Ugens dilemma

Forleden fortalte jeg dig om min superpower.
Har du selv kigget på, hvad din er?

Jeg kan virkelig anbefale, at du gør det. Især hvis du er sådan en ligesom mig, der leder efter dit purpose i livet. For det har vist sig, at en voldsom energi har sluppet i mig, efter jeg forleden overgav mig til min superpower og decideret stoppede med at lede efter et eller andet fancy, der skulle repræsentere mig og mine talenter i det her liv. Jeg har nærmest været i sådan en zen-tilstand lige siden.

Og det er det, der sker, når vi gider at bruge tid på vores egen selvudvikling, og når vi lærer vores skygger at kende, og vi lærer at slippe modstand på det, der er.

Jeg lægger mærke til, at nogle af de dynamikker, der har været i spil hos mig, netop er det her med at lede efter noget mere og noget større. En måde for mig hele tiden at udvikle mig selv på og vikle mig selv ud på er at studere og konstant dykke ned i forskellige værktøjer, der netop kan fortælle mig noget om mig selv og mine dynamikker. Og undervejs har jeg mange gange troet, at “hey, det er jo det her, jeg skal dele med verden!”

Jeg har også haft en drøm om at dele mere neutrale emner fra livet. Eksempelvis da jeg lavede mine klummer om generationer. Men jeg løber altså tør for materiale, der interesserer mig, og det ender altid med, at jeg kommer til at snakke om mig selv og mine indre oplevelser alligevel. Så jeg tænker ikke, at verden omkring mig har været særlig meget i tvivl om mit fokus og purpose. Men det har jeg selv. Ikke om, hvad jeg kan, men om det har været godt nok.

Og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at overgive mig til det evidente. Vi lever i en verden, hvor vi fra helt unge bliver pacet til at skulle være noget – ikke “nogen”, men “noget”. Ret tidligt skal vi begynde at beslutte vores karriereforløb ved at vælge uddannelse, og det er dælme svært, hvis man ikke en gang ved, hvem man er. Da jeg trådte ind på den såkaldt spirituelle vej, troede jeg faktisk, at nu blev det hele meget nemmere. Men det var bare lyv! Rejsen ændrede sig bare fra at skulle være “noget” til at skulle være “nogen”.

Så kan jeg spørge mig selv, om det ville være bedre, hvis vores uddannelsessystem var sat op til at fremelske, hvem vi er i stedet for at fremelske, hvad vi vil. Men jeg er faktisk i tvivl. Jeg tænker, at det skal være lidt en balance. At mærke ind i hvad vi vil, kan jo sagtens dirigere os i retning af, hvem vi er. Og at mærke ind i hvem vi er, kan også sagtens dirigere os i retning af, hvad vi vil.

Og for mit eget vedkommende er der også noget med “levet liv”.
Der er noget med, at “levet liv” har hjulpet mig på vej, for det er jo i livet, at vi skal være noget eller nogen. Og hvis vi ikke har haft tid til at leve noget som helst liv, ja så bliver det virkelig svært at vælge noget som helst, tænker jeg.

Hvad nu, hvis vi lærte vores unge, at det ikke handler om at vælge for evigt?
Hvad nu, hvis vi lærte vores unge, at det kun handler om at vælge det, der føles godt lige nu?

Jeg synes, at det er tåbeligt at sige, at man kan “falde tilbage på” noget som helst, som boomerne prøver at bilde de yngre generationer ind. Vores første valg i livet er jo valgt ud fra dem, vi er på det tidspunkt – unge og uerfarne. Hvem er nogensinde faldet tilbage på sådan et valg, når man er blevet ældre og mere erfaren, hvis man ikke er fortsat ud af den vej fra start?

På den anden side, kan man jo også være lidt forud for sin tid og ikke klar til sit første valg, og dermed være nødt til at leve lidt liv, før vejen rigtig kan gåes?

Personligt valgte jeg gymnasiet som ung, fordi jeg ville være socialrådgiver og hjælpe mennesker, der havde det svært. Det var jeg åbenbart ikke klar til, for mit liv tog en helt anden drejning. Retrospektivt kan jeg se, at jeg først var nødt til at hjælpe mig selv, og at socialrådgiver langt hen ad vejen er en administrativ rolle, og det var ikke det, jeg skulle. Og nu lugter mit arbejde jo af at være det, jeg oprindeligt ville. Jeg hjælper mennesker, der har det svært.

Jeg ved ikke, hvad der er sandt og rigtigt. Det må være et personligt anliggende for den enkelte. Men jeg ved, at jeg synes, at det er sjovt at beskæftige mig med min egen og andres indvikling og udvikling i livet. Så det vil jeg fortsætte med at gøre og causere over. Og så vil jeg lade være med at lede efter, at det skal handle om noget som helst andet fancy. Jeg trives med selvudvikling, så det vil jeg fortsætte med at nyde. Punktum!

