Jeg har rigtig meget astma for tiden, og jeg har faktisk haft det siden juli måned, hvor det virkelig satte ind for alvor, og jeg har måttet tage min anfaldsmedicin flere gange om ugen inden sengetid for at kunne sove ordentligt. Når det er kommet op så massivt, så ved jeg godt, at det er tid til at sige farvel til det værktøj, som det jo er. Der skal betrædes nyt land, og jeg har ikke brug for min astma mere.

Jeg har allerede healet en del på min astma og jeg ved, at jeg ikke bruger det på samme måde, som jeg gjorde førhen. Så jeg har været på en quest, for jeg har simpelthen ikke kunnet finde roden. Derfor får jeg hjælp. Jeg får stressrelease/healing af Lisbeth Roest og clearings af Caroline Cousins. Uafhængig af hinanden har de fortalt mig, at astmaen simpelthen ikke er klar til at slippe, for jeg har ikke “erfaret” nok på den. Den var ny!

At erfare noget er en proces, der tager tid. Og at erfare noget handler netop om at leve det – ikke bare forstå det på et mentalt plan. Og det nye her er, at jeg står over for at være gået i gang med at heale på noget, som jeg slet ikke har erfaret nok på endnu. Alt det arbejde, jeg har lavet på mig selv indtil nu, har været erfaret nok og været klar til at slippe, da jeg tog fat på det. Men åbenbart ikke denne gang. Så jeg er lidt på spanden her, for en del af mig har virkelig ikke lyst til at leve med astma mere. Jeg synes, at det er træls, at min krop ikke bare kan makke ret, når jeg nu vil have det anderledes.

Jeg har heldigvis fået et kodeord til processen – “med-afhængighed”.
Jeg forstår med-afhængighed som noget med at undskylde andre for, at jeg ikke kan stå frem og være mig, men at jeg er “nødt til” at være der for dém, og simpelthen spille med på deres banehalvdel. Ganske enkelt at man undskylder en misbruger sit misbrug, og på den måde støtter dem i misbruget, og samtidig holder sig selv i skak og ikke tager ansvar for at træde ud af det og passe på sig selv.

Så jeg er dykket ned i undskyldningen og har samtidig søgt forståelse via GenNøglerne. Og det viser sig, at GenNøgle 19 har med-afhængighed som skyggen. Processen er, at vi skal erfare i en proces fra med-afhængighed til uafhængighed til forbundethed. Der er altså 3 trin her, som hver har deres formål for menneskeheden. Det giver mening for mig, når jeg læser op på det. Og jeg kan udmærket mærke og forstå det i mit eget liv, for alle 3 trin er til stede på forskellige niveauer i mit liv. Men jeg mangler erfaring på noget af det.

Nu handler arbejdet så om at få samlet det hele og fundet ud af, hvad processen handler om, og hvad der skal erfares, for det har jeg endnu ikke styr på. Og jeg har heller ikke styr på de undskyldninger, jeg tror, jeg bruger for ikke at træde fuldt ind i forbundethedens univers.

Jeg tænker, at jeg vil skrive videre om det i næste uge, når jeg har erfaret lidt mere om det. I mellemtiden kan du selv dykke ned i, hvad der p.t. er massivt i dit eget liv, som gerne vil forstås eller erfares. Husk, at vi alle er til den her fest, hvor vi skal turde være autentiske og vise, hvem vi er, og hvad vi står for. Så jeg tænker, at der også er ting i dit liv, der gerne vil forandres, så du kan blive den udgave af dig, du skal være, når vi træder endnu længere ind i den nye tid – Vandbærerens tidsalder.

Jeg synes, at det snerper lidt til.
Der er kommet flere deltagere til festen 2020 her på falderebet. De er der egentlig altid, men nu er de gået i clinch med “værterne”. Det er Mars, der har gjort sin entre for alvor. Han står i sit eget tegn, Vædderen, og han står i kvadrat til Jupiter, Saturn og Pluto i Stenbukken. Og for lige at gøre det hele lidt sjovere, så står Mars i opposition til Solen i Vægten lige nu, så de kardinale tegn er virkelig kommet op af hullerne.

De kardinale tegn er dem, der initiere processerne, når de har fundet formålet. Og man må sige, at formålet står klart – tag ansvar for dig selv og vores klode, og slip systemer der ikke længere tjener vores og klodens højeste bedste.

Mars’ ankomst til festen udfordrer i høj grad netop den del, der handler om at nedbryde systemer, der ikke længere tjener vores højeste bedste. Vi ser det bl.a. i modstanden i forhold til regeringens og de offentlige myndigheders håndtering af Corono’en. Mars er individualisten, der går forrest og vil have frihed til at være den, han er, og han gider ikke bullshit. Så han udfordrer os alle til at komme i omdrejninger og få taget stilling og komme frem af hullerne.

Man kan sige, at det ikke er svært at se, hvad der sker i det kollektive med alle de her energier. Men hvad kan vi bruge dem til i vores eget liv?

En måde at bruge det på kunne være, at du i dit horoskop ser, hvor du har Stenbukken med Jupiter, Saturn og Pluto, og hvor du har Vædderen med Mars. Det kan fortælle dig noget om på hvilken arena, du kan tage action og støtte dig selv med de her energier, og hvor de er i spil i lige præcis dit liv.

