Jeg er ansat på en skole som inklusionsmedarbejder. Stillingen er ny og bliver opfundet i takt med, at jeg arbejder. Og nu er det første skoleår snart gået, og jeg kan mærke, at brikkerne stille og roligt lander. Både ledelsen og jeg selv er ved at få et godt tag på, hvordan mine ressourcer bedst bruges.

Mit arbejde består lige nu i flere dele – dels fungerer jeg som støtte for klasser og lærere, hvor jeg hjælper med at skabe ro for de børn, der har svært ved at forholde sig rolige i undervisningssituationerne (oftest børn med diagnoser), og dels har jeg sammen med en kollega Familieklasser, hvor særligt udfordrede børn møder ind en formiddag om ugen med mor eller far, så vi kan hjælpe familierne med deres udfordringer, og alle voksne omkring barnet lærer at bidrage bedst muligt til barnets trivsel i skolen.

Socialisering

Der er ingen tvivl om, at nærvær er det første, der skal i spil, hvis der overhovedet skal være grobund for, at børn kan og vil samarbejde. Og her lægger jeg mærke til, hvor meget vi i vores samfund presser børn til at kunne alt muligt alt for tidligt uden reelt at være nærværende med barnet.

Vi sender vores børn i institution allerede før, de er færdige med at danne tilknytning til mor og far, og så forventer vi, at de voksne i institutionen skal tage over og arbejde videre men glemmer, at de nye voksne har 20 andre børn, med 20 andre forældre og holdninger, og 20 andre ufærdige tilknytninger at arbejde med.

Argumentet for at sende børn i institution er næsten altid, at de skal lære at være sociale. Og allerede her skriger vores idioti til himlen! Pardon my french! Og jeg kan næsten ikke tale pænt, når nogen bruger det argument over for mig.

Splittelse mellem familie og arbejde

Nu er jeg jo på en skole, så jeg oplever først børnene, når de er fra 6 år og opefter. Men jeg ser flere og flere børn med diagnoser og flere og flere forældre, der står efterladt med frustration og sorg over, at deres børn mistrives.

Kampen står nu imellem børn/familie, skole og arbejde.
For hvad gør man, når ens barn begynder at kræve mere end det, man føler, man kan give?
Eller man føler, at man har gjort alt det rigtige, som man har lært og hørt fra alle mulige andre, og det så alligevel ikke virker?

Og vi skal tilbage til udgangspunktet – hvad er det for et pres, vi tillader at styre vores liv?
Hvem eller hvad har magten over os og vores valg?

Vi skal jo tjene til dagen og vejen

Kender du det argument?
Vi er jo nødt til at tjene penge til livets opretholdelse. Og det er fuldstændig korrekt og et livsvilkår for os alle, men de fleste af os er ret ambitiøse omkring, hvad det her liv, som vi skal opretholde, indeholder.

Det kan være super fint, at vi er ambitiøse omkring det gode og/eller fede liv. Og jeg skal bestemt ikke stille mig til dommer for, hvad der er rigtigt og forkert, for klogere var jeg så heller ikke, da mine børn voksede op. Men jeg har altid brugt tid på at skabe forandring og kigge indad, når mine børn ikke trivedes. Og så har jeg justeret mine ambitioner undervejs. For det kan man nemlig godt.

Så nu er det blevet en hjertesag for mig at hjælpe familier til at trives bedre og få forældre til at forstå, at alle har mulighed for både det fede liv og en familie i trivsel.

De forbandede pligter

Noget af det jeg ser, er mangel på nærvær med børnene. Vi beder dem om at gøre alt muligt selv, for nu har vi jo vist dem, hvordan man tager tøj på, rydder op, laver lektier etc., og så kan de vel nok gøre det.

Børn drives af lyst, og børn har virkelig sjældent lyst til at rydde op eller lave lektier. De vil have det sjovt og hygge sig. Så hvis mor eller far gør det sammen med dem, så bliver alting meget nemmere.

Og så har vi problemet, for mor og far gider faktisk heller ikke. De tør bare ikke sige det højt, for de er jo forældre. Og de gider da slet ikke at gøre det i børnehøjde. Efter en lang dag med arbejde og pligter, vil de jo gerne slappe af, når de kommer hjem, for lige om lidt skal der laves mad, ryddes op og puttes… pligter, pligter, pligter…

Hvordan mon barnet har det?
På en eller anden mærkværdig måde har vi voksne opfattelsen af, at børn jo har haft det sjovt hele dagen, så bare fordi de lige skal lave lidt derhjemme, så går det nok!

Men nej! Barnet har IKKE haft det sjovt hele dagen. Barnet er blevet aktiveret, holdt i gang og korrigeret hele dagen, OG har måske endda været udsat for alt for meget støj og larm. Så det kommer også hjem efter en lang dag med pligter, pligter, pligter… og et overloadet nervesystem.

Nærvær

Hvad nu, hvis vi blev nærværende med vores børn og slappede af med dem i stedet for uden dem?
Hvad nu, hvis vi fandt en måde at være sammen på, hvor vi alle kunne slappe af og måske endda i fællesskab fik ordnet de familiære pligter?
Hvad nu, hvis vi kunne lære os selv og vores børn at lade op sammen hjemme i familien, også selvom det inkluderer familiære pligter?
Hvad nu, hvis vi på en kærlig måde kunne lære vores børn, at deres nærvær og bidrag i familien er vigtigt?

