Det var en stor fejl, den dag jeg blev alvorlig. Holy moly… det skulle jeg aldrig have gjort!

Kender du det?
At man sidder og kigger lidt bagud i sit liv og tænker: “What the heck??? Hvad skete der lige der???”
Der er jo lektioner i alt, hvad der ikke virker. Så heldigvis behøver vi ikke hive de store ærgelser på banen, når vi opdager, at vi har betrådt stier i livet, vi på ingen måde havde behøvet eller lyst til at  betræde. Men så alligevel… Behøvede det vare ÅR?!? Ja, det gjorde det åbenbart.

Nå, men det gør jeg så ikke igen. Er alvorlig, altså.
Hold da magle en kedelig omgang, når vi begynder på det… i hvert tilfælde i min optik. Og er det i virkeligheden det, vi går og drømmer om? At være alvorlige? Jeg gør ikke. Så er det sagt. Overhovedet ikke!!!

Men da jeg begyndte at drømme om at blive taget alvorligt, var jeg nødt til først at blive lidt alvorlig. Det erkender jeg. Jeg var i hvert tilfælde nødt til på en eller anden måde at lære at tage mig selv alvorligt først. Og min vej var så at starte med at mærke ind i det der alvor og blive alvorlig. Der er eddermame kedeligt der inde, skal jeg hilse og sige. Har du prøvet det? Hold nu op! Det er ikke der, de store fester udspringer fra. Og så alligevel…

Åh, det er en svær en. Kan man tage fest alvorligt? Er sjov og ballade alvorligt? Ja, man kan godt tage en fest alvorligt. Og ja, hvis du er en person med hang til sjov og ballade, så skal du tage det alvorligt. Men du behøver ikke være alvorlig. Og det var det, jeg troede. Hvis jeg skulle tages alvorligt med mine kompetencer og talenter udi at hjælpe andre med at finde deres sandhed, så var det nødt til at være alvorligt. Men det passer ikke. Overhovedet ikke!!!

Nogle af de tidspunkter, hvor folk føler sig allerbedst tilpas i mit selskab, er faktisk, når jeg tager dem alvorligt, men ikke er alvorlig. Det er min lette energi og positive adgang til livet, der skaber healingen – og dermed balancen. Og det er det, folk vil have – de vil tages alvorligt, men de gider faktisk sjældent være alvorlige. Så nu vil jeg tage mig selv meget alvorlig og stoppe med at være alvorlig!

Har du det også sådan?

…det var den der blog, vi kom fra…

Jeg er blevet spejlet en masse på “nu må du også snart være færdig med det der…??” – eller “du kan da ikke blive ved med det der…???”

Når jeg bliver provokerende, spørger jeg: “Hvad for noget “det der”???”
Men jeg ved jo godt, hvad det er. Det er det her med hele tiden at undersøge og åbne nye lag inde i mig og skrive om det her og der og alle vegne. Og måske også at jeg ofte finder på noget nyt, jeg synes, er super spændende at indarbejde som værktøjer i mit arbejde.

Så bare lige for at understrege, at min tagline er LivingYourTruth, og at jeg derfor til hver en tid vælger at tage ansvar for, hvem jeg er, og hvordan jeg gerne vil være i verden, så kommer der lige lidt mere af “det der” her. For det er sådan jeg er, og det er sådan jeg vil kendes.

Og lige præcis det her med at skifte retning, eller spor, eller hvad du nu vil kalde det, det er faktisk en kæmpe force for mig. Hvis jeg tager en beslutning om at gøre noget bestemt – eksempelvis i min forretning – så gør jeg det kun så længe, det føles godt inde i mig. Når det ikke længere føles godt, så skifter jeg spor.

Andre har det super fint med at tage en beslutning og så holde fast i den uanset hvad – for nu er beslutningen taget, og så skal vi nok få det til at lykkes. Og dem det virker for, det er sjovt nok dem, der ikke synes, at de knokler. For de kan lide det. Og det er deres måde at være i verden på. Og derfor manifesterer de også hamrende godt og nemt på den måde. De er skide gode til at være i verden på den måde. Men sjovt nok, så er det også dem, der har travlt med at sige til mig: “Nu må du også snart være færdig med det der…??”