For mig foregår 2020 festen på min person og mit udtryk (1. Hus) – altså den jeg er i verden. Og Mars i Vædderen er i mit 2. Hus, så her handler det om, at jeg skal tage ansvar for min viden, og hvordan jeg kommunikerer den viden med verden. Med andre ord, så er der en rimelig heftig transformation i gang inde i mig, hvilket netop viser sig ved alle de gamle mønstre, adfærd og overbevisninger, jeg talte om i sidste uge. Når jeg har ryddet op og taget ansvar for at stå frem, som den jeg er, så beder Mars mig reelt om at komme ud af starthullet og få kommunikeret noget om den viden, jeg har indsamlet i processen.

Og det er så det, jeg gør her med mine klummer, opslag, sessioner, kurser etc.

Det, vi skal huske på, er, at vi alle har mulighed for at bidrage med noget. Det er vigtigt, at vi ikke stopper os selv, fordi vi tror, at vi er for ubetydelige. Selv det mindste tandhjul har en opgave i det store maskineri. Og et lille bitte tandhjul ude af drift, kan faktisk forårsage rigtig store skader på den store maskine. Så ingen af os kan fralægge os ansvaret for at deltage i den her fest.

Den gode nyhed er, at vi får et radikalt skifte den 21. december.
Her går Saturn og Jupiter konjunkt i 0 grader Vandbærer. Og det betyder starten på både en ny 20 års cyklus OG en ny 200 års cyklus. Jupiter og Saturn mødes hvert 20’ende år. Og fra 21. december 2020 skifter de element fra Jord-elementet til Luft-elementet. De vil nu i 200 år hvert 20’ende år mødes i et Luftelement til forskel fra de sidst 200 år, hvor de hvert 20’ende år har mødtes i et Jord-element. Dvs. at de sidste 200 år har været meget præget af alt det materielle og jordiske kræfter, hvor de næste 200 år vil blive præget af information og vidensdeling. Vi skifter fra nogle tunge vibrationer til nogle mere lette vibrationer.

Da vi lægger ud med Vandbærerens tegn, vil de næste 20 år højst sandsynligt komme til at være meget præget af kollektivt samarbejde, skift fra central styring til decentral styring, og måske vil teknologiske løsninger være vejen til mere frihed for alle.

Så det ser ud til, at vi fra jul vil få lidt mere luft i vores liv og mulighed for at kunne trække vejret lidt lettere. Tingene sker jo ikke over nat, men jeg tænker, at vi alle vil kunne mærke en forandring med både vintersolhverv og Saturns og Jupiters transit til Vandbæreren den 21. december i år.

Med dette vil jeg læne mig tilbage i mit indre stormvejr og glæde mig over, at der trods alt er udsigt til et markant skifte om et par måneder, når vi skal fejre vintersolhverv lige inden jul.

Jeg synes godt nok, at der er gang i at slippe gamle mønstre og gammel adfærd for tiden. Det er jo helt vildt. Jeg er helt med på, at det også er det, energierne inviterer os til at gøre – især her i slutfasen af den store sammenstimlen i Stenbukken, der medio december lukker for festen i denne omgang.

Det er Pluto, Jupiter og Saturn, der er tale om her. Medio december drager Saturn efterfulgt af Jupiter videre på deres rejse ind i Vandbærerens tegn, og slipper den intense energi af netop at skulle slippe gammel adfærd og tage ansvar for, hvem vi vil være, og hvad vi vil bidrage med i verden i den kommende tid.

Man kan sige, at vi altid bliver inviteret til at skabe den bedste udgave af os selv, men astrologisk kan vi hente energetisk hjælp til forskellige ting og forskellige faser af vores liv, hvis vi vil. Og det er det, der har gået for sig i år. Som jeg tidligere har skrevet, så åbnede ballet i januar, hvor d’herrer Pluto og Saturn mødtes (gik konjunkt).

Pluto står for vores vilje og Saturn står for vores ansvarlighed.
Pluto er en kollektiv planet, der også står for, hvad der er bedst for det kollektive, og Saturn står for, hvad der er bedst personligt.
Pluto arbejder med magt og kontrol, og Saturn arbejder med grænser og karmiske læringer. Så det er et par heftige herrer, vi er inviteret til fest med.
Fællesnævneren er, at de henter skeletterne ud af skabene, så vi får mulighed for at kigge dem “i øjnene”!

Jupiter var i øvrigt også inviteret til samme fest. Og normalt er Jupiter den onkel, vi virkelig gerne vil feste med, for han er dejligt generøs og går i virkelig store sko, og han elsker at give den gas – han er ekspansion. Problemet er her, at han desværre ikke kun ekspanderer alt det fede. Han ekspanderer dét, der er. Så lige denne her fest, var måske ikke en af de helt sjove, for der har ligesom ikke rigtig været de helt store og sjove energier at feste med. Jupiter gik i virkeligheden bare i gang med at lege med onkel Saturn og onkel Pluto, og jeg skal da love for, at de tre har haft sig en fest.

Og festen blev så 2020! Værsgo – giv den gas, venner!

Vi fik godt nok et lille break her henover sommeren, hvor onkel Saturn var en tur i byen (hos Vandbæreren), men han skyndte sig tilbage, så han kunne være med til at lukke festen (2020) ordentligt… eller hvad man nu skal kalde det. Så her de sidste måneder af året, er der lagt op til en sidste omgang i møllen med at finde ud af at få sluppet gammelt materiale og steppe ind i vores power og sande udtryk.