Hvis vi lærer vores børn, at de og deres nærvær er vigtigt for fællesskabet, så tager de det med ud i verden og giver det videre. Og på den måde får vi inkluderet alle – også dem, der har det svært. Men det skal selvfølgelig gøres kærligt og uden fordømmelse, så der er plads til alles bidrag.

Det er det, jeg laver. Jeg er nærværende med børnene og giver dem og deres familier kærlighed i stride strømme. Og indtil videre går det meget godt. Og man skulle da være et skarn, hvis man brokkede sig over sådan et job, tænker jeg.

Jeg har haft mine sidste tre kundesessioner i denne uge, og nu takker jeg af for denne gang!

Det har summet i mig i et års tid nu. At være terapeut har været en stor del af min identitet… og så alligevel. Hvis jeg mærker efter, så er det faktisk ikke terapeuten, som jeg har identificeret mig med. Terapien har nok snarere været et værktøj, hvor vejlederen og hende der underviser i selvudvikling har været identiteten. Uanset hvad der er hvad, så kan jeg mærke, at det er tid til at lukke for terapirummet og blive skarpere på vejledning udi selvudvikling.

Jeg ved endnu ikke, hvordan der ser ud på den anden side af det her, men noget spirer allerede – noget, der er mere i harmoni med netop den del af mig, der underviser i selvudvikling. Og ideerne begyndte allerede at spire frem dagen efter, den endelige beslutning var taget, og jeg havde pillet det hele ned fra min hjemmeside.

Jeg elsker, hvordan vi ved at sige nej til noget kan give plads til noget andet. Når vi kan balancere i vores ja’er og nej’er, bliver det faktisk nemt at være til og skabe. Og det er jeg så ved at erfare igen-igen!

Stilhed og indre arbejde

I virkeligheden elsker jeg at snakke om tingene. Jeg elsker at folde ting ud og gå på opdagelse i problemer. Lidt ligesom en skattejagt. Men de der snakke virker mere forstyrrende end healende nu om stunder.

I stedet har jeg fået en følelse af at flyde i et kæmpe hav af energi, hvor jeg hele tiden skal være opmærksom på min egen energi sat i forhold til energien i mine omgivelser.

Nye spørgsmål opstår. Spørgsmål, der kræver indre opmærksomhed. Ikke spørgsmål, der nødvendigvis skal italesættes fra stemmen, men spørgsmål der i stedet stilles med energien og besvares af energien.

En ny måde at arbejde og være i verden på, kunne jeg måske kalde det.
Den er tavs. Den er intens. Den er flydende. Den kræver ikke nødvendigvis et mundtligt udtryk… snarere opmærksomhed og nærvær. Og hvis jeg passer min del, så passer energien sin del, og på den måde falder det hele på plads skridt for skridt.

Det farlige ja eller nej

Nogle mennesker siger spontant nej til ting, og andre siger spontant ja til ting.

Jeg hører til sidstnævnte kategori, der spontant siger ja og flyder med på invitationsenergien. Det har kostet mig dyrt gennem årene – både energetisk og økonomisk. En af mine livsopgaver – eller karmiske opgaver – har været netop at træne mine nej’er. Og det har været svært, synes jeg.

Folk, der spontant siger nej, kan på den anden side risikere aldrig at komme ud af starthullerne og få ny inspiration, fordi de simpelthen holder fast i det, de kender.

Der er heldigvis ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Der er noget, der virker, og så er der noget, der ikke virker. Og hele øvelsen må vel handle om at finde det, der virker for den enkelte, tænker jeg. Og jeg ved, at når jeg giver mig tid til at mærke efter, så formår jeg at holde balancen og få fat i det rigtige ja eller nej.

Denne gang er det så nej til mere terapi, og imens det lander helt, vil jeg glæde mig til at opleve, hvad det næste ja så bliver.

Glædelig Påske til jer alle.

Jeg har ”pludselig” fået en masse tid og ro til rådighed til mig selv, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge den til. Jeg har før været det her sted, men forskellen denne gang er, at rastløsheden ikke banker på. Det er snarere en form for væren i det, der nu er.

Der er også en dyb afspænding i min krop – som et dybt suk efterfulgt af ”aaahhhh…”

Jeg ved godt, hvad der har affødt det dybe suk og roen af væren – min ”søgen” holder pause.
Kender du den der fornemmelse af, at man går og leder efter det rigtige job, den rigtige uddannelse, det rigtige sted at bo, den rigtige partner, det rigtige…. (fyld selv på).

Sådan har jeg haft det i rigtig mange år, viser det sig. Og jeg er selvfølgelig blevet ekstra opmærksom på det nu, hvor det ikke længere er til stede.

Det, der har fyldt allermest hos mig de seneste mange år, har været at finde mig til rette i et job, som jeg kunne se mig selv i i rigtig mange år fremover. Og holy moly, hvor har jeg brugt meget tid og energi på at finde lige præcis dén plads i livet. Den søgen har ført mig både ud i karriereskift – fra direktionssekretær til psykoterapeut – og fra ansat til entreprenør til ansat igen. Og undervejs har jeg selvfølgelig uddannet mig for at kunne skifte karriere.