Niksen, biksen, baby!!! It’s not gonna happen in this lifetime. So get used to it, or hit the road!!!
Så kort og klart kan det siges nu. Det er, hvad jeg er – hende, der er hamrende god til at skifte mening, holdning, retning, spor og hvad ved jeg, i takt med at jeg udvikler mig og opdager nye lag og nye sider af mig selv, som jeg har lyst til at udforske og lege med i kortere eller længere tid. Jeg er super god til at starte projekter op, men når de skal driftes, så skal en anden tage over – it’s not my thing!

Og nu til “det der”, jeg kort vil tale om. Jeg tog for noget tid siden en beslutning om, at jeg fra i år ville skrive fra et mere professionelt sted – altså ikke længere ud fra min egen udvikling, men mere sådan nogle professionelle tips, tricks og oplevelser fra min forretning. Det holdt så i lidt over en måned! Fuck, det er kedeligt! Pardon my french! Men det er det altså!

Ikke fordi mine kunder er kedelige, men fordi det er super kedeligt at skulle sidde og prøve og regne ud fra hovedet, hvad der kunne være interessant for dig at høre om. Så det gider jeg ikke. Jeg synes faktisk, at det er meget sjovere at skrive fra mig selv og mine egne oplevelser af verden. Det betyder ikke, at det ikke har et professionelt sigte, det betyder bare, at jeg elsker at skrive om mig selv og mine egne oplevelser af verden. I virkeligheden har jeg jo kun mulighed for at give den gas her og på de andre medier, jeg bruger, uden jeg behøver forholde mig til andres meninger. Det er da genialt. Så det vil jeg da fortsætte med – big time!

Gul zone
Det er som om, de sidste uger er foregået fra gul zone. Jeg ved ikke helt, hvordan det lykkedes mig at få sparket gang i det der med foredrag, men det var nok noget med en fed stemning herhjemme en dag, hvor jeg kunne det hele på den halve tid… Kender du den følelse? At der ikke er noget, man ikke kan klare? Og pludselig har man taget første skridt ind i en drøm. Det var lidt sådan det startede, når jeg kigger tilbage på forløbet. Og jeg skal da lige love for, at der pludselig kom gang i den…. yihaaaa!!!!

Grøn zone er vores komfort-zone, hvor vi arbejder/er med det trygge og gode, vi kender.
Gul zone er vores udviklings-zone, hvor vi arbejder/er med nye ting, vi endnu ikke kender fuldt ud og derfor stadig ikke er helt trygge.
Rød zone er der, hvor vi er ude på dybt vand, og der hvor vi har taget et lidt for stort skridt og meget nemt bliver væltet omkuld og højst sandsynligt ikke lykkes med det, vi har gang i.

Så ugerne har handlet om at lære og udvikle mig i forhold til min forretning. Det har været skide sjovt og spændende, men hold da helt op jeg har fået brugt mig selv MAX! Så i samme periode har jeg også lært lidt (læs: MEGET!) om pauser. Der findes nemlig mange forskellige slags pauser. Og som ekstrovert og meget udadvendt person er det lykkedes mig at falde i de klassiske fælder, selvom jeg udmærket ved, at sådan nogle som mig også har brug for pauser! Det tror vi jo ikke, fordi vi altid kan det hele på den halve tid, men det har vi altså! Læg lige mærke til her, at jeg IGEN IKKE er den klogeste (ref: tidligere blog om at være klogest!)!!

Pauserne
Nå, men de her pauser har jeg så skullet lære at differentiere, for der findes mange forskellige slags pauser, og sikkert også flere end jeg lige er kommet i kontakt med.
Når man arbejder fra sin essens og med noget, der gør en glad hver dag, så føles arbejdet jo ikke rigtig som arbejde. Og her er jeg i gang med en fælde. For jeg kan godt finde på at tænke, at jeg har en god “hyggedag”, når jeg i min kalender kan se, at jeg har plads til at få lavet nogle småting, der skal følges op på, materiale der lige skal laves eller andet, der er hyggeligt for mig at lave.