Personligt vælter det ud af skabet med gamle overbevisninger. Selvom det er ret vildt, så er det faktisk blevet så grotesk, at det er blevet en fest. Jeg har jo de skøreste overbevisninger kørende, og har ubevidst levet efter alt muligt hejs, der slet ikke er i tråd med, hvordan jeg ønsker at være, ej heller i tråd med hvordan jeg egentlig opfatter mig selv. Men sådan er det. Og der er ikke så meget at gøre andet end at tage dem en af gangen, efterhånden som de dukker op, og så kigge på dem og bede dem om at forlade festen, hvis de ikke passer til mit bevidste selvbillede.

Så hvis du sidder og føler, at der kommer alt muligt gammelt frem i dit liv – både følelsesmæssigt og fysisk i form at gamle bekendtskaber og ting du måske allerede synes, du har healet – så er det altså, fordi du bliver inviteret til at tage stilling til, om det er energi, der skal med videre i dit liv i det næste årti. Eller om det er på tide at slippe det og tage de gode læringer med dig i stedet, og komme i omdrejninger med at få taget action på det, der reelt er godt for dig og vores klode.

Med dette vil jeg skynde mig tilbage til min egen fest og ønske dig fortsat god fest, der hvor du nu er!

Ugens dilemma

Forleden fortalte jeg dig om min superpower.
Har du selv kigget på, hvad din er?

Jeg kan virkelig anbefale, at du gør det. Især hvis du er sådan en ligesom mig, der leder efter dit purpose i livet. For det har vist sig, at en voldsom energi har sluppet i mig, efter jeg forleden overgav mig til min superpower og decideret stoppede med at lede efter et eller andet fancy, der skulle repræsentere mig og mine talenter i det her liv. Jeg har nærmest været i sådan en zen-tilstand lige siden.

Og det er det, der sker, når vi gider at bruge tid på vores egen selvudvikling, og når vi lærer vores skygger at kende, og vi lærer at slippe modstand på det, der er.

Jeg lægger mærke til, at nogle af de dynamikker, der har været i spil hos mig, netop er det her med at lede efter noget mere og noget større. En måde for mig hele tiden at udvikle mig selv på og vikle mig selv ud på er at studere og konstant dykke ned i forskellige værktøjer, der netop kan fortælle mig noget om mig selv og mine dynamikker. Og undervejs har jeg mange gange troet, at “hey, det er jo det her, jeg skal dele med verden!”

Jeg har også haft en drøm om at dele mere neutrale emner fra livet. Eksempelvis da jeg lavede mine klummer om generationer. Men jeg løber altså tør for materiale, der interesserer mig, og det ender altid med, at jeg kommer til at snakke om mig selv og mine indre oplevelser alligevel. Så jeg tænker ikke, at verden omkring mig har været særlig meget i tvivl om mit fokus og purpose. Men det har jeg selv. Ikke om, hvad jeg kan, men om det har været godt nok.

Og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at overgive mig til det evidente. Vi lever i en verden, hvor vi fra helt unge bliver pacet til at skulle være noget – ikke “nogen”, men “noget”. Ret tidligt skal vi begynde at beslutte vores karriereforløb ved at vælge uddannelse, og det er dælme svært, hvis man ikke en gang ved, hvem man er. Da jeg trådte ind på den såkaldt spirituelle vej, troede jeg faktisk, at nu blev det hele meget nemmere. Men det var bare lyv! Rejsen ændrede sig bare fra at skulle være “noget” til at skulle være “nogen”.

Så kan jeg spørge mig selv, om det ville være bedre, hvis vores uddannelsessystem var sat op til at fremelske, hvem vi er i stedet for at fremelske, hvad vi vil. Men jeg er faktisk i tvivl. Jeg tænker, at det skal være lidt en balance. At mærke ind i hvad vi vil, kan jo sagtens dirigere os i retning af, hvem vi er. Og at mærke ind i hvem vi er, kan også sagtens dirigere os i retning af, hvad vi vil.

Og for mit eget vedkommende er der også noget med “levet liv”.
Der er noget med, at “levet liv” har hjulpet mig på vej, for det er jo i livet, at vi skal være noget eller nogen. Og hvis vi ikke har haft tid til at leve noget som helst liv, ja så bliver det virkelig svært at vælge noget som helst, tænker jeg.

Hvad nu, hvis vi lærte vores unge, at det ikke handler om at vælge for evigt?
Hvad nu, hvis vi lærte vores unge, at det kun handler om at vælge det, der føles godt lige nu?

Jeg synes, at det er tåbeligt at sige, at man kan “falde tilbage på” noget som helst, som boomerne prøver at bilde de yngre generationer ind. Vores første valg i livet er jo valgt ud fra dem, vi er på det tidspunkt – unge og uerfarne. Hvem er nogensinde faldet tilbage på sådan et valg, når man er blevet ældre og mere erfaren, hvis man ikke er fortsat ud af den vej fra start?

På den anden side, kan man jo også være lidt forud for sin tid og ikke klar til sit første valg, og dermed være nødt til at leve lidt liv, før vejen rigtig kan gåes?

Personligt valgte jeg gymnasiet som ung, fordi jeg ville være socialrådgiver og hjælpe mennesker, der havde det svært. Det var jeg åbenbart ikke klar til, for mit liv tog en helt anden drejning. Retrospektivt kan jeg se, at jeg først var nødt til at hjælpe mig selv, og at socialrådgiver langt hen ad vejen er en administrativ rolle, og det var ikke det, jeg skulle. Og nu lugter mit arbejde jo af at være det, jeg oprindeligt ville. Jeg hjælper mennesker, der har det svært.