Og nu er jeg der. Jeg har fundet mig et job, hvor jeg sagtens kan se mig selv i mange år fremover. Så alt er landet stille og roligt, og min søgen holder nu pause.

Nu tænker du måske, at der da er masser at søge her i livet, og til det kan jeg kun give dig ret
Men lige nu er der ro. Ro til at være mig. Ro til refleksion. Ro til at genoptage nogle af de ting, der før har fyldt mig med glæde – bl.a. at blogge. Ro til at mærke og nyde alt det, som min søgen har fået mig til at skabe undervejs.
Ja, ro til at være mig!

Vores bidrag
Måske handler det ikke så meget om at have fundet det rette job. Måske handler det mere om at have fundet en plads og en måde, hvorpå jeg kan bidrage og være med til at skabe forandring i verden. For det er faktisk det, der fylder mig med den største glæde – at jeg hver dag går på arbejde og ved, at jeg gør en forskel, der betyder noget for både børn og voksne, der hvor jeg er.

På mange måder er det også den ro, jeg prøver at bidrage med. Set i bakspejlet kan jeg udmærket få øje på, hvorfor den ro aldrig har været til stede i mit liv. Travlhed har fyldt billedet. Jeg forstår godt hvorfor. Men måske kunne det være nyttigt for os alle at finde lidt mere af sådan en ro i hverdagen i stedet for at fylde den med så mange gøremål i vores stræben og søgen efter alt muligt.

Måske kunne tingene komme lidt lettere til os, hvis vi tappede mere ind i ro.
Måske ville alt blive nemmere, hvis vi brugte roen til at finde ind til vores kerne og derfra skabe vores liv.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det gør en kæmpe forskel inde i mig og ude i mit liv, at jeg har fundet denne her ro. Og jeg kan også mærke på mine omgivelser, at det gør en forskel. Så jeg fortsætter bare med at læne mig ind i den og nyde den i vished om, at alt er godt.

Jeg har skriveblokering… eller jeg har i hvert tilfælde haft det. Lige nu skriver jeg, så i dette øjeblik kan man vel ikke sige, at jeg har skriveblokering. Men jeg har faktisk haft det i nogle år nu.

I virkeligheden elsker jeg at blogge og poste på de forskellige sociale medier, men i nogle år har jeg været i en form for tilbagetrækningsenergi, der har inviteret mit fulde nærvær ind i mit daglige liv. Det er i hvert tilfælde den historie, jeg har holdt kørende for mig selv. Og det har været helt fint indtil nu… for nu går det ikke længere med at narre mig selv.

Jeg har selvfølgelig undervejs summet lidt over det, for i virkeligheden synes jeg, at det er mærkeligt, at jeg har så meget at dele, og så vil det ikke ud. Og nu er jeg kommet i kontakt med ”forventninger” og ”fiasko”.

Jeg studerer GenNøgler, og min nøgle i Livsværk har ”forventninger” som skyggeside. Og overfor denne GenNøgle har jeg ”fiasko” som udfordring, når mine forventninger ikke indfries.

Dvs. at hver gang jeg kaster forventninger efter noget, skal jeg være opmærksom på, om jeg dermed lukker mig selv og energien ned ved at låse mig fast på resultatets udseende, eller om jeg forstår at være så fleksibel i mine forventninger, at jeg kan være tilfreds med, at ting udspiller sig anderledes, end jeg rent faktisk forventer.

Vi forventer alle sammen noget hele tiden, og det er der i sig selv ikke noget forkert i. Men hvis vi bliver fastlåste i forventningens ”udseende”, så sætter vi os selv op til ”fiasko” langt hen ad vejen – jeg gør i hvert tilfælde. Jeg har lagt mærke til, at ofte følger udfaldet det, jeg forventer at føle og ikke det, jeg forventer at se. Og her kommer min skriveblokering så ind.

Da jeg startede med at skrive blogs for 10-12 år siden, handlede alle min skriverier om min egen udviklingsrejse, så det var sådan set nemt nok at dele. På et tidspunkt tænkte jeg, at nu måtte det være nok med det. Nu ville jeg hellere dele af mine professionelle erfaringer som psykoterapeut, så det ikke længere handlede om mig men om alle de temaer, jeg arbejdede med i min praksis. Og så fik jeg skriveblokering! Og den har været der siden.

Som sagt, så gik jeg og summede lidt over det og endte med undskyldningen om tilbagetrækningsenergien, der inviterede mig ind i nærvær i mit liv. Det kan i og for sig godt være rigtigt, men i virkeligheden tror jeg mere, at det var en flugt fra ikke at ville mærke mine egne følelser af skuffelse over at være en fiasko, fordi jeg ikke kunne finde ud af at skrive om ”professionelle” temaer ligesom alle de der andre dygtige psykologer og psykoterapeuter derude.

Og helt dybt inde handler det om selvværd.

Tænk nu, hvis jeg fik skrevet noget, som andre professionelle kunne finde på at opponere imod og have en anden holdning til.

Tænk nu, hvis det viste sig, at jeg havde gjort noget forkert i min praksis.

Det ville jo virkelig få mig til at fremstå som en fiasko!

