest med!

Puha, sikke nogle uger.
Altså, inde i mig blæser forandringens vinde nærmest som storme. Det ses ikke helt tydeligt ude i mit fysiske liv… endnu! Men det føles som store forandringer og store beslutninger inde i mig, så mon ikke, at det også kommer til at sætte sit præg på mit ydre liv snart (her kunne godt have været en blinke-smiley).

Jeg bliver nødt til at indrømme, at alt det her alvor og hjertesnak keder mig lidt!
Ikke fordi jeg ikke er kærlig, eller ikke ønsker at være kærlig, men mest fordi det ikke føles sådan helt sjovt. Det føles meget alvorligt inde i mig. Det er såmænd rart nok i små doser. Men det kommer altså hurtigt til at kede mig, når det står alene og bliver for alvorligt.

Og hvad så? Spørger du måske.
Jamen, så har jeg jo måttet hente noget frem i mig, der kan kombineres med hjertesnak, og som ikke keder mig. Så det er jeg ved. Men jeg er dælme bange for hende… hende, der er sjov… hende, der provokerer… hende, der er abundant…

Det fede er, at hun altid kommer fra et kærligt sted… det ufede er, at fordi hun kan være provokerende og fylde meget i energien, så bliver hun ofte misforstået og tillagt alle mulige hensigter, som ikke er til stede i hende.

I dag ved jeg jo godt, at det ikke handler om hende (mig!), men om at folk ikke kan være med deres eget shit (pardon my French!). For når vi peger ud, er det jo bare projektioner af noget, vi ikke kan håndtere i os selv. Det er selvfølgelig altid i orden, at der er noget eller nogen, man ikke kan lide, men i min optik er det aldrig i orden at tillægge andre hensigter og konklusioner uden at spørge først, for så bliver det projektioner.

Og hvorfor er jeg så bange for hende?
Tjaaa… kan du huske, at jeg har talt om det her traume med at stå frem og vise, hvor abundant jeg er og lever? Og at traumet handler om, at jeg i tidligere liv har fået taget alt fra mig eller er blevet slået ihjel, når jeg har kæftet op eller været for abundant? Eller måske har jeg slet ikke fortalt om det endnu? Nå, men uanset, så er det et traume, som jeg har healet meget på de sidste måneder i forbindelse med min astma. Og hvis jeg sætter min ballademager i spil, vil det være lig med at provokere, kæfte op og blive set… så det er jeg bange for, viser det sig.

Og det er selvfølgelig også derfor, at jeg bliver spejlet med misforståelser, jalousi, påduttelser af intentioner etc. Det er min egen frygt, der trækker det i land, så at sige. Så derfor har jeg faktisk haft gemt hende lidt af vejen i lang tid, for hun er jo en frygtelig bandit… (ironi kan forekomme).

Der er rent bord
Nå, men nu hvor jeg sidder med en følelse af, at der er gjort rent bord inde i mig, så skal jeg jo videre. Og det er her, min indre ballademager har kaldt på mig. Er det nu? Er det nu? Er det nu?

JA! Det er nu. Punktum.
Og hvad mener jeg så med rent bord?

Jow… at nu har jeg forløst en masse karma og en masse traumer, som jeg havde taget med mig som de store spillere i mit liv. Lidt ligesom at rydde fuldstændig op i sit hjem, rum for rum, skab for skab, skuffe for skuffe, og til slut sidde med en fornemmelse af, at nu kan jeg trække en streg i sandet og kigge mere frem end tilbage og begynde at fylde op med nyt.