Jeg ved ikke, hvad der er sandt og rigtigt. Det må være et personligt anliggende for den enkelte. Men jeg ved, at jeg synes, at det er sjovt at beskæftige mig med min egen og andres indvikling og udvikling i livet. Så det vil jeg fortsætte med at gøre og causere over. Og så vil jeg lade være med at lede efter, at det skal handle om noget som helst andet fancy. Jeg trives med selvudvikling, så det vil jeg fortsætte med at nyde. Punktum!

Ugens dilemma

Jeg håber ikke, at det er uklart for nogen af alle jer, der følger mig og læser mine klummer, at selvudvikling er min helt store superpower. Det er her, jeg er dygtig, og det er her, at jeg flytter folk max!

Jeg deltager i et forløb, hvor vi hver dag får nogle opgaver. Og for nogle dage siden var opgaven at identificere sin superpower i det her liv, så man kan bruge den til at skabe en succesrig forretning.
Metoden var at kigge tilbage til barndommen og identificere sin største smerte og kigge på, hvordan man instinktivt reagerede. Og i reaktionen ligger så ens superpower.

Min største smerte har altid været at blive misforstået og dermed ofte dømt ude, hvilket har givet mig følelsen af at være forkert og ikke passe ind i det “gode” selskab.
Min instinktive reaktion har været at trække energien til mig og bruge tid på at analysere, hvorfor folk mon havde den opfattelse af mig, som de nu havde, og hvad det mon var, jeg gjorde forkert, siden jeg blev misforstået.

I virkeligheden viser det sig, at jeg faktisk i en meget tidlig alder begyndte på selvudvikling.

Så lad mig lige definere ordet selvudvikling;
Selvudvikling betyder at vikle sig selv ud af noget, som man har fået viklet sig selv ind i.

Og her er der selvfølgelig tale om mønstre, adfærd, følelser, holdninger etc.
Læg også mærke til, at ansvaret er hjemme hele vejen igennem – vi har selv skabt det, så vi skal selv skabe det om!

Så for mig ligger den lige til højrebenet, at selvudvikling er min helt store superpower. Men nu kommer det svære. Hvorfor har jeg så ikke skabt en kæmpe, succesrig forretning ud af det, når jeg nu er så pokkers god til at hjælpe andre (og mig selv!) med at få viklet sig ud af deres eget spind?

Den har jeg summet lidt på, og jeg må erkende, at svaret her også ligger lige til højrebenet.
I min egocentriske iver efter at være speciel, er det dælme lidt fladt, at ens superpower er selvudvikling… synes jeg… Så jeg har nok ikke rigtig identificeret mig med, at det her faktisk er mit helt store potentiale. I stedet har jeg “rendt rundt” og ledt efter det der helt specielle potentiale, jeg da måtte have et eller andet sted. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, når nu det er så let og ligetil, men ikke desto mindre, er det sådan, det er.

Så hvad er dilemmaet?
Dilemmaet er, at det netop er alt det, jeg har bedt om, det skal være; super sjovt, legende og let. Og så har jeg haft det her ego kørende med, at det ikke var specielt nok til at promovere sig på, endsige kalde en superpower!

Så nu bliver det spændende at se, hvad der sker, når jeg for alvor begynder at identificere mig med min superpower og virkelig giver den gas med at promovere mig på det. Jeg kan allerede mærke, at det bliver super sjovt, legende og let at gå på opdagelse i. Og hvis alt det, jeg tror på, er sandt, så følger resultaterne selvfølgelig med, ikk’? (her skulle så have været en blinke-smiley)

Har du identificeret din superpower?

Ugens dilemma

Da jeg gik på mit 3. år på psykoterapeut-uddannelsen, skulle læreren bruge en elev i stolen og jeg meldte mig. Øjeblikkeligt var der en af mine medstuderende, der smækkede sin notesbog sammen og udbrød irriteret; “Jeg gider ikke, det skal være dig, Lorena! Du er altid så skide lykkelig!”

Jeg siger lige med det samme, at det ikke var en kompliment! Det blev sagt meget irriteret.

Forleden sad jeg på cafe med min dejlige veninde, og jeg sidder og pjatter og får kørt mig selv op i grin og ballade, der får min veninde smilende til at sige noget i stil med; “Nu har vi så den side af dig, som jeg ikke lige ved, hvor længe jeg kan være sammen med. Altså, du må jo gerne være glad.”

Det var vist heller ikke en kompliment! Men det blev sagt med et smil.

Da jeg var ung, blev jeg kaldt overfladisk, når jeg lavede larm og ballade.
Min mor plejer (stadig) at sige; “Årh, hold nu op med det der. Der er da ingen, der gider at være sammen med dig, når du opfører dig sådan!”

Tydeligt nok er det heller ikke en kompliment! Og hun har til dels ret.

Og hvorfor fortæller jeg dig de her historier?
Fordi det har fået mig til at spekulere på det her med, hvordan noget som opfattes som glæde og uskyldigt i den ene, kan opfattes som grænseoverskridende og enormt irriterende i den anden. Og som psykoterapeut ville jeg måske være ret hurtig til at sige, at det er projektioner, der skal tages hjem.