Så nu starter jeg lige igen. Jeg skriver det, der er, og så må jeg se, hvor det fører mig hen. Min kæphest er, at vi alle skal lære selvudvikling og selvhealing, og om det kommer fra “professionelle” opslag, eller om det kommer som inspiration fra mine egne processer eller en god blanding, er i virkeligheden fuldstændig ligegyldigt.

Rettelse
I sidste uge skrev jeg, at “de nye generationer altid kommer til verden med en højere frekvens, end de forrige generationer gjorde”. Det er noget sludder!

Jeg har faktisk lært, at et sundt menneske vibrerer med ca. 72 MHz, og jeg har ikke undersøgt, om det har forandret sig. Når man bliver syg, eller ens immunforsvar sænker sig, så sænker frekvensen sig. Og dermed giver det mening, at man kan bruge kost til at skabe et bedre miljø i sin krop, så man kan restituere og hæve frekvensen igen. Mad vibrerer nemlig også med frekvens, og bl.a. frugt der vokser højt mod himlen har en frekvens, der ligger højere end 72 MHz.

Hvis det har din interesse, kan du checke det på nettet og i diverse litteratur. Jeg har ikke til hensigt at diskutere det her emne i dybden, da det udelukkende er et interesseområde og derfor ikke ligger inden for mine kompetenceområder endnu.

Frekvens
Hvorfor skrev jeg det mon?

Jeg kan mærke, at jeg har gået rundt med en eller anden overbevisning om, at de nye generationer, der kommer til, må have en mere forfinet energi end de forrige. Det giver mening for mig, hvis det skal ses i forhold til, at vi på verdensplan netop er ved at gøre op med de tungere energier som undertrykkelse, had, krig, magtovergreb, uligheder og det at dyrke rovdrift på vores omgivelser/natur.

Der har også længe været meget fokus på “særligt sensitive” børn og voksne, hvor mange mennesker mistrives med for mange indtryk dagligt.

Og så lægger jeg mærke til, at mange børn og voksne i dag er meget intolerante over for meget af den mad, der bliver serveret for dem – gluten, laktose etc.

I virkeligheden er der intet af ovenstående, der har noget med den frekvens at gøre, som vi fødes med. Vores frekvens forandrer sig i forhold til vores sundhed – ikke i forhold til generationer.

Sundhed
Og nu bliver det spændende – for hvad er sundhed?

Maiken Piil kommenterede på min klumme i sidste uge, at hun ikke mente, at hendes energi var i højere svinginger end hendes mors. Og i lyset af ovenstående, må jeg give hende ret. For lad os antage, at Maikens mor ikke har problemer med kost eller for mange indtryk dagligt, så lever hun jo fint og føler sig sund. Hun vibrerer derfor med ca. 72 MHz.

Lad os så antage, at Maiken er en af dem, der er med til at gøre op med de gamle måder at være i verden på, så er hun måske udfordret og kan derfor være udfordret på sin sundhed generelt. Hun vil derfor vibrere med en lidt lavere frekvens.

Og læg mærke til her, at vi ikke kun taler om kost. Vi taler også om vores psyke.
Vores frekvens skifter nemlig, når vi skifter humør. Og når vores humør “daler”, så daler vores frekvens. Det er målbart dokumenteret.

Så sundhed er et spændende emne. I min optik kan vi ikke tale om sundhed uden også at tale om psyke – følelser, mønstre og adfærd. Især ikke, hvis sundhed bedømmes fra en frekvensniveau, da psyken vil tælle med.

Klogskab
Vi kan spørge os selv, hvad det så er, der er forandret ned gennem generationerne, hvis ikke det er frekvensen. Og jeg tænker, at en del af svaret er, at vi simpelthen er blevet klogere – selvom det jo også er relativt. Og med klogskab følger forandring. Og heldigvis bliver mange af os også klogere med alderen. Personligt ved jeg, at det, jeg forsøgte at lære mine børn, da de var mindre, og jeg var yngre, er noget anderledes end det, jeg siger og gør i dag. Jeg har jo meget mere levet liv og mange flere resultater – både gode og dårlige – at arbejde ud fra.

I min optik er der særligt ét kendetegn ved Baby Boomerne (og generationer før dem/os), der danner grobund for meget af det, vi har lyst til at forandre i dag – vi (Baby Boomerne) er eksperter i at undertrykke følelser og simpelthen gøre os følelsesløse. Vi anerkender ikke vores reelle psykiske/følelsesmæssige behov, men har simpelthen lært at sætte den ydre “sundhed” højere end den indre. Og det er noget af det, de næste generationer udfordrer. Det er i hvert tilfælde den del af udviklingen, som jeg beskæftiger mig med. Og det starter med, at jeg selv kan mærke, at noget skal forandres. Og så skal det undersøges og udfordres. Dernæst skal det leves og gives videre. Og når jeg giver det videre, kan jeg se, om det skaber noget nyt i eksempelvis mine børn på den feedback, de giver mig.