I søndags havde jeg bestemt mig til, at jeg ville opdatere forskellige ting på min hjemmeside, og så skulle jeg også lige skype med et par veninder. Så en rigtig dejlig “hyggedag” var kørt i stilling. Da dagen var gået, havde jeg lavet det, jeg skulle, men jeg var også gået i gul zone og havde sat gang i mit nye koncept “Hverdagsfest“, og jeg var helt høj af glæde og fed energi. Så langt, så godt….

Mandag vågner jeg op og kan mærke, at det dårlige humør er ved at gøre sit indtog, og jeg tænker: “Hvad pokker sker der lige for det???” Jeg vælger at gå en lang tur i skoven, og her bliver jeg opmærksom på, at jeg slet ikke havde holdt en reel pause i min hverdag i flere dage, mens jeg havde været i gang med alle de her foredrag og netværk, jeg har haft gang i. Jeg havde faktisk kun holdt “inspirerende” pauser undervejs – ikke reelle, rene pauser!

Som du kan se, så har jeg altså gang i, at der i mit liv findes rigtig mange slags pauser. Og det er super vigtigt, at jeg holder styr på, hvilken slags jeg har gang i, hvilken slags jeg reelt har brug for, og hvornår jeg har brug for dem. Jeg har efterhånden lært, at når det dårlige humør kommer snigende, så er det tegn til, at jeg ikke har givet mig tid til at fordøje alt det, jeg har gået og lavet. Og måden at fordøje på, er ligesom at restituere efter mere eller mindre hårde træningspas – PAUSER!

Og der er meget stor forskel på, om jeg hygger mig med veninderne, eller om jeg decideret trækker stikket ud og sætter mig i sofaen og ser serier i TV. Når jeg er sammen med veninderne, er det faktisk lidt som at være på arbejde, fordi jeg arbejder med udvikling og personligt lederskab til daglig. Men når jeg ser serier eller går tur med hestene sammen med min datter, så er det en reel pause for mig. Og det var lidt en aha-oplevelse for mig, for pludselig kunne jeg jo godt se, at alle de gange jeg har brugt timer på at hyggesnakke med veninder og troet, at jeg holdt pauser, der har jeg i virkeligheden været i gang med at udvikle mig selv og på den måde været på arbejde. En reel pause med veninderne ville være en tur i byen, hvor vi drikker drinks og griner og laver ballade!

Vi er alle forskellige, og det er vidt forskelligt, hvad en reel pause er for os hver især, men tænk over om du holder reelle pauser, der er restituerende, eller om du går og narrer dig selv lidt.

Mit møde med HH Dalai Lama
Jeg var en af dem, der sammen med to veninder var inde og se HH Dalai Lama i Bella Center, da han var i DK forrige uge. Det var en skøn oplevelse. Det, jeg blev mest glad for, var at “opdage”, at jeg nu på stort set alle planer i mit liv lever ud fra det, han mener, skaber en bedre verden. Hans udgangspunkt er, at vi altid skal starte inde fra os selv. Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi er i verden. Det skal forstås sådan, at hvis du ikke er opmærksom på dig selv og dine egne behov, så kan du hurtigt blive rigtig sur og irritabel og føle dig drænet, fordi du tilgodeser alle andre først. Hvis du derimod dækker dine egne behov først, eller i det mindste lytter til, hvad du helst vil og vælger derfra, så bliver du gladere og får mere overskud til at være med andre mennesker.

En af mine lærer på mit psykoterapi-studie udtrykte det sådan her:
Hvad er det, jeg gør, for IKKE at få det, jeg gerne vil have?

Vi er alle forbundet
HH Dalai Lama sagde også, at vi alle er forbundet, og at ingen er mere end andre. Hvis han f.eks. begynder at føle sig som mere end andre mennesker, bare fordi han er Dalai Lama, så vil han hurtigt blive ensom. Og med det udgangspunkt skal man jo være super god til at balancere i sit liv, når man nu godt ved, at man er “sådan en”, der skaber præcedens for millioner af mennesker. Men hvis vi kigger os omkring, så skaber vi alle præcedens for andre mennesker blot ved at være i kontakt og have venner, familie, kollegaer etc. – det er godt nok i lidt mindre skala, men vi gør det alle. Og så synes jeg faktisk, at det virker som om, at han balancerer super fint i det hele. Jeg fik i hvert tilfælde indtryk af et varmt, kærligt, omsorgsfuldt menneske med hjertet på rette sted.