Men hey! Hvad nu, hvis det bare er at sætte grænser? Skal vi altid dykke ned i tingene, som om alting skal heales og helbredes? Når vi bliver provokeret af andre, er det så altid et sår, eller kan der i virkeligheden også bare være tale om, at grænsen er nået for den enkelte?

Er det forbudt at sætte grænser, bare fordi det handler om glæde og sjov og spas?
Jeg tænker, at vi kender det, når vi ser børn i ekstatisk leg, hvor vi godt kan få øje på, at lige om lidt kan det kamme over. Og det er jo det samme, man kan tappe ind i hos en voksen, der giver den gas. Den der genkendelighed med, at lige om lidt kammer det over til ikke at være sjovt længere.

Der er virkelig noget med det der, at grænsen fra geni til vanvid er meget, meget lille. Det samme gælder, når vi når glædeshøjder af ekstase. Her kommer vi også hurtigt tæt på vanviddets grænse, tænker jeg.

Jeg ved godt, hvem af mine venner, der gider hvilke sider af mig. Og det ved jeg, fordi de fleste af mine venskaber har rigtig mange år på bagen. I den tætteste kreds kom den sidste til for 18 år siden. Og i virkeligheden er jeg ikke gå-i-byen typen, netop fordi jeg ved, at jeg kan provokere rigtig mange. Og jeg gider ærligt talt ikke beskæftige mig med det. Til gengæld er vi pisse gode til at holde fester, og det gør vi så i stedet. Her kan dem, der ikke er til det glade vanvid så trække sig lidt sammen med ligesindede, og dem, der er til det glade vanvid, kan så feste sammen med mig.

Og så kommer næste spørgsmål:
Betyder det så, at jeg “dukker” mig og slukker mit lys, når jeg er sammen med andre mennesker?

Nogen vil måske sige ja, det gør du.
Men hvad nu, hvis jeg bare udtrykker sider af mig selv, der også skal luftes og have plads engang imellem? Fordi jeg godt kan lide at være en festabe, betyder det jo ikke, at jeg ikke kan lide at være alvorlig og dykke ned i livets dilemmaer, vel?

Hvad nu, hvis healing af alle vores temaer ikke kun kommer med dybdegående psykoterapi, men kommer med accept og kærlighed til alle dele af os?
Hvad nu, hvis det bare handler om at være bevidst om, hvad vi har til rådighed i os og så vælge at være på den ene eller anden måde i forskellige situationer?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved kun, at jeg i denne uge har været i kontakt med, at jeg har været ved at drukne i følelser. Så nu vil jeg øve mig i at være dér, hvor jeg kan trække vejret frit og endnu mere bevidst vælge kærlighed til mig selv og alt det, jeg indeholder, i stedet for altid at dømme det til healing og “behandling”.

Ugens dilemma

Hehe… allerførst vil jeg da lige flashe en god nyhed;
Jeg har 50% booking på mit Astrologisk Grundkursus – jeg siger det bare!
Healing og selvoptagethed betaler sig.

Jo dybere og længere jeg går på den her sjælerejse i en krop, jo mere går det op for mig, at det at være her på Jorden er en dybt selvoptaget affære. Og hvis vi kke tør være dybt selvoptaget, kan vi faktisk ikke opleve det, vi er her for at opleve.

Paradokset er, at på den ene side ved vi, at det vil være godt at “gøre noget for andre”, og på den anden side ved vi, at vi er nødt til at passe på os selv også. Og på en eller anden måde har vi fået lært, at for at kunne passe på andre, må vi opgive os selv og sætte os selv sidst. Men det er ikke sandt i min optik.

I virkeligheden hænger de to ting fuldstændig sammen. Hvis jeg ikke viser, hvem jeg virkelig er, så byder jeg ikke autentisk ind i fællesskabet. Men hvis jeg derimod viser, hvem jeg virkelig er, så byder jeg autentisk ind i fællesskabet. Og dermed giver jeg andre en reel mulighed for at vælge mit bidrag til eller fra. Det svarer lidt til, at vi går ind til bageren for at købe brød, og så viser det sig, at han kun handler med kød. Skiltet udenfor sagde brød, men inde i butikken er der kød. Det bliver lidt mudret, ikke sandt?

Og der er en anden ting, der følger i kølvandet på det her med at lade som om, at man er noget, som man ikke er. Eller når vi opgiver os selv… Alle de her følelser. Følelser, der bliver undertrykt. Følelser, der bliver udtrykt. Følelser, der bliver projiceret ud i verden, mest fordi vi har travlt med at tage os af andre end os selv. Og hvor skal vi så gøre af vores egne følelser? Ja, dem må vi jo kaste ud, så nogen kan tage sig af dem, mens vi selv har travlt med at tage os af de andres. Kan du se paradokset?

Jeg har en tese om, at hvis vi alle lærer at tage os af os selv og vores egne følelser først, så vil vi få reduceret mængden af vrede, sorg, had, frustrationer, nærtagenhed, fornærmethed etc. som projektioner i verden. Tænk, hvis alle tog sig af sig selv, når de kunne mærke, at noget gjorde dem vrede eller fornærmede? Tænk, hvis vi lærte at sætte os ned og kontemplere over, hvor det sår mon kom fra inde i os selv? Tænk, hvis vi kunne hente alle vores projektioner hjem og være med dem i kærlighed til processen? Tænk, hvis vi alle gad at bruge tid på at lære os selv at kende dybt inde i kernen? Tænk, hvis…

Jeg drømmer om fred i verden. Men så længe vi ikke lærer os selv og vores børn at stole på sig selv og vores/deres instinkter, og hjælper os/dem med at udvikle intuition, så er der lang vej. Det store spørgsmål er selvfølgelig også, om Jorden reelt er en planet, der skal være fred på. “Man” siger, at Jorden er skolen for lærdom gennem lidelse. Ja, tak for kaffe da! Det skal jeg da lige love for, at det er!