På den måde kommer klogskab af, at vi lærer af hinanden frem og tilbage mellem generationerne.
Den teknologiske udvikling hjælper os i høj grad. Vi kan simpelthen blive oplyst fra flere vinkler hurtigere. Men pas på – der er også meget crap derude. Der har altid været konspirationsteoretikere og folk, der bare hældte ud af deres overbevisninger, som om de var sandheder. Se nu mig, for eksempel, der i sidste uge gjorde netop det. Og her er det vigtigt at lade sig udfordre, synes jeg. For ved at gå i dialog og lytte til andre perspektiver, bliver vi netop klogere og kan skabe forandring.

Hvad er sundhed for dig?

I forlængelse af de her beskrivelser af de forskellige generationer har jeg spurgt mig selv;
“Og hvad så nu – hvad kan jeg/vi bruge de her informationer til?”

Og svaret er;
“Rigtig meget!”

At kende lidt til de forskellige generationers måde at tænke og være i verden på, kan hjælpe os alle til at forstå hinanden bedre. Men jeg tænker også, at der kan komme flere parametre i spil. Der er også noget energetisk, som, jeg faktisk synes, er vigtigt at tage med.

Energi og frekvens
Alt i livet er energi og frekvens. Og vi ved, at energien på Jorden bliver mere og mere forfinet og frekvensen bliver højere og højere. Og på min rejse tilbage til mig selv, er der især én ting, jeg har bidt mærke i, når vi taler om generationer, og det er, at de nye generationer altid kommer til verden med en højere frekvens, end de forrige generationer gjorde. Og at børn altid er her for at lære de voksne noget.

Dvs. at mine børn faktisk er klar til noget helt andet, end jeg var klar til, da jeg blev født. Og næste generation – Generation Alpha (de sidste nye skud på stammen) – kommer til verden med en endnu højere frekvens end Gen Z.

Det stiller store krav til os alle om at få ryddet op i vores historier, mønstre og overbevisninger, hvis vi ikke vil “køres over” af alt det nye, der kommer til at vokse. Eller hvis vi ikke selv vil køre de nye unge mennesker over med “gammelt lort” (pardon my french!)

Børn som læremestre
Personligt har jeg som mor og voksen prøvet at leve efter devisen, at det ikke er mig eller os voksne, der har sandheden. Børnene har en stor del af den. Det er klart, at jeg har noget levet liv og nogle erfaringer ud i dit og dat, så jeg skal selvfølgelig bevare lederskabet i familien, indtil barnet er voksent, men går vi til kernen af tingene, så er børnene her også for at lære os voksne noget. Nemlig, hvad næste udviklingstrin på Jorden handler om. Og hvad der skal skabes af forandringer på alle mulige planer, for at de unge kan vokse op og udføre deres opgaver.

For nogen kræver det rigtig meget at afgive retten til at have sandheden. Min påstand vil være, at især Boomerne er lidt på overarbejde her. Boomerne var jo dem, der krævede at blive hørt og set og som krævede forandringer, så de kunne føle sig sikre og frie i verden. Så der ligger en solid energi bag den her generation, der handler om at stå fast på sin ret. Og som vi kunne se i min klumme om netop denne generation, så er de stadig ikke meget for at overdrage stafetten til de yngre generationer.

Og nedenunder denne manglende evne til at overdrage stafetten og give afkald på retten til at have sandheden, har vi vores gode, gamle kending “frygt” kørende. Og frygt er nok en af de energier/følelser, der i vores verden i dag skaber de største konfrontationer på alle planer. Og hvis vi ikke får bearbejdet vores frygt, så tager den simpelthen over, og vi bliver styret af den, fremfor at den bliver styret af os.

Målrettet arbejde
Men der er også meget andet, vi kan bruge de her informationer til.
Forældre kan nemmere tage lederskab i familien og lede deres børn på vej.
Voksne kan lære børn – eller de børn de arbejder med – bedre at kende.
Skoler kan målrette deres arbejde og læringsmiljøer til de nye generationers behov.
Politikere kan målrette deres kampagner for at få stemmer.
Virksomheder kan målrette deres produkter for at sælge dem.

Og sådan en som mig kan lave lige præcis sådan en klumme her og tale om mønstre, historier og overbevisninger og sætte det hele sammen til, at vi skal have bearbejdet vores frygt, og dermed kan jeg skabe arbejde til mig selv som psykoterapeut og/eller astrolog!

Så egentlig er det i min optik ret smart at dykke lidt ned i det her emne om generationer.
Og personligt synes jeg, at det sjoveste er dynamikkerne, der opstår imellem os, og hvor de kommer fra, der er det spændende. For vi trykker alle sammen konstant på hinandens indre knapper, og når det sker, er der læringsmuligheder til rådighed. Og dét, synes jeg, er det allermest spændende i hele verden; hvad vil det sige at være menneske, og hvorfor gør vi, som vi gør?

Hvad kan du bruge det til?

I dag skal det handle om Generation Z (Gen Z), som er født 1995 – 2015, så de er i dag 5 – 25 år.
Vær opmærksom på, at det kan være lidt forskelligt, hvor de forskellige forskningsinstitutioner sætter grænserne for de her generationer, så der kan sagtens være et spænd på op til 5 år på den ene eller anden side.

Hvem er Gen Z?
Gen Z er den første “ægte” digitale generation, der nærmest er født med en mobiltelefon i hånden. Så for dem er det helt utænkeligt at leve et liv uden adgang til digitale medier.