Ugens dilemma

Jeg håber ikke, at det er uklart for nogen af alle jer, der følger mig og læser mine klummer, at selvudvikling er min helt store superpower. Det er her, jeg er dygtig, og det er her, at jeg flytter folk max!

Jeg deltager i et forløb, hvor vi hver dag får nogle opgaver. Og for nogle dage siden var opgaven at identificere sin superpower i det her liv, så man kan bruge den til at skabe en succesrig forretning.
Metoden var at kigge tilbage til barndommen og identificere sin største smerte og kigge på, hvordan man instinktivt reagerede. Og i reaktionen ligger så ens superpower.

Min største smerte har altid været at blive misforstået og dermed ofte dømt ude, hvilket har givet mig følelsen af at være forkert og ikke passe ind i det “gode” selskab.
Min instinktive reaktion har været at trække energien til mig og bruge tid på at analysere, hvorfor folk mon havde den opfattelse af mig, som de nu havde, og hvad det mon var, jeg gjorde forkert, siden jeg blev misforstået.

I virkeligheden viser det sig, at jeg faktisk i en meget tidlig alder begyndte på selvudvikling.

Så lad mig lige definere ordet selvudvikling;
Selvudvikling betyder at vikle sig selv ud af noget, som man har fået viklet sig selv ind i.

Og her er der selvfølgelig tale om mønstre, adfærd, følelser, holdninger etc.
Læg også mærke til, at ansvaret er hjemme hele vejen igennem – vi har selv skabt det, så vi skal selv skabe det om!

Så for mig ligger den lige til højrebenet, at selvudvikling er min helt store superpower. Men nu kommer det svære. Hvorfor har jeg så ikke skabt en kæmpe, succesrig forretning ud af det, når jeg nu er så pokkers god til at hjælpe andre (og mig selv!) med at få viklet sig ud af deres eget spind?

Den har jeg summet lidt på, og jeg må erkende, at svaret her også ligger lige til højrebenet.
I min egocentriske iver efter at være speciel, er det dælme lidt fladt, at ens superpower er selvudvikling… synes jeg… Så jeg har nok ikke rigtig identificeret mig med, at det her faktisk er mit helt store potentiale. I stedet har jeg “rendt rundt” og ledt efter det der helt specielle potentiale, jeg da måtte have et eller andet sted. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, når nu det er så let og ligetil, men ikke desto mindre, er det sådan, det er.

Så hvad er dilemmaet?
Dilemmaet er, at det netop er alt det, jeg har bedt om, det skal være; super sjovt, legende og let. Og så har jeg haft det her ego kørende med, at det ikke var specielt nok til at promovere sig på, endsige kalde en superpower!

Så nu bliver det spændende at se, hvad der sker, når jeg for alvor begynder at identificere mig med min superpower og virkelig giver den gas med at promovere mig på det. Jeg kan allerede mærke, at det bliver super sjovt, legende og let at gå på opdagelse i. Og hvis alt det, jeg tror på, er sandt, så følger resultaterne selvfølgelig med, ikk’? (her skulle så have været en blinke-smiley)

Har du identificeret din superpower?

Ugens dilemma

Da jeg gik på mit 3. år på psykoterapeut-uddannelsen, skulle læreren bruge en elev i stolen og jeg meldte mig. Øjeblikkeligt var der en af mine medstuderende, der smækkede sin notesbog sammen og udbrød irriteret; “Jeg gider ikke, det skal være dig, Lorena! Du er altid så skide lykkelig!”

Jeg siger lige med det samme, at det ikke var en kompliment! Det blev sagt meget irriteret.

Forleden sad jeg på cafe med min dejlige veninde, og jeg sidder og pjatter og får kørt mig selv op i grin og ballade, der får min veninde smilende til at sige noget i stil med; “Nu har vi så den side af dig, som jeg ikke lige ved, hvor længe jeg kan være sammen med. Altså, du må jo gerne være glad.”

Det var vist heller ikke en kompliment! Men det blev sagt med et smil.

Da jeg var ung, blev jeg kaldt overfladisk, når jeg lavede larm og ballade.
Min mor plejer (stadig) at sige; “Årh, hold nu op med det der. Der er da ingen, der gider at være sammen med dig, når du opfører dig sådan!”

Tydeligt nok er det heller ikke en kompliment! Og hun har til dels ret.

Og hvorfor fortæller jeg dig de her historier?
Fordi det har fået mig til at spekulere på det her med, hvordan noget som opfattes som glæde og uskyldigt i den ene, kan opfattes som grænseoverskridende og enormt irriterende i den anden. Og som psykoterapeut ville jeg måske være ret hurtig til at sige, at det er projektioner, der skal tages hjem.

Men hey! Hvad nu, hvis det bare er at sætte grænser? Skal vi altid dykke ned i tingene, som om alting skal heales og helbredes? Når vi bliver provokeret af andre, er det så altid et sår, eller kan der i virkeligheden også bare være tale om, at grænsen er nået for den enkelte?