Når alt kommer til alt, kan vi kun gøre det, der føles rigtigt for os selv. Og det, der føles rigtigt for mig, er, at jeg hele tiden passer på mig selv og går med det, der føles sandt inde i mig. Læg mærke til, at jeg skrev “føles rigtigt” og ikke “føles godt”. Som du måske har læst i mine tidligere klummer, så har jeg subtile energier kørende af at ville have respekt og anerkendelse af andre. Men som sagt, så er det også bare at kaste mine følelser ud i verden for at få nogle andre til at tage sig af dem, eller verificere dem og dømme dem gode nok. Og den går ikke, hvis jeg skal være autentisk. Faktum er, at når jeg er autentisk, så opnår jeg respekt og anerkendelse. Jeg bliver ikke autentisk af at få respekt og anerkendelse fra andre. Det føles rigtigt, men ikke nødvendigvis godt!

Det her er temaer, som vi alle skal lære noget om de næste ca. 2.500 år. Det er Vandbærerens tidsalder. Når jeg kigger på Vandbærerens energi, så er noget af det første, der kommer op, at den står for “at kunne være sig selv i mængden”. Det er kun frygten for at blive efterladt, ekskluderet, stå alene etc., der forhindrer os i at træde derud. Men igen… paradokset er, at når vi gør det, så er vi aldrig alene. Der er altid nogen, der har brug for lige præcis det, som vi kan. Men det kræver, at vi tør lære os selv at kende for at få lige præcis den oplevelse med på vores livsrejse.

Tør du gå vejen?

Husk, at du kan lære noget om alt det her på mit kursus, hvor du enten kan tilmelde dig og følges med 3-4 andre med mig som guide. Eller du kan tilmelde dig og gå vejen alene med mig som guide.

Læs om det her.

Ugens dilemma

I denne uge har jeg bokset med et dilemma, der handler om, hvorvidt jeg gør ting for min egen skyld, eller om jeg gør det for at få anerkendelse og respekt.

Jeg har bemærket, at jeg ofte føler mig misforstået, når jeg i samtaler deler ud af mig selv. Og det gør som regel, at jeg trækker snuden til mig og trækker mig selv ud af dialogen, så at sige. Jeg gør simpelthen tingene upersonlige for at beskytte mig selv.

Beskyttelsen handler om mit selvværd, og elementerne er lige præcis det, min sjæl gerne vil lære noget om. I tidligere liv var jeg sådan en, der levede mit liv på anerkendelse og respekt – dvs. gjorde det, der faldt i god jord, og som ikke nødvendigvis var det, jeg selv ønskede, men det verden ville have.

I dette liv lærer jeg noget om at vælge mig selv først og derigennem forstå, at jeg på den måde tjener “the greater good”.

Så følelsen af at blive misforstået handler i virkeligheden om, at den anden ikke er enig med mig, og så føler jeg mig forkert. Altså er det ikke en misforståelse. Men følelsen af misforståelse bliver en forsvarsmekanisme inde i mig, hvor jeg trygt kan gemme mig under, at den anden jo ikke forstår mig, og så kan det også være lige meget (eller, så behøver jeg ikke at stå op frem og være ærlig og risikere misbilligelse).

Eksempel:
Forleden mødtes jeg med en kvinde, hvor vi bl.a. snakkede om penge. Og jeg udtrykker, at penge er vigtige for mig, fordi de skaber mulighed for, at vi netop kunne mødes på en cafe.
Hun siger, at hun mærker, at jeg siger det i forkert rækkefølge. At det skulle være vores møde, der var vigtigst og ikke, at det kunne være på en cafe.

Den gik lige i maven på mig, og al min forkerthedsfølelse kom op. Og så trak jeg snuden til mig og gjorde mig selv neutral ved at anerkende hendes perspektiv og dykke lidt ned i det.

Men reelt er det sådan, at nogle af os er ydrestyret og andre er indrestyret. Dvs. at vi får vores impulser til nydelse, forandring etc. udefra eller indefra.

Jeg er ydrestyret, og derfor elsker jeg vores fysiske univers og bliver dybt inspireret eller afladet af mine omgivelser hele tiden. Men jeg har fået tudet ørerne fulde af, at det er forkert at sætte det materielle over det personlige – eller materielle goder over relationer. Så derfor føler jeg mig forkert, hvis jeg vælger at give det lige så meget energi som mine relationer. Og heri ligger min læring lige nu.

Denne her episode har fået mig til at tænke på, hvor meget jeg egentlig trækker mig og ikke gør det, som jeg har lyst til, men det, som andre synes, er en god ide.

Tag nu eksempelvis mit kursus, som jeg fortalte om i sidste uge.
Jeg havde besluttet mig for ikke at sætte flere kurser op, fordi jeg netop var ret træt af, at der ikke kom nogen kursister, og jeg åbenbart ikke kunne få fat i den “rigtige” intention. Men så begyndte forskellige mennesker omkring mig at spejle mig ind på, at jeg da skulle sætte det her astrologikursus op, for jeg har så meget at sige, og jeg ved så mange spændende ting om det og kan trække alle de her tråde til psyken og vores valg i livet. Og så tænkte jeg, jamen så er der jo nogen, der gerne vil have det, jeg kan, og så kan jeg godt gøre det.