Gen Z er også den første generation, der er vokset op med fokus på individet i fællesskabet, både i familien og i skolen. I starten af 90’erne blev det danske folkeskolesystem lavet om til at have fokus på differentieret undervisning, således at man kunne løfte på alle niveauer. Man ville have fokus på det enkelte individs kompetencer, og hvad disse kunne bidrage med til fællesskabet. Så det er altså ikke en ego-centreret generation. Det er en generation, der har forståelse for, at hver enkelt har kompetencer, der kan bidrage positivt til fællesskabet.

Samtidig er det også den generation af unge, der mest er blevet involveret i familiebeslutninger på mange niveauer (hvad skal vi spise, hvor skal vi på ferie, hvad skal vi lave i weekenden etc.). De er vokset op med, at de altid kan spørge deres mor og far til råds om forskellige ting i livet. Alt det har givet dem en særlig tilknytning til familien, hvor de føler, at de kan være sig selv og trygt udforske livet og stille spørgsmål til deres forældre.

Den digitale generation
At være født med adgang til sociale medier og muligheden for at være online døgnet rundt har for Gen Z betydet, at de har en stor kontaktflade og dermed også et kæmpe netværk på de sociale medier. De har oftest et lille antal nære venner, de deler alt med, og så har de et kæmpe netværk på de sociale medier.

Familien er deres vigtigste ressource, når det kommer til tryghed og ro, men det er vennerne, der betyder mest for dem i deres dagligdag. Så det er vigtigt for dem, at kunne have konstant adgang til deres venner.

At være født ind i online miljøet har også betydet, at de er habile brugere af de forskellige ting, der bliver udbudt. De er skarpe til at handle på nettet og de er lynhurtige til at få fortalt og spredt, hvis nogle snyder eller ikke lever op til det, de lover derude.

Vi skal som voksne og forældre til Gen Z være opmærksomme på, at det er en generation, der bruger de digitale medier til alt. Og det betyder, at de samler information, arbejder, netværker osv., når de er på nettet. Og de kan udmærket multitaske med alt muligt på nettet samtidig med, at de laver lektier eller arbejder.

Lyst, interesse og tillid
Gen Z er drevet af lyst, interesse og tillid. Og det er vigtigt for dem, at de har mulighed for at udvikle sig netop ud fra disse elementer. Og fordi de er opvokset med at fremelske individuelle kompetencer, kræver de opmærksomhed fra deres omgivelser, så de konstant kan mærke sig selv og vokse. De er ikke nødvendigvis indforstået med nutidens hierarkier, og de vil ikke styres men har mere brug for feedback, da de dybest set er selvledende.

I skolerne i dag ser vi flere og flere børn og unge “stikke ud” fra normerne, hvilket netop kunne være et billede på den differentiering, som børn og unge kræver at blive mødt med i dag. De kræver simpelthen at blive set som særlige individer i fællesskabet.

Livsambitioner
Gen Z er vokset op i kølvandet på deres forældres økonomiske udfordringer og med bonusfamilier som hverdagskost. Så deres livsambitioner handler derfor meget om Sikkerhed og Stabilitet. Her kommer tillid ind i billedet på alle måder. De vil simpelthen ikke finde sig i, at de ikke kan stole på det, de bliver lært eller fortalt.

Og fordi de er vant til at have en stemme i familien og har lært, at alt er muligt, giver det mening, at det er lyst og interesse, der driver værket, når de skal tage beslutninger i livet.

Generationskløft eller generationsskift?
I lyset af ovenstående giver det mening for mig, at mange voksne er udfordret med de unges mobil-forbrug og deres hang til at være online konstant. Men det forklarer også meget godt, hvorfor det er sådan for de unge. Det var jo os selv, der introducerede det, da vi lod dem underholde sig selv på vores telefoner eller iPads som små.

Og når vi kigger på, hvor meget nyt Gen Z er vokset op med i forhold til tidligere generationer, så er der vel ikke noget at sige til, at vi voksne en gang imellem har lidt svært ved at navigere i det hele. Det er jo virkelig fagre nye verden, tænker jeg.

Jeg er selv mor til en meget typisk Gen Z søn og svigermor til en meget typisk Gen Z svigerdatter, og jeg må sige, at jeg kan genkende rigtig meget af det, de er kommet ind i verden med. Og for mig er det virkelig spændende at få lov til at opleve, hvad de beslutter at ville bidrage med i verden. Og fordi de netop er så forskellige fra mig, er de er enormt sjove at studere og lære af. Og jeg tænker, at hvis vi kan åbne os for, at det er dem, der skal bringe verden videre, så kan vi arbejde mere henimod generationsskifte, i stedet for at lade alt det her nye skabe en generationskløft.

Har du en Gen Z i din nærhed, som du kan lære af?

Generation X
I sidste uge skrev jeg om Baby Boomers og Milennials.
I denne uge skal det handle om Generation X (Gen X).

Gen X bliver af nogen kaldt “den oversete” generation. Og det gør den af flere årsager – bl.a. fordi Boomers og Milennials er de to største generationer, der begge står med nogle markante modsætninger, der tager en stor del af opmærksomheden.

Men der er også andre årsager, der spiller ind, når vi taler om “den oversete” generation.