Vi er alle ligeværdige
Da vi var færdig i Bella Center, gik vi tre tøser (damer) i Field’s for lige at snakke om vores indtryk over en kop kaffe. Og på vejen derop kom jeg pludselig i tanker om mit møde med Gitte Nielsen (tidl. Stallone)  for et par år siden, og HOLD NU KÆFT, hvor vi grinede. Det var ud fra det der med, at ingen er mere end andre, jeg kom i tanker om det. Jeg bliver nødt til at sige, at lige præcis mit møde med Gitte Nielsen var en helt modsat oplevelse af den udtalelse. Ikke fordi hun hverken følte sig eller opførte sig som om, hun var mere end mig – det var MIN opførsel over for hende, der godt kunne have givet hende og andre det indtryk. Og når du nu læser historien, så skal du huske, at jeg er 48 år, psykoterapeut, havde (på daværende tidspunkt) et deltidsjob som chefsekretær, og jeg skal i det daglige helst være “lidt klog” på forskellige ting i mit liv, OG der er altså ikke ret meget, der kan imponere mig, for jeg har en tendens til ikke at tage livet så alvorligt. Og så betragter jeg i øvrigt mig selv som rimeligt tjekket, så allerede der gik det galt!

Mit møde med Gitte Stallone
Min kollega Rie og jeg har været i kantinen og hente frokost. På vej tilbage til elevatoren står jeg pludselig ansigt til ansigt med Gitte Stallone. Jeg blev helt paf – som i, JEG STOPPEDE MIDT I EN SÆTNING, TABTE KÆBEN OG STIRREDE MÅBENDE PÅ HENDE, og jeg var simpelthen ved at knække nakken af led for at kigge efter hende, da vi gik ind i elevatoren. Inde i elevatoren hænger min kæbe stadig nede ved brystkassen, mine øjne er stadig store og kuglerunde, og Rie kigger undrende på mig og siger: “Øh, der fik du dig vist lige en aha-oplevelse, eller hvad???” JA FOR FANDEN!

Nå, men oppe på kontoret, da vi har spist og grinet lidt af det, står vi så ved vores skriveborde og arbejder. Væggene til kontoret er af glas, og mens vi står der, kommer hun fandme gående ude på gangen med nogle af vores kollegaer, og IGEN TABER JEG KÆBEN OG BLIVER HELT PAF! De stopper uden for vores dør, og jeg slipper simpelthen alt og går som i trance hen til døren og står og glor på hende med åben mund og polypper. På et tidspunkt opdager jeg, at min stirren faktisk gør hende lidt ilde tilpas, og det eneste jeg kloge, voksne, super tjekkede kvinde kan komme i tanker om at sige er: “Du må undskylde, at jeg stirrer på dig, men det er, fordi du er så smuk!” Tror du, hun blev mindre forlegen??? Nope!!!

Man skulle nok have været der!
Bagefter satte Rie og jeg os ned, og så kan jeg lige love for, vi grinede. Hold nu kæft, det var sjovt. Aldrig i mit liv er jeg blevet taget så meget i rumpen. Og aldrig i mit liv har nogen eller noget “imponeret” mig så meget. HUN VAR MAGNETISK! Det er simpelthen, det eneste ord, jeg kan komme i tanker om. Jeg følte mig som en teenager, der stod over for sit store idol! Man skulle nok have været der – både den dag på kontoret, og forleden i Field’s, da jeg fortalte den til Eliza og Lisbeth. Og bare for at give dig et lille indtryk af, hvordan vi grinede i Field’s, har Lisbeth optaget lidt af vores samtale – og bemærk, at her har bølgerne allerede lagt sig lidt. Det ligger på YouTube, og du kan se det her.

Så husk, ingen er mere end andre, men nogen gange kan vi godt lade os imponere lidt alligevel – for mig var det i hvert tilfælde en fantastisk følelse, og efterfølgende en sjov historie.