Men hey! Det var jo bare anerkendelse og respekt skjult i mit eget ønske om at tjene penge på en sjov måde. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det kursus er det mest fantastiske tilbud i hele verden, og jeg ville elske at tjene penge på den måde. Og i mit univers er det win-win – de, der melder sig, laver en super god investering i sig selv og får et sjovt værktøj til at hjælpe dem på deres personlige rejse i livet. Og jeg får stimuleret mit ønske om at tjene penge OG dele ud fra mit univers samtidig med, at jeg bliver endnu mere oplyst på andre og livet.

Så du får lige et link til mit Astrologiske Grundkursus, så du kan komme og udvikle dig selv, og jeg kan tjene penge på en sjov måde samtidig med, at jeg udforsker livet – Astrologisk Grundkursus

PS.
På min hjemmesider under “Om” kan du læse følgende:

“Jeg er oplevelsesorienteret psykoterapeut, astrolog og spirituel mentor, og helt overordnet er min passion i dette liv at udforske, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan vi gennem vores guddommelighed kan leve i overflod og kærlighed“.

Og rækkefølgen “overflod og kærlighed” er helt rigtig for mig. Jeg har svært ved at finde kærligheden inde i mig, hvis jeg er utilfreds i mine omgivelser.

Det kan virke lidt som den med hønen og ægget, men der er nogle subtile nuancer her. Så prøv selv at mærke ind i, om du oplever dig selv som ydrestyret eller indrestyret.

Ugens dilemma

Min ferie slut, og jeg er vendt tilbage til min hverdag og de rutiner, som den nu indeholder. Det er jeg ret vild med. Selvom jeg elsker at holde ferie, så elsker jeg også at komme tilbage til mit liv, hvilket gør mig glad, for så har jeg skabt lige præcis det liv, som, jeg for nærværende synes, er fantastisk.

Nu er jeg så tilbage med mine små klummer, og jeg tænker, at jeg i en periode vil causere over forskellige dilemmaer i livet – og jeg fortsætter lidt med mine astrologiske betragtninger. I denne uge skal det handle om en dynamik i mit eget liv, som jeg har bokset med i en del år – undervisning af grupper.

Der er ingen tvivl om, at jeg har en underviser i maven.
Min debut var dengang, pc’en gjorde sit indtog på arbejdspladserne, og man skulle have “kørekort” til de forskellige programmer. Der startede jeg som underviser i PC Kørekort for mere end 20 år siden! Jeg var virkelig ude og skide den første dag (…helt bogstaveligt 3 gange en halv time inden kursusstart!).

Siden har jeg holdt en del workshops og mindre forløb for både private og virksomheder om emner inden for personlig udvikling, spiritualitet mv. Og jeg elsker virkelig at undervise og empower folk på den måde. Men det er som om, det ikke rigtig vil tage fat, når jeg får en ide til et kursusforløb, som jeg tænker, at både jeg vil synes er sjovt, og som folk virkelig kan bruge til noget i deres liv. Der kommer aldrig rigtig nogen tilmeldinger, når jeg selv sætter kurser op.

Det har mange gange både frustreret mig, gjort mig ked af det, og gjort mig vred.
Og hver gang har jeg kigget indad og fundet ind til, hvad det er for en energi, jeg sender ud, der spærrer for de her tilmeldinger… for jeg tror jo på, at det er noget, jeg selv skaber. Og jeg kan love for, at der har været meget healing kørende lige præcis på den konto.

Men nu er det altså ved at blive lidt en farce, og jeg synes efterhånden, at det er så grotesk, at jeg bliver ved med at få de her impulser til at sætte kursusforløb op, der ikke bliver til noget, for jeg kan snart ikke finde mere at heale. Jeg er simpelthen nået til et stadie, hvor jeg ikke kan lade være med at grine af mig selv, og så kan jeg mærke, at der går lidt sport i det. For selvfølgelig er der mere at heale, og denne gang er det følelsen af fiasko, der kommer op.

Og så til mit horoskop.
Det er tydeligt i mit horoskop, at jeg er her for at kommunikere i en eller anden form – det kan være mine klummer, som terapeut, som astrolog, som underviser etc. Det er også tydeligt, at jeg er her for at tage hensyn til mine egne følelser først og undervise andre ud fra mine livserfaringer i alle afskygninger. MEN når udgangspunktet bliver vinding af andres respekt, eller primært for successen (som er det modsatte af fiasko), så er der altså ikke nogen støtte at hente fra Universet, ser det ud til. For der har jeg været i mange tidligere liv, og det gider min sjæl ikke denne gang. Til gengæld gider den godt at føle alt muligt OG empower andre til succes.

Og det er eddermame et dilemma inde i mig.
Hvis jeg først skal tage hensyn til mine følelser, så er alt godt, for jeg kan mærke, at det ville være fedt at undervise OG få succes.
Hvis jeg derefter skal empower andre og dele ud af min livserfaring, så er alt også godt, for det er selve præmissen og formålet med kurset.

Så nu er jeg på Herrens Mark – jeg fatter ikke en skid (pardon my french!)