Er det forbudt at sætte grænser, bare fordi det handler om glæde og sjov og spas?
Jeg tænker, at vi kender det, når vi ser børn i ekstatisk leg, hvor vi godt kan få øje på, at lige om lidt kan det kamme over. Og det er jo det samme, man kan tappe ind i hos en voksen, der giver den gas. Den der genkendelighed med, at lige om lidt kammer det over til ikke at være sjovt længere.

Der er virkelig noget med det der, at grænsen fra geni til vanvid er meget, meget lille. Det samme gælder, når vi når glædeshøjder af ekstase. Her kommer vi også hurtigt tæt på vanviddets grænse, tænker jeg.

Jeg ved godt, hvem af mine venner, der gider hvilke sider af mig. Og det ved jeg, fordi de fleste af mine venskaber har rigtig mange år på bagen. I den tætteste kreds kom den sidste til for 18 år siden. Og i virkeligheden er jeg ikke gå-i-byen typen, netop fordi jeg ved, at jeg kan provokere rigtig mange. Og jeg gider ærligt talt ikke beskæftige mig med det. Til gengæld er vi pisse gode til at holde fester, og det gør vi så i stedet. Her kan dem, der ikke er til det glade vanvid så trække sig lidt sammen med ligesindede, og dem, der er til det glade vanvid, kan så feste sammen med mig.

Og så kommer næste spørgsmål:
Betyder det så, at jeg “dukker” mig og slukker mit lys, når jeg er sammen med andre mennesker?

Nogen vil måske sige ja, det gør du.
Men hvad nu, hvis jeg bare udtrykker sider af mig selv, der også skal luftes og have plads engang imellem? Fordi jeg godt kan lide at være en festabe, betyder det jo ikke, at jeg ikke kan lide at være alvorlig og dykke ned i livets dilemmaer, vel?

Hvad nu, hvis healing af alle vores temaer ikke kun kommer med dybdegående psykoterapi, men kommer med accept og kærlighed til alle dele af os?
Hvad nu, hvis det bare handler om at være bevidst om, hvad vi har til rådighed i os og så vælge at være på den ene eller anden måde i forskellige situationer?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved kun, at jeg i denne uge har været i kontakt med, at jeg har været ved at drukne i følelser. Så nu vil jeg øve mig i at være dér, hvor jeg kan trække vejret frit og endnu mere bevidst vælge kærlighed til mig selv og alt det, jeg indeholder, i stedet for altid at dømme det til healing og “behandling”.

Ugens dilemma

Hehe… allerførst vil jeg da lige flashe en god nyhed;
Jeg har 50% booking på mit Astrologisk Grundkursus – jeg siger det bare!
Healing og selvoptagethed betaler sig.

Jo dybere og længere jeg går på den her sjælerejse i en krop, jo mere går det op for mig, at det at være her på Jorden er en dybt selvoptaget affære. Og hvis vi kke tør være dybt selvoptaget, kan vi faktisk ikke opleve det, vi er her for at opleve.

Paradokset er, at på den ene side ved vi, at det vil være godt at “gøre noget for andre”, og på den anden side ved vi, at vi er nødt til at passe på os selv også. Og på en eller anden måde har vi fået lært, at for at kunne passe på andre, må vi opgive os selv og sætte os selv sidst. Men det er ikke sandt i min optik.

I virkeligheden hænger de to ting fuldstændig sammen. Hvis jeg ikke viser, hvem jeg virkelig er, så byder jeg ikke autentisk ind i fællesskabet. Men hvis jeg derimod viser, hvem jeg virkelig er, så byder jeg autentisk ind i fællesskabet. Og dermed giver jeg andre en reel mulighed for at vælge mit bidrag til eller fra. Det svarer lidt til, at vi går ind til bageren for at købe brød, og så viser det sig, at han kun handler med kød. Skiltet udenfor sagde brød, men inde i butikken er der kød. Det bliver lidt mudret, ikke sandt?

Og der er en anden ting, der følger i kølvandet på det her med at lade som om, at man er noget, som man ikke er. Eller når vi opgiver os selv… Alle de her følelser. Følelser, der bliver undertrykt. Følelser, der bliver udtrykt. Følelser, der bliver projiceret ud i verden, mest fordi vi har travlt med at tage os af andre end os selv. Og hvor skal vi så gøre af vores egne følelser? Ja, dem må vi jo kaste ud, så nogen kan tage sig af dem, mens vi selv har travlt med at tage os af de andres. Kan du se paradokset?