Jeg samler puslespil!
Bum – så er det sagt! Og allerede nu er der flere af jer, der er på vej til at klikke væk fra min blog, fordi I er ved at kaste op af kedsomhed.
Og så er der jer, der tænker: “Aaaahhhhh, kan det nu også passe – SÅ gammel er hun vist ikke?” eller “Hvad fanden tænker kvinden på?”
Hvis jeg er heldig, så er der nogen af jer, der fortsætter med at læse og måske tænker: “Det var lige godt pokkers – gad vide, hvad den historie handler om?”

Mine stakkels børn
Da mine børn var små, var jeg sådan en mor, der aldrig kunne finde ro og sætte mig ned og hygge mig med dem. Jeg elsker at spille spil, og nogen gange lykkedes det at lokke mine børn til det, eller det lykkedes dem at lokke mig til det. Men ellers var jeg faktisk ikke særlig god til at forholde mig i ro med mine børn. Jeg havde altid liiige noget, jeg skulle ordne.

En gang, da jeg gik og kedede mig og kiggede på spil i en legetøjsforretning, så jeg et puslespil med en sjov tegneserie på 1000 brikker. Jeg tænkte, at det da kunne være lidt hyggeligt at samle, så jeg købte det. Og det var eddermame hyggeligt!

Jeg lagde det op på spisebordet, og på en eller anden magisk måde blev det et samlingssted for mig og mine børn. Vi sad sammen i timevis og søgte efter brikker, sludrede, drillede hinanden og kappedes om at finde brikkerne til hullerne. Og da børnene var så store, at de kom hjem før mig om eftermiddagen, kunne jeg godt regne med, at der var blevet samlet en god bid, når jeg kom hjem.

Pinligt
Når jeg fortalte mine venner eller kollegaer, at jeg var i gang med et puslespil, kiggede nogen af dem underligt på mig, og andre begyndte at grine og sagde, at det da kun var gamle mennesker, der samlede puslespil. Så i starten var det faktisk lidt pinligt at indrømme. For hvem pokker gider at være pinlig og blive kaldt gammel, når man er i 30’erne eller 40’erne – ja, jeg gad da ikke. Og heller ikke en gang nu, hvor jeg er 50. No way – jeg er da på ingen måde gammel! Måskel lidt pinlig indimellem, men det har nu ikke noget med mine puslespil at gøre…..

Flow
Så det måtte jeg lige gå og summe på. For jeg var faktisk ikke til at drive i seng om aftenen, når først jeg fik sat mig, så hvad var det, der drev mig? Og jeg nåede frem til, at når jeg sætter mig ved et puslespil, så forsvinder jeg væk fra tid og rum og er i totalt flow med det, jeg laver. Og det er en helt vidunderlig følelse. Det er den samme følelse, jeg har, når jeg er i dyb samtale med en skøn ven eller veninde. Eller når jeg er fordybet i en eller anden arbejdsopgave, der bare kører. Det er helt fantastisk. Så nu er jeg ligeglad med, hvad folk tænker.

Vi er alle forskellige – og alt er godt
Nogen maler, nogen laver kort, nogen laver scrap-bøger, nogen læser, nogen ser tv, nogen spiller computerspil, nogen mediterer, nogen dyrker motion, nogen ryger en smøg…. og hvad ved jeg. Min pointe er, at det er ligegyldigt, hvad der får dig i ro og flow. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, bare det virker. Og sådan er det med rigtig mange ting i livet. Vi har super travlt med at høre, hvad de andre synes og mener, men hvad der er rigtigt for den ene, behøver på ingen måde at være rigtigt for den anden. Så lyt til dig selv og stol på, at alt er godt.

I dag er det faktisk sådan hjemme hos os, at når jeg lægger et puslespil op, og der kommer gæster forbi et par timer, så kan jeg godt regne med, at samtalen foregår inde ved spisebordet, samtidig med at der samles puslespil. Også dem, der grinede, bliver draget derind, for det er bare så hyggeligt – punktum!

Jeg fik for noget tid siden lov til at blogge hos skønne Rebekkah Leve. Du kan læse, hvad jeg skrev nedenfor.
Men du kan også hoppe over på hendes blog, hvor du får billeder og indledning med. Du finder det her.