Gen X’s barndom
Gen X er vokset op selv. Det kan lyde mærkeligt, for det er vi jo alle. Men Gen X har helt konkret skullet lære alting selv. Deres forældre var en del af den store forandringsgeneration, hvor mange kvinder kom på arbejdsmarkedet, uddannede sig, genopfandt sig selv, og så var det en tid, hvor skilsmisser toppede.

Det betyder, at mange Gen X’ere voksede op med kun én forælder. Og dengang var der ikke pasningsordninger, som vi har dem i dag. Så de fik tidligt udleveret en nøgle til hjemmet, og måtte gå hjem efter skole og selv tage ansvar for deres færden, indtil mor og/eller far kom hjem fra arbejde henimod aften.

I en meget tidlig alder lærer Gen X altså at tage lederskab for eget liv. De bliver meget selvstændige, og fordi der ikke var nogen til at holde dem i hånden, måtte de også være kreative udi i leg og samvær med andre børn.

Gen X som voksen
Udover at Gen X er gode til at tage initiativ og være selvkørende, så er de også vokset op med, at alt er muligt. Deres forældre har simpelthen vist dem, at det er muligt at blive, hvad de vil, og at det er muligt at skabe lige præcis det, de vil, i livet – og at det er tilladt.

Baby Boomernes livsambitioner var at skabe Sikkerhed i Jobbet, for med den sikkerhed ville der følge sikkerhed på mange andre fronter i livet.

Gen X’ernes livsambitioner er at skabe Work-Life-Balance. For med muligheden for selv at vælge, hvad man vil blive, følger muligheden for selv at vælge, hvordan det skal se ud. Så i Gen X har vi mange både ledere og mellemledere, der har været med til at skabe forandring omkring arbejdstider og arbejdsgoder. Og vi har mange selvstændige erhvervsdrivende, der faktisk er lykkedes med at skabe gode, sunde virksomheder.

Så endnu en grund til, at de kan være lidt oversete er, at de er gode selvstartere og ikke spørger så meget. Og dermed kommer der heller ikke “unødig” opmærksomhed på dem.

Gen X’ernes bløde punkt
Det lader til, at Gen X’ernes bløde punkt er, at de ikke er så gode til at se, hvor fantastiske de i virkeligheden er. De ser ikke deres indsats som noget særligt, når de faktisk får en masse ting til at ske uden, at det kræver ret meget opmærksomhed fra andre. Men det er jo en kæmpe fordel for eksempelvis en arbejdsgiver, at man kun skal give en instruks én gang, og så kører det. Eller at man kan regne med, at ting bare bliver gjort uden nogen dikkedarer.

Men Gen X’erne ser det simpelthen ikke sådan. For dem er det naturligt bare at handle på ting og få ting til at ske.

Gen X er pt. på vej til at overtage lederskabet ude i de store koncerner, og det bliver spændende at se, om de vil formå at drive virksomhederne mod bedre fordeling og bedre brug af verdens ressourcer. Eller om de er for præget af Baby Boomernes trang til bare at forbruge uden i virkeligheden at have alles højeste bedste for øje.

Til slut…
Husk, at de her generationsklummer er meget generelle beskrivelser.
Som jeg skrev i sidst uge, så har Gen X banet vejen for mange af de temaer/sager, som Milennials kæmper for i dag, når det handler om bedre fordeling af verdens ressourcer, ligestilling, respekt for mennesker etc. Men det må komme i nogle andre klummer. For nu, bliver det beskrivelser af generationerne.

Kan du kende dig selv?
Personligt er jeg født i 1964, hvilket gør mig til Baby Boomer. Men jeg må erkende, at der er rigtig mange træk, jeg genkender fra Gen X, så personligt synes jeg faktisk, at jeg har et ben i begge lejre, og måske føler jeg mig i virkeligheden mere som Gen X end Baby Boomer. Noget af det, jeg lægger mærke til, er, at jeg aldrig rigtig har beskæftiget mig med Sikkerhed i Job. Mit store tema i livet har netop været Work-Life-Balance. Og så ligner min opvækst i høj grad Gen X’ernes.

Hvad med dig?

Okay, Boomer!
Har du hørt det udtryk?
Jeg havde ikke. Jeg hørte det først for en uge siden. Og shit, hvor jeg grinede, da jeg fandt ud af, hvad det handler om, og hvordan det er opstået. Det er et udtryk, der handler om, at vi gamle ikke fatter en skid (af noget)! Boomer refererer til Baby Boomer generationen, som er efterkrigstidens børn født 1945-1964. Jeg er født i 1964, derfor skriver jeg “vi”, eftersom jeg er en af dem, der ikke fatter en skid. Og i min optik er det faktisk rigtigt, og derfor synes jeg også, at det er ekstra sjovt.

Så i dag vil jeg snakke lidt om generationskløfter og mine kernekunder. Men først skal vi have opdelt og defineret generationerne. Og bær over med mig, for det er helt nyt land, jeg betræder her, og jeg er først i min spæde start af at studere de her generationer, og hvad de er her med hver især.