Jeg har en tese om, at hvis vi alle lærer at tage os af os selv og vores egne følelser først, så vil vi få reduceret mængden af vrede, sorg, had, frustrationer, nærtagenhed, fornærmethed etc. som projektioner i verden. Tænk, hvis alle tog sig af sig selv, når de kunne mærke, at noget gjorde dem vrede eller fornærmede? Tænk, hvis vi lærte at sætte os ned og kontemplere over, hvor det sår mon kom fra inde i os selv? Tænk, hvis vi kunne hente alle vores projektioner hjem og være med dem i kærlighed til processen? Tænk, hvis vi alle gad at bruge tid på at lære os selv at kende dybt inde i kernen? Tænk, hvis…

Jeg drømmer om fred i verden. Men så længe vi ikke lærer os selv og vores børn at stole på sig selv og vores/deres instinkter, og hjælper os/dem med at udvikle intuition, så er der lang vej. Det store spørgsmål er selvfølgelig også, om Jorden reelt er en planet, der skal være fred på. “Man” siger, at Jorden er skolen for lærdom gennem lidelse. Ja, tak for kaffe da! Det skal jeg da lige love for, at det er!

Når alt kommer til alt, kan vi kun gøre det, der føles rigtigt for os selv. Og det, der føles rigtigt for mig, er, at jeg hele tiden passer på mig selv og går med det, der føles sandt inde i mig. Læg mærke til, at jeg skrev “føles rigtigt” og ikke “føles godt”. Som du måske har læst i mine tidligere klummer, så har jeg subtile energier kørende af at ville have respekt og anerkendelse af andre. Men som sagt, så er det også bare at kaste mine følelser ud i verden for at få nogle andre til at tage sig af dem, eller verificere dem og dømme dem gode nok. Og den går ikke, hvis jeg skal være autentisk. Faktum er, at når jeg er autentisk, så opnår jeg respekt og anerkendelse. Jeg bliver ikke autentisk af at få respekt og anerkendelse fra andre. Det føles rigtigt, men ikke nødvendigvis godt!

Det her er temaer, som vi alle skal lære noget om de næste ca. 2.500 år. Det er Vandbærerens tidsalder. Når jeg kigger på Vandbærerens energi, så er noget af det første, der kommer op, at den står for “at kunne være sig selv i mængden”. Det er kun frygten for at blive efterladt, ekskluderet, stå alene etc., der forhindrer os i at træde derud. Men igen… paradokset er, at når vi gør det, så er vi aldrig alene. Der er altid nogen, der har brug for lige præcis det, som vi kan. Men det kræver, at vi tør lære os selv at kende for at få lige præcis den oplevelse med på vores livsrejse.

Tør du gå vejen?

Husk, at du kan lære noget om alt det her på mit kursus, hvor du enten kan tilmelde dig og følges med 3-4 andre med mig som guide. Eller du kan tilmelde dig og gå vejen alene med mig som guide.

Læs om det her.

Ugens dilemma

I denne uge har jeg bokset med et dilemma, der handler om, hvorvidt jeg gør ting for min egen skyld, eller om jeg gør det for at få anerkendelse og respekt.

Jeg har bemærket, at jeg ofte føler mig misforstået, når jeg i samtaler deler ud af mig selv. Og det gør som regel, at jeg trækker snuden til mig og trækker mig selv ud af dialogen, så at sige. Jeg gør simpelthen tingene upersonlige for at beskytte mig selv.

Beskyttelsen handler om mit selvværd, og elementerne er lige præcis det, min sjæl gerne vil lære noget om. I tidligere liv var jeg sådan en, der levede mit liv på anerkendelse og respekt – dvs. gjorde det, der faldt i god jord, og som ikke nødvendigvis var det, jeg selv ønskede, men det verden ville have.

I dette liv lærer jeg noget om at vælge mig selv først og derigennem forstå, at jeg på den måde tjener “the greater good”.

Så følelsen af at blive misforstået handler i virkeligheden om, at den anden ikke er enig med mig, og så føler jeg mig forkert. Altså er det ikke en misforståelse. Men følelsen af misforståelse bliver en forsvarsmekanisme inde i mig, hvor jeg trygt kan gemme mig under, at den anden jo ikke forstår mig, og så kan det også være lige meget (eller, så behøver jeg ikke at stå op frem og være ærlig og risikere misbilligelse).

Eksempel:
Forleden mødtes jeg med en kvinde, hvor vi bl.a. snakkede om penge. Og jeg udtrykker, at penge er vigtige for mig, fordi de skaber mulighed for, at vi netop kunne mødes på en cafe.
Hun siger, at hun mærker, at jeg siger det i forkert rækkefølge. At det skulle være vores møde, der var vigtigst og ikke, at det kunne være på en cafe.

Den gik lige i maven på mig, og al min forkerthedsfølelse kom op. Og så trak jeg snuden til mig og gjorde mig selv neutral ved at anerkende hendes perspektiv og dykke lidt ned i det.

Men reelt er det sådan, at nogle af os er ydrestyret og andre er indrestyret. Dvs. at vi får vores impulser til nydelse, forandring etc. udefra eller indefra.