Er jeg så færdig med at have problemer?
Nej, for pokker! Det kommer jo aldrig til at ske. Livet er jo fuld af finurligheder og små og store udfordringer, der skal løses på vores vej. Men der er ro. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, når jeg står over for udfordringerne. Jeg ved, hvor jeg skal kigge hen, hvis jeg ikke får de resultater, jeg vil have. Det hele foregår inde i mig. Og svarene er altid inde i mig. Og nu ved jeg, hvor de er, og hvordan jeg skal finde dem. Jeg er blevet voksen! (…eller noget…)

Og hvad så nu? Er der noget nyt?
Det ved jeg ikke.
Det eneste, jeg ved, er, at jeg har gjort mine tekster på min hjemmeside lidt tydeligere omkring, at man nok skal forvente, at jeg kan være en lidt strid børste, når jeg leder efter folks indre sandhed. Og så har jeg offentliggjort, at jeg ikke gider at lege sandhedssiger, når jeg lægger horoskoper. Og det er jo også at tydeliggøre, hvem man kommer i hænderne på, når man kommer hos mig.

Jeg vil altid have dialogen. Jeg er træt af, at vi render rundt og konkluderer alt muligt fis i stedet for at være nysgerrige og blive klogere på os selv og hinanden i processen.
Og så er jeg træt af, at vi tror, at vi kan fixe andre eller har sandheden om andre. Det har vi jo for pokker aldrig. Vi kan se muligheder for andre, men den frie vilje og indre sandhed ejer vi selv.
Og så vil jeg lære fra mig. Så det har jeg også skrevet, at jeg gør, hvis man kommer i terapi hos mig. For det gør jeg!

Så lige nu ved jeg ikke helt, hvad der kommer til at ske. Men det må åbenbare sig, tænker jeg. Jeg vil jo aldrig holde op med at tage mig selv og min spirituelle praksis alvorligt, men jeg vil nok begynde at stille flere spørgsmål og være lidt mere provokerende, når jeg opdager, at jeg selv eller andre afleverer poweren til noget eller nogen i stedet for at beholde den selv.

Nu må vi se.
Hele min terapeutiske OG spirituelle praksis er i hvert tilfælde til tælling. For nu har jeg fået øje på, at noget af det blot har været afledningsmanøvrer for fortsat at holde mig under radaren. Og den går ikke, søster Fis!

Betyder det så, at jeg ikke vil arbejde med “almindelig” terapi, astrologi, gennøgler, tarotkort, englekort, røgelse etc? Nej da. Jeg skal blot have styr på, hvorfor og hvordan jeg bruger redskaberne. For hvis jeg afleverer min power eller gemmer mig, så skal det ændres.

Stay tuned – noget nyt spirer!

Ugens dilemma

Da jeg gik på mit 3. år på psykoterapeut-uddannelsen, skulle læreren bruge en elev i stolen og jeg meldte mig. Øjeblikkeligt var der en af mine medstuderende, der smækkede sin notesbog sammen og udbrød irriteret; “Jeg gider ikke, det skal være dig, Lorena! Du er altid så skide lykkelig!”

Jeg siger lige med det samme, at det ikke var en kompliment! Det blev sagt meget irriteret.

Forleden sad jeg på cafe med min dejlige veninde, og jeg sidder og pjatter og får kørt mig selv op i grin og ballade, der får min veninde smilende til at sige noget i stil med; “Nu har vi så den side af dig, som jeg ikke lige ved, hvor længe jeg kan være sammen med. Altså, du må jo gerne være glad.”

Det var vist heller ikke en kompliment! Men det blev sagt med et smil.

Da jeg var ung, blev jeg kaldt overfladisk, når jeg lavede larm og ballade.
Min mor plejer (stadig) at sige; “Årh, hold nu op med det der. Der er da ingen, der gider at være sammen med dig, når du opfører dig sådan!”

Tydeligt nok er det heller ikke en kompliment! Og hun har til dels ret.

Og hvorfor fortæller jeg dig de her historier?
Fordi det har fået mig til at spekulere på det her med, hvordan noget som opfattes som glæde og uskyldigt i den ene, kan opfattes som grænseoverskridende og enormt irriterende i den anden. Og som psykoterapeut ville jeg måske være ret hurtig til at sige, at det er projektioner, der skal tages hjem.