Generation Baby Boomer – født 1945 – 1964
– de er i dag 56 – 75 år

Generation X – født 1965 – 1979
– de er i dag 41 – 55 år

Generation Y (også kaldet Millennials) – født 1980 – 1994
– de er i dag 26 – 40 år

Generation Z – født 1995 – 2015
– de er i dag 5 – 25 år

Baby Boomers og Millennials
I dag kommer det til at handle om Millennials og Baby Boomers.

Det er Millennials, der har “opfundet” udtrykket “Okay, Boomer!”
Når jeg kigger på, hvad de to generationer er her med hver især, forstår jeg faktisk godt, at Millennials står med følelsen af, at vi gamle ikke fatter en skid.

Hvis vi kigger på verdens magtcentre og “toppen af poppen” rundt om i politik og store koncerner, så er det Baby Boomers, der har stafetten. Det er også den generation og forgængerne til den, der sidder på størstedelen af verdens penge, og dermed har størst indflydelse på, hvorledes magten i verden fordeles. Det hele er bygget op omkring de trends, normer og muligheder, der var til stede, da Baby Boomerne voksede op og skulle gøre sig gældende i verden.

Millennials er her for at skabe nye måder at være i verden på. For det viser sig, at den måde Baby Boomerne har brugt og fordelt verdens ressourcer på, faktisk ikke er i alles højeste bedste. Så det skal ændres. Og som jeg indtil videre kan se af mine generationsstudier, så har Millennials meldt sig til lige præcis at være dem, der skal stå for at skabe disse nye strukturer og nye måder at være i verden på.

Men de har et problem – et stort problem. Boomerne vil ikke aflevere stafetten!

Stafetten
Hvad mener jeg med det?

Boomerne føler sig godt tilpas i deres verden med den magt og de goder, som de har skabt og nyder godt af i dag. Og nu kommer der så en yngre generation og påberåber sig at vide bedre, og som vil skabe noget helt nyt og andet end det, Boomerne lever på og af i dag. Og de vil have fordelt verdens goder meget mere ligeligt. Det gør selvfølgelig Boomerne bange og utrygge. Og da de, som ovenfor beskrevet, faktisk sidder på en stor del af magten i verden, er dette ikke nogen nem opgave for Millennials. Der er kamp til stregen, så at sige.

Det, der er sket, da Millennials voksede op, er, at de er blevet bedt om at gøre som Boomerne – at få sig en uddannelse, senere et godt job og så skabe familie mv. De er blevet fortalt, at de gerne må drømme, men hver gang de gør det og tænker ud af boksen, så hiver Boomerne dem hjem igen og tager stafetten fra dem, fordi de åbenbart ikke er dygtige eller gode nok til at kunne styre det. Så det bliver et kæmpe dilemma for Millennials. De prøver at gøre, hvad der bliver sagt, men de kan godt mærke, at de ikke rigtig kan lykkes. Og så prøver de at udleve deres drømme, men lykkes heller ikke rigtig med dét, fordi de aldrig får taget stafetten hjem – læs; poweren over deres eget liv.

Mine kernekunder
Og her ser vi så mine kernekunder. Sjovt nok er ca. 80% af mine kunder netop Millennials. For det hele handler om deres selvværd. Det handler om, at de ikke tror på sig selv, fordi de hele deres opvækst har fået at vide, at de skal gøre tingene på en måde, som de slet ikke er designet til. Og når de så ikke høster resultater, selvom de gør, hvad der bliver sagt, så konkluderer de på et eller andet tidspunkt, at der er noget galt med dem selv. For ellers havde de vel skabt resultaterne.

Hvis du læste min klumme i sidste uge, så er Hjertekvinderne lige præcis Millennials. De har skabt en ny trend og en ny måde at være i verden på og en ny måde at opleve sig selv på – set i forhold til Boomerne. Og det er en af grundene til, at de er lykkedes med deres karriere. For de har tænkt ud af boksen, og så er de gået vejen og gjort det, der skulle til, og de har nægtet at aflevere stafetten tilbage, selvom mange nok på deres vej har prøvet at tage den.

Hvad med Generation X?
I dag har mit fokus været på generationskløften mellem Boomerne og Millennials, fordi Millennials netop er her for at skabe noget helt andet, end Boomerne har bygget verden på. Og det kan næsten ikke andet end slå gnister, når to så markante “personligheder” skal enes om, hvordan vores fremtid skal se ud.

Jeg tænker, at jeg vil lave en lille serie i mine lørdags-klummer om de her generationer.
Generation X står nemlig med nogle super interessante ting i forhold til at bane vejen for Millennials. Bl.a. er MeToo bevægelsen skabt af kvinder fra Generation X. Men X er også en generation, der er lidt indeklemt, og som faktisk kan “lidt af det hele”, når det handler om at skabe sig et godt liv – de kan både manifestere på Boomernes måde, men de kan også tænke ud af boksen og få det til at virke ved at skabe nyt.

Input og link
Hvis du selv ved noget om det her emne, og/eller har links til gode steder, hvor man kan læse om det, så skriv gerne til mig. Jeg er som sagt på en opdagelsesrejse her, så jeg ville elske, at vi kan dele viden og erfaringer. Jeg glæder mig til at blive endnu klogere, både på generationskløfter generelt, men også på mine kernekunder.

Og hvis du vil se videoen “Okay, Boomer!”, så er den her;
Okay, Boomer!