Jeg er ydrestyret, og derfor elsker jeg vores fysiske univers og bliver dybt inspireret eller afladet af mine omgivelser hele tiden. Men jeg har fået tudet ørerne fulde af, at det er forkert at sætte det materielle over det personlige – eller materielle goder over relationer. Så derfor føler jeg mig forkert, hvis jeg vælger at give det lige så meget energi som mine relationer. Og heri ligger min læring lige nu.

Denne her episode har fået mig til at tænke på, hvor meget jeg egentlig trækker mig og ikke gør det, som jeg har lyst til, men det, som andre synes, er en god ide.

Tag nu eksempelvis mit kursus, som jeg fortalte om i sidste uge.
Jeg havde besluttet mig for ikke at sætte flere kurser op, fordi jeg netop var ret træt af, at der ikke kom nogen kursister, og jeg åbenbart ikke kunne få fat i den “rigtige” intention. Men så begyndte forskellige mennesker omkring mig at spejle mig ind på, at jeg da skulle sætte det her astrologikursus op, for jeg har så meget at sige, og jeg ved så mange spændende ting om det og kan trække alle de her tråde til psyken og vores valg i livet. Og så tænkte jeg, jamen så er der jo nogen, der gerne vil have det, jeg kan, og så kan jeg godt gøre det.

Men hey! Det var jo bare anerkendelse og respekt skjult i mit eget ønske om at tjene penge på en sjov måde. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det kursus er det mest fantastiske tilbud i hele verden, og jeg ville elske at tjene penge på den måde. Og i mit univers er det win-win – de, der melder sig, laver en super god investering i sig selv og får et sjovt værktøj til at hjælpe dem på deres personlige rejse i livet. Og jeg får stimuleret mit ønske om at tjene penge OG dele ud fra mit univers samtidig med, at jeg bliver endnu mere oplyst på andre og livet.

Så du får lige et link til mit Astrologiske Grundkursus, så du kan komme og udvikle dig selv, og jeg kan tjene penge på en sjov måde samtidig med, at jeg udforsker livet – Astrologisk Grundkursus

PS.
På min hjemmesider under “Om” kan du læse følgende:

“Jeg er oplevelsesorienteret psykoterapeut, astrolog og spirituel mentor, og helt overordnet er min passion i dette liv at udforske, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan vi gennem vores guddommelighed kan leve i overflod og kærlighed“.

Og rækkefølgen “overflod og kærlighed” er helt rigtig for mig. Jeg har svært ved at finde kærligheden inde i mig, hvis jeg er utilfreds i mine omgivelser.

Det kan virke lidt som den med hønen og ægget, men der er nogle subtile nuancer her. Så prøv selv at mærke ind i, om du oplever dig selv som ydrestyret eller indrestyret.

Ugens dilemma

Min ferie slut, og jeg er vendt tilbage til min hverdag og de rutiner, som den nu indeholder. Det er jeg ret vild med. Selvom jeg elsker at holde ferie, så elsker jeg også at komme tilbage til mit liv, hvilket gør mig glad, for så har jeg skabt lige præcis det liv, som, jeg for nærværende synes, er fantastisk.

Nu er jeg så tilbage med mine små klummer, og jeg tænker, at jeg i en periode vil causere over forskellige dilemmaer i livet – og jeg fortsætter lidt med mine astrologiske betragtninger. I denne uge skal det handle om en dynamik i mit eget liv, som jeg har bokset med i en del år – undervisning af grupper.

Der er ingen tvivl om, at jeg har en underviser i maven.
Min debut var dengang, pc’en gjorde sit indtog på arbejdspladserne, og man skulle have “kørekort” til de forskellige programmer. Der startede jeg som underviser i PC Kørekort for mere end 20 år siden! Jeg var virkelig ude og skide den første dag (…helt bogstaveligt 3 gange en halv time inden kursusstart!).

Siden har jeg holdt en del workshops og mindre forløb for både private og virksomheder om emner inden for personlig udvikling, spiritualitet mv. Og jeg elsker virkelig at undervise og empower folk på den måde. Men det er som om, det ikke rigtig vil tage fat, når jeg får en ide til et kursusforløb, som jeg tænker, at både jeg vil synes er sjovt, og som folk virkelig kan bruge til noget i deres liv. Der kommer aldrig rigtig nogen tilmeldinger, når jeg selv sætter kurser op.

Det har mange gange både frustreret mig, gjort mig ked af det, og gjort mig vred.
Og hver gang har jeg kigget indad og fundet ind til, hvad det er for en energi, jeg sender ud, der spærrer for de her tilmeldinger… for jeg tror jo på, at det er noget, jeg selv skaber. Og jeg kan love for, at der har været meget healing kørende lige præcis på den konto.