Det store spørgsmål er nu, om det “bare” er den der massive sammenstimlen af planeter og stellium i Vædderen, der savner noget at kæmpe for og bruge sin energi på?
Eller om jeg “bare” har meget mere at heale, inden jeg kan lykkes med lige præcis den drøm.

Nu starter jeg i hvert tilfælde med at dykke ned i “fiasko” og ser hvilke herlige gaver, der måtte dukke frem af gemmerne dér! (Ironi kan forekomme!)

PS.
For mange år siden var der en mentor, der sagde til mig, at jeg havde noget med mit selvværd, og det kunne jeg da slet ikke genkende. Jeg syntes da, at jeg var helt fantastisk, som jeg var og havde fuldstændig styr på mit shit!
Jow, joooow…. jeg har mange gode grunde til at gå og grine lidt af mig selv!

Jeg var ikke inspireret til at skrive klumme i morges, så jeg har brugt dagen på at overspringshandle. Og egentlig havde jeg besluttet ikke at skrive i dag, men i stedet vælger jeg at lave en reklame for et grundkursus i astrologi, som jeg har lagt op på min hjemmeside.

Min favorit-overspringshandling nr. 1 er nemlig astrologi. Jeg elsker at fordybe mig i forskellige planeter, konstallationer eller andet, der nu lige måtte drage min opmærksomhed. Et horoskop er dynamisk og det er virkelig interessant, hvor mange oplysninger der er at hente, jo dybere jeg graver mig ned i det.

I længere tid har jeg været optaget af Saturn og nu også de to måneknuder.
Saturn er ham der står med vores ansvar – primært noget, vi skal lære at tage ansvar for i det her liv.
Vores sydlige måneknude fortæller os noget om, hvad vi har opbygget af kompetencer i tidligere liv.
Vores nordlige måneknude fortæller os noget om, hvad vores sjæl gerne vil lære i det her liv.

Ved at studere de 3 ting og dykke ned i forskellige horoskoper for folk, som jeg kender godt (mig selv inkl.) må jeg sige, at jeg har fået rigtig mange aha oplevelser. Informationerne skaber virkelig meget forståelse for mig selv og mit liv. Og også for min forståelse af andre.

På min rejse udi det spirituelle univers er jeg gennem tiden stødt på rigtig mange værktøjer, metoder, statements etc., der claimer at have sandheden om livet og universet. Og langt hen ad vejen tænker jeg da også, at det meste er sandt i en eller anden gradbøjning. For det var bestemt ikke alt, der føltes sandt for mig. Men det betyder ikke, at det ikke var sandt for andre – ikke mindst underviseren.

For mig er sandheden om et menneske altid subjektiv.
Visse ting i livet kan siges at være sande, fordi vi som mennesker er blevet enige om, at de er det – græs er grønt, himlen er blå, skyer er hvide og forskellige nuancer af grå, 2+2=4 etc.
Men hvad der er sandt at føle, gøre, sige, mestre for den ene, er bestemt ikke nødvendigvis sandt at føle, gøre, sige, mestre for den anden. Og det er ret tydeligt, når man læser horoskoper.

For nogle mennesker er det sandt at stå til rådighed for andre og altid være i anden række.
For andre er det sandt at være den, andre står til rådighed for, og dermed være frontfiguren i første række.

Måske er vi kommet ind i det her liv med lederevner og kompetencer til at bygge imperier op.
Måske er vi kommet ind i det her liv med healerens kærlige indfølingsevne.
Måske er vi kommet ind i det her liv med håndværkerens dygtige hænder, der kan bygge.

Og fordi vi nu er landet med de her evner, tror mange af os, at det er, fordi de da skal dyrkes i det her liv. Men det behøver ikke at være sandt. Nogle gange er det faktisk sådan, at vi skal lære det modsatte og slet ikke bruge disse evner i det her liv. Vi har simpelthen dyrket det så meget i andre liv, at det ikke længere vil skabe værdi for os på sjæleniveau at fortsætte ud af det spor.

Personligt er jeg kommet ind i det her liv med knoklerens og borgfruens talenter for at opbygge virksomheder og styre dem med hård hånd uden hensyntagen til mine følelser og behov.
Så i det her liv handler det for mig om at arbejde med mine følelser og behov og lære den side af menneskeheden at kende. Og så skal jeg støtte og empower andre på deres rejse og dele ud af min viden.

Men det har jeg ikke altid vidst. Jeg har i mange år troet, at jeg da selvfølgelig skulle bruge de der lederkompetencer til noget. Men sjovt nok er det aldrig rigtig lykkedes at få succes med dem i det her liv. Og nu ved jeg så hvorfor. Min sjæl gider det ikke mere. Den vil noget andet. Og det fremgår tydeligt i mit horoskop.

Som sagt er et horoskop dynamisk. Et horoskop kan ikke tage hensyn til vores frie vilje og de valg, vi foretager i livet. Men horoskopet kan fortælle noget om dynamikker og psykologiske temaer, der kan have indflydelse på vores valg. Og så kan det fortælle noget om, hvorfor nogle valg kan føles mere op ad bakke at arbejde med end andre.

Hvis du er nysgerrig på astrologi og synes, at det kunne være sjovt med et grundlæggende kendskab til stjernetegn, planeter og huse, så har jeg sat et kursus op, hvor vi mødes max. 6 personer en gang om måneden og leger med vores horoskoper. Og kurset gennemføres uanset, om der er 1 eller 6 tilmeldte.

Du kan læse om det her.