Jeg har tit været i fare for at blive dømt ude! – for jeg står primært for latter og lethed.

Som psykoterapeut og mentor mener jeg, at det er vigtigt, at jeg også selv hele tiden sørger for at få ryddet op i mit eget ”shit”. Grundtesen er, at vi ikke kan hjælpe vores kunder længere eller dybere, end vi selv er kommet. Derfor går jeg også i forskellige former for terapi og til en masse workshops og efteruddannelser, så jeg hele tiden kan være den bedste udgave af mig selv og kan hjælpe mine kunder bedst muligt.

Jeg var i hypnoterapi forleden, og da jeg kom, var jeg dresset op i halvhøje støvler, sorte nylonstrømper, shorts, en lækker bluse og trøje og mine fede solbriller

Sessionen handlede om tydelighed og synlighed.

Da vi var ved afslutningen, og jeg sad afslappet med benene oppe – uden støvler, uden trøje og uden solbriller – sådan rigtig dejligt afslappet, sagde min terapeut: “Jeg kunne ikke “se dig”, da du kom!”

Jeg kiggede på hende og sagde: “Du kan heller ikke “se mig” nu! I realiteten kan du ikke ”se mig”, før du har talt med mig – vil jeg vove at påstå!”

I min optik handler det hele om øjet, der ser, og ørerne der hører.
Min terapeut mente, at jeg gemte mig, og jeg mente, at jeg viste mig.

Når jeg dresser mig op, får jeg følelsen af at være lækker. Og den følelse havde jeg også forleden. Og når jeg dresser mig op og føler mig lækker, risikerer jeg at blive set i mængden. Så faktisk føler jeg mig meget modig, når jeg dresser mig op og tør skille mig ud fra mængden.

Jeg synes, at terapeut-verdenen har en tendens til at skælde sjov og lethed ud og dømme det ude på forhånd. Som om vi KUN kan arbejde med følelser og alvorlige emner, når vi græder og går i sorg. Jeg tager ALLE mine kunder MEGET ALVORLIGT, og hvis det er sorgarbejde, der skal til, så gør vi det. Men nogen gange kan vi altså også komme videre, når vi ikke tager det hele så alvorligt, og det vil jeg gerne stå på mål for. Og derfor er jeg i fare for at blive dømt ude!

At skille sig ud fra mængden er et tema, jeg kender rigtig godt helt tilbage fra min ungdom og frem til, hvor jeg er i dag. Når jeg f.eks. går til fest, giver jeg den max gas med hele mit udseende og væremåde i øvrigt.

I mine unge dage – primo 20’erne – havde jeg en veninde, der efter en fest sagde til mig; ”Hvis jeg ikke havde kendt dig, inden vi gik til fest, havde jeg aldrig lært dig at kende. Du er så overfladisk, når du er til fest, så jeg ville aldrig have gidet at snakke med dig!”

Tag den! Den nev…. og jeg blev skide ked af det… og følte mig SÅ ekskluderet!
Jeg havde da på ingen måde lyst til at være ”hende den overfladiske festabe” – jeg ville da på alle måder inkluderes og være en del af fællesskabet.

Fordi den nev, begyndte jeg at arbejde med den, for det var jo tegn på, at jeg ikke selv følte mig okay.
Min rejse har derfor bl.a. handlet om at forene hende den vilde, der skiller sig ud, og hende den stille, der hviler med dybde. Og en del af rejsen har handlet om at uddanne mig til psykoterapeut og mentor.

Jeg vil vove påstanden, at jeg har fået forenet min spradebasse og dybsindige side på helt vidunderlig vis i dag. Ikke fordi jeg i dag hele tiden viser begge sider af mig selv, når jeg er sammen med andre, men fordi jeg har accepteret mig selv 100% med ALT, hvad jeg indeholder.

Hvis andres udtalelser om dig, gør noget ved dig, så tag hånd om det for din egen skyld – men husk altid; DET HELE HANDLER OM ØJET, DER SER, OG ØRERNE DER HØRER!

Du er 100% okay – ej det!

Kærligst
Lorena