Men nu er det altså ved at blive lidt en farce, og jeg synes efterhånden, at det er så grotesk, at jeg bliver ved med at få de her impulser til at sætte kursusforløb op, der ikke bliver til noget, for jeg kan snart ikke finde mere at heale. Jeg er simpelthen nået til et stadie, hvor jeg ikke kan lade være med at grine af mig selv, og så kan jeg mærke, at der går lidt sport i det. For selvfølgelig er der mere at heale, og denne gang er det følelsen af fiasko, der kommer op.

Og så til mit horoskop.
Det er tydeligt i mit horoskop, at jeg er her for at kommunikere i en eller anden form – det kan være mine klummer, som terapeut, som astrolog, som underviser etc. Det er også tydeligt, at jeg er her for at tage hensyn til mine egne følelser først og undervise andre ud fra mine livserfaringer i alle afskygninger. MEN når udgangspunktet bliver vinding af andres respekt, eller primært for successen (som er det modsatte af fiasko), så er der altså ikke nogen støtte at hente fra Universet, ser det ud til. For der har jeg været i mange tidligere liv, og det gider min sjæl ikke denne gang. Til gengæld gider den godt at føle alt muligt OG empower andre til succes.

Og det er eddermame et dilemma inde i mig.
Hvis jeg først skal tage hensyn til mine følelser, så er alt godt, for jeg kan mærke, at det ville være fedt at undervise OG få succes.
Hvis jeg derefter skal empower andre og dele ud af min livserfaring, så er alt også godt, for det er selve præmissen og formålet med kurset.

Så nu er jeg på Herrens Mark – jeg fatter ikke en skid (pardon my french!)

Det store spørgsmål er nu, om det “bare” er den der massive sammenstimlen af planeter og stellium i Vædderen, der savner noget at kæmpe for og bruge sin energi på?
Eller om jeg “bare” har meget mere at heale, inden jeg kan lykkes med lige præcis den drøm.

Nu starter jeg i hvert tilfælde med at dykke ned i “fiasko” og ser hvilke herlige gaver, der måtte dukke frem af gemmerne dér! (Ironi kan forekomme!)

PS.
For mange år siden var der en mentor, der sagde til mig, at jeg havde noget med mit selvværd, og det kunne jeg da slet ikke genkende. Jeg syntes da, at jeg var helt fantastisk, som jeg var og havde fuldstændig styr på mit shit!
Jow, joooow…. jeg har mange gode grunde til at gå og grine lidt af mig selv!

Jeg var ikke inspireret til at skrive klumme i morges, så jeg har brugt dagen på at overspringshandle. Og egentlig havde jeg besluttet ikke at skrive i dag, men i stedet vælger jeg at lave en reklame for et grundkursus i astrologi, som jeg har lagt op på min hjemmeside.

Min favorit-overspringshandling nr. 1 er nemlig astrologi. Jeg elsker at fordybe mig i forskellige planeter, konstallationer eller andet, der nu lige måtte drage min opmærksomhed. Et horoskop er dynamisk og det er virkelig interessant, hvor mange oplysninger der er at hente, jo dybere jeg graver mig ned i det.

I længere tid har jeg været optaget af Saturn og nu også de to måneknuder.
Saturn er ham der står med vores ansvar – primært noget, vi skal lære at tage ansvar for i det her liv.
Vores sydlige måneknude fortæller os noget om, hvad vi har opbygget af kompetencer i tidligere liv.
Vores nordlige måneknude fortæller os noget om, hvad vores sjæl gerne vil lære i det her liv.

Ved at studere de 3 ting og dykke ned i forskellige horoskoper for folk, som jeg kender godt (mig selv inkl.) må jeg sige, at jeg har fået rigtig mange aha oplevelser. Informationerne skaber virkelig meget forståelse for mig selv og mit liv. Og også for min forståelse af andre.

På min rejse udi det spirituelle univers er jeg gennem tiden stødt på rigtig mange værktøjer, metoder, statements etc., der claimer at have sandheden om livet og universet. Og langt hen ad vejen tænker jeg da også, at det meste er sandt i en eller anden gradbøjning. For det var bestemt ikke alt, der føltes sandt for mig. Men det betyder ikke, at det ikke var sandt for andre – ikke mindst underviseren.

For mig er sandheden om et menneske altid subjektiv.
Visse ting i livet kan siges at være sande, fordi vi som mennesker er blevet enige om, at de er det – græs er grønt, himlen er blå, skyer er hvide og forskellige nuancer af grå, 2+2=4 etc.
Men hvad der er sandt at føle, gøre, sige, mestre for den ene, er bestemt ikke nødvendigvis sandt at føle, gøre, sige, mestre for den anden. Og det er ret tydeligt, når man læser horoskoper.

For nogle mennesker er det sandt at stå til rådighed for andre og altid være i anden række.
For andre er det sandt at være den, andre står til rådighed for, og dermed være frontfiguren i første række.