Men hey! Hvad nu, hvis det bare er at sætte grænser? Skal vi altid dykke ned i tingene, som om alting skal heales og helbredes? Når vi bliver provokeret af andre, er det så altid et sår, eller kan der i virkeligheden også bare være tale om, at grænsen er nået for den enkelte?

Er det forbudt at sætte grænser, bare fordi det handler om glæde og sjov og spas?
Jeg tænker, at vi kender det, når vi ser børn i ekstatisk leg, hvor vi godt kan få øje på, at lige om lidt kan det kamme over. Og det er jo det samme, man kan tappe ind i hos en voksen, der giver den gas. Den der genkendelighed med, at lige om lidt kammer det over til ikke at være sjovt længere.

Der er virkelig noget med det der, at grænsen fra geni til vanvid er meget, meget lille. Det samme gælder, når vi når glædeshøjder af ekstase. Her kommer vi også hurtigt tæt på vanviddets grænse, tænker jeg.

Jeg ved godt, hvem af mine venner, der gider hvilke sider af mig. Og det ved jeg, fordi de fleste af mine venskaber har rigtig mange år på bagen. I den tætteste kreds kom den sidste til for 18 år siden. Og i virkeligheden er jeg ikke gå-i-byen typen, netop fordi jeg ved, at jeg kan provokere rigtig mange. Og jeg gider ærligt talt ikke beskæftige mig med det. Til gengæld er vi pisse gode til at holde fester, og det gør vi så i stedet. Her kan dem, der ikke er til det glade vanvid så trække sig lidt sammen med ligesindede, og dem, der er til det glade vanvid, kan så feste sammen med mig.

Og så kommer næste spørgsmål:
Betyder det så, at jeg “dukker” mig og slukker mit lys, når jeg er sammen med andre mennesker?

Nogen vil måske sige ja, det gør du.
Men hvad nu, hvis jeg bare udtrykker sider af mig selv, der også skal luftes og have plads engang imellem? Fordi jeg godt kan lide at være en festabe, betyder det jo ikke, at jeg ikke kan lide at være alvorlig og dykke ned i livets dilemmaer, vel?

Hvad nu, hvis healing af alle vores temaer ikke kun kommer med dybdegående psykoterapi, men kommer med accept og kærlighed til alle dele af os?
Hvad nu, hvis det bare handler om at være bevidst om, hvad vi har til rådighed i os og så vælge at være på den ene eller anden måde i forskellige situationer?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved kun, at jeg i denne uge har været i kontakt med, at jeg har været ved at drukne i følelser. Så nu vil jeg øve mig i at være dér, hvor jeg kan trække vejret frit og endnu mere bevidst vælge kærlighed til mig selv og alt det, jeg indeholder, i stedet for altid at dømme det til healing og “behandling”.

Ugens dilemma

I denne uge har jeg bokset med et dilemma, der handler om, hvorvidt jeg gør ting for min egen skyld, eller om jeg gør det for at få anerkendelse og respekt.

Jeg har bemærket, at jeg ofte føler mig misforstået, når jeg i samtaler deler ud af mig selv. Og det gør som regel, at jeg trækker snuden til mig og trækker mig selv ud af dialogen, så at sige. Jeg gør simpelthen tingene upersonlige for at beskytte mig selv.

Beskyttelsen handler om mit selvværd, og elementerne er lige præcis det, min sjæl gerne vil lære noget om. I tidligere liv var jeg sådan en, der levede mit liv på anerkendelse og respekt – dvs. gjorde det, der faldt i god jord, og som ikke nødvendigvis var det, jeg selv ønskede, men det verden ville have.

I dette liv lærer jeg noget om at vælge mig selv først og derigennem forstå, at jeg på den måde tjener “the greater good”.