Måske er vi kommet ind i det her liv med lederevner og kompetencer til at bygge imperier op.
Måske er vi kommet ind i det her liv med healerens kærlige indfølingsevne.
Måske er vi kommet ind i det her liv med håndværkerens dygtige hænder, der kan bygge.

Og fordi vi nu er landet med de her evner, tror mange af os, at det er, fordi de da skal dyrkes i det her liv. Men det behøver ikke at være sandt. Nogle gange er det faktisk sådan, at vi skal lære det modsatte og slet ikke bruge disse evner i det her liv. Vi har simpelthen dyrket det så meget i andre liv, at det ikke længere vil skabe værdi for os på sjæleniveau at fortsætte ud af det spor.

Personligt er jeg kommet ind i det her liv med knoklerens og borgfruens talenter for at opbygge virksomheder og styre dem med hård hånd uden hensyntagen til mine følelser og behov.
Så i det her liv handler det for mig om at arbejde med mine følelser og behov og lære den side af menneskeheden at kende. Og så skal jeg støtte og empower andre på deres rejse og dele ud af min viden.

Men det har jeg ikke altid vidst. Jeg har i mange år troet, at jeg da selvfølgelig skulle bruge de der lederkompetencer til noget. Men sjovt nok er det aldrig rigtig lykkedes at få succes med dem i det her liv. Og nu ved jeg så hvorfor. Min sjæl gider det ikke mere. Den vil noget andet. Og det fremgår tydeligt i mit horoskop.

Som sagt er et horoskop dynamisk. Et horoskop kan ikke tage hensyn til vores frie vilje og de valg, vi foretager i livet. Men horoskopet kan fortælle noget om dynamikker og psykologiske temaer, der kan have indflydelse på vores valg. Og så kan det fortælle noget om, hvorfor nogle valg kan føles mere op ad bakke at arbejde med end andre.

Hvis du er nysgerrig på astrologi og synes, at det kunne være sjovt med et grundlæggende kendskab til stjernetegn, planeter og huse, så har jeg sat et kursus op, hvor vi mødes max. 6 personer en gang om måneden og leger med vores horoskoper. Og kurset gennemføres uanset, om der er 1 eller 6 tilmeldte.

Du kan læse om det her.

I forlængelse af de her beskrivelser af de forskellige generationer har jeg spurgt mig selv;
“Og hvad så nu – hvad kan jeg/vi bruge de her informationer til?”

Og svaret er;
“Rigtig meget!”

At kende lidt til de forskellige generationers måde at tænke og være i verden på, kan hjælpe os alle til at forstå hinanden bedre. Men jeg tænker også, at der kan komme flere parametre i spil. Der er også noget energetisk, som, jeg faktisk synes, er vigtigt at tage med.

Energi og frekvens
Alt i livet er energi og frekvens. Og vi ved, at energien på Jorden bliver mere og mere forfinet og frekvensen bliver højere og højere. Og på min rejse tilbage til mig selv, er der især én ting, jeg har bidt mærke i, når vi taler om generationer, og det er, at de nye generationer altid kommer til verden med en højere frekvens, end de forrige generationer gjorde. Og at børn altid er her for at lære de voksne noget.

Dvs. at mine børn faktisk er klar til noget helt andet, end jeg var klar til, da jeg blev født. Og næste generation – Generation Alpha (de sidste nye skud på stammen) – kommer til verden med en endnu højere frekvens end Gen Z.

Det stiller store krav til os alle om at få ryddet op i vores historier, mønstre og overbevisninger, hvis vi ikke vil “køres over” af alt det nye, der kommer til at vokse. Eller hvis vi ikke selv vil køre de nye unge mennesker over med “gammelt lort” (pardon my french!)

Børn som læremestre
Personligt har jeg som mor og voksen prøvet at leve efter devisen, at det ikke er mig eller os voksne, der har sandheden. Børnene har en stor del af den. Det er klart, at jeg har noget levet liv og nogle erfaringer ud i dit og dat, så jeg skal selvfølgelig bevare lederskabet i familien, indtil barnet er voksent, men går vi til kernen af tingene, så er børnene her også for at lære os voksne noget. Nemlig, hvad næste udviklingstrin på Jorden handler om. Og hvad der skal skabes af forandringer på alle mulige planer, for at de unge kan vokse op og udføre deres opgaver.

For nogen kræver det rigtig meget at afgive retten til at have sandheden. Min påstand vil være, at især Boomerne er lidt på overarbejde her. Boomerne var jo dem, der krævede at blive hørt og set og som krævede forandringer, så de kunne føle sig sikre og frie i verden. Så der ligger en solid energi bag den her generation, der handler om at stå fast på sin ret. Og som vi kunne se i min klumme om netop denne generation, så er de stadig ikke meget for at overdrage stafetten til de yngre generationer.