Så følelsen af at blive misforstået handler i virkeligheden om, at den anden ikke er enig med mig, og så føler jeg mig forkert. Altså er det ikke en misforståelse. Men følelsen af misforståelse bliver en forsvarsmekanisme inde i mig, hvor jeg trygt kan gemme mig under, at den anden jo ikke forstår mig, og så kan det også være lige meget (eller, så behøver jeg ikke at stå op frem og være ærlig og risikere misbilligelse).

Eksempel:
Forleden mødtes jeg med en kvinde, hvor vi bl.a. snakkede om penge. Og jeg udtrykker, at penge er vigtige for mig, fordi de skaber mulighed for, at vi netop kunne mødes på en cafe.
Hun siger, at hun mærker, at jeg siger det i forkert rækkefølge. At det skulle være vores møde, der var vigtigst og ikke, at det kunne være på en cafe.

Den gik lige i maven på mig, og al min forkerthedsfølelse kom op. Og så trak jeg snuden til mig og gjorde mig selv neutral ved at anerkende hendes perspektiv og dykke lidt ned i det.

Men reelt er det sådan, at nogle af os er ydrestyret og andre er indrestyret. Dvs. at vi får vores impulser til nydelse, forandring etc. udefra eller indefra.

Jeg er ydrestyret, og derfor elsker jeg vores fysiske univers og bliver dybt inspireret eller afladet af mine omgivelser hele tiden. Men jeg har fået tudet ørerne fulde af, at det er forkert at sætte det materielle over det personlige – eller materielle goder over relationer. Så derfor føler jeg mig forkert, hvis jeg vælger at give det lige så meget energi som mine relationer. Og heri ligger min læring lige nu.

Denne her episode har fået mig til at tænke på, hvor meget jeg egentlig trækker mig og ikke gør det, som jeg har lyst til, men det, som andre synes, er en god ide.

Tag nu eksempelvis mit kursus, som jeg fortalte om i sidste uge.
Jeg havde besluttet mig for ikke at sætte flere kurser op, fordi jeg netop var ret træt af, at der ikke kom nogen kursister, og jeg åbenbart ikke kunne få fat i den “rigtige” intention. Men så begyndte forskellige mennesker omkring mig at spejle mig ind på, at jeg da skulle sætte det her astrologikursus op, for jeg har så meget at sige, og jeg ved så mange spændende ting om det og kan trække alle de her tråde til psyken og vores valg i livet. Og så tænkte jeg, jamen så er der jo nogen, der gerne vil have det, jeg kan, og så kan jeg godt gøre det.

Men hey! Det var jo bare anerkendelse og respekt skjult i mit eget ønske om at tjene penge på en sjov måde. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det kursus er det mest fantastiske tilbud i hele verden, og jeg ville elske at tjene penge på den måde. Og i mit univers er det win-win – de, der melder sig, laver en super god investering i sig selv og får et sjovt værktøj til at hjælpe dem på deres personlige rejse i livet. Og jeg får stimuleret mit ønske om at tjene penge OG dele ud fra mit univers samtidig med, at jeg bliver endnu mere oplyst på andre og livet.

Så du får lige et link til mit Astrologiske Grundkursus, så du kan komme og udvikle dig selv, og jeg kan tjene penge på en sjov måde samtidig med, at jeg udforsker livet – Astrologisk Grundkursus

PS.
På min hjemmesider under “Om” kan du læse følgende:

“Jeg er oplevelsesorienteret psykoterapeut, astrolog og spirituel mentor, og helt overordnet er min passion i dette liv at udforske, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan vi gennem vores guddommelighed kan leve i overflod og kærlighed“.

Og rækkefølgen “overflod og kærlighed” er helt rigtig for mig. Jeg har svært ved at finde kærligheden inde i mig, hvis jeg er utilfreds i mine omgivelser.

Det kan virke lidt som den med hønen og ægget, men der er nogle subtile nuancer her. Så prøv selv at mærke ind i, om du oplever dig selv som ydrestyret eller indrestyret.