Og nedenunder denne manglende evne til at overdrage stafetten og give afkald på retten til at have sandheden, har vi vores gode, gamle kending “frygt” kørende. Og frygt er nok en af de energier/følelser, der i vores verden i dag skaber de største konfrontationer på alle planer. Og hvis vi ikke får bearbejdet vores frygt, så tager den simpelthen over, og vi bliver styret af den, fremfor at den bliver styret af os.

Målrettet arbejde
Men der er også meget andet, vi kan bruge de her informationer til.
Forældre kan nemmere tage lederskab i familien og lede deres børn på vej.
Voksne kan lære børn – eller de børn de arbejder med – bedre at kende.
Skoler kan målrette deres arbejde og læringsmiljøer til de nye generationers behov.
Politikere kan målrette deres kampagner for at få stemmer.
Virksomheder kan målrette deres produkter for at sælge dem.

Og sådan en som mig kan lave lige præcis sådan en klumme her og tale om mønstre, historier og overbevisninger og sætte det hele sammen til, at vi skal have bearbejdet vores frygt, og dermed kan jeg skabe arbejde til mig selv som psykoterapeut og/eller astrolog!

Så egentlig er det i min optik ret smart at dykke lidt ned i det her emne om generationer.
Og personligt synes jeg, at det sjoveste er dynamikkerne, der opstår imellem os, og hvor de kommer fra, der er det spændende. For vi trykker alle sammen konstant på hinandens indre knapper, og når det sker, er der læringsmuligheder til rådighed. Og dét, synes jeg, er det allermest spændende i hele verden; hvad vil det sige at være menneske, og hvorfor gør vi, som vi gør?

Hvad kan du bruge det til?

I dag skal det handle om Generation Z (Gen Z), som er født 1995 – 2015, så de er i dag 5 – 25 år.
Vær opmærksom på, at det kan være lidt forskelligt, hvor de forskellige forskningsinstitutioner sætter grænserne for de her generationer, så der kan sagtens være et spænd på op til 5 år på den ene eller anden side.

Hvem er Gen Z?
Gen Z er den første “ægte” digitale generation, der nærmest er født med en mobiltelefon i hånden. Så for dem er det helt utænkeligt at leve et liv uden adgang til digitale medier.

Gen Z er også den første generation, der er vokset op med fokus på individet i fællesskabet, både i familien og i skolen. I starten af 90’erne blev det danske folkeskolesystem lavet om til at have fokus på differentieret undervisning, således at man kunne løfte på alle niveauer. Man ville have fokus på det enkelte individs kompetencer, og hvad disse kunne bidrage med til fællesskabet. Så det er altså ikke en ego-centreret generation. Det er en generation, der har forståelse for, at hver enkelt har kompetencer, der kan bidrage positivt til fællesskabet.

Samtidig er det også den generation af unge, der mest er blevet involveret i familiebeslutninger på mange niveauer (hvad skal vi spise, hvor skal vi på ferie, hvad skal vi lave i weekenden etc.). De er vokset op med, at de altid kan spørge deres mor og far til råds om forskellige ting i livet. Alt det har givet dem en særlig tilknytning til familien, hvor de føler, at de kan være sig selv og trygt udforske livet og stille spørgsmål til deres forældre.

Den digitale generation
At være født med adgang til sociale medier og muligheden for at være online døgnet rundt har for Gen Z betydet, at de har en stor kontaktflade og dermed også et kæmpe netværk på de sociale medier. De har oftest et lille antal nære venner, de deler alt med, og så har de et kæmpe netværk på de sociale medier.

Familien er deres vigtigste ressource, når det kommer til tryghed og ro, men det er vennerne, der betyder mest for dem i deres dagligdag. Så det er vigtigt for dem, at kunne have konstant adgang til deres venner.

At være født ind i online miljøet har også betydet, at de er habile brugere af de forskellige ting, der bliver udbudt. De er skarpe til at handle på nettet og de er lynhurtige til at få fortalt og spredt, hvis nogle snyder eller ikke lever op til det, de lover derude.

Vi skal som voksne og forældre til Gen Z være opmærksomme på, at det er en generation, der bruger de digitale medier til alt. Og det betyder, at de samler information, arbejder, netværker osv., når de er på nettet. Og de kan udmærket multitaske med alt muligt på nettet samtidig med, at de laver lektier eller arbejder.

Lyst, interesse og tillid
Gen Z er drevet af lyst, interesse og tillid. Og det er vigtigt for dem, at de har mulighed for at udvikle sig netop ud fra disse elementer. Og fordi de er opvokset med at fremelske individuelle kompetencer, kræver de opmærksomhed fra deres omgivelser, så de konstant kan mærke sig selv og vokse. De er ikke nødvendigvis indforstået med nutidens hierarkier, og de vil ikke styres men har mere brug for feedback, da de dybest set er selvledende.

I skolerne i dag ser vi flere og flere børn og unge “stikke ud” fra normerne, hvilket netop kunne være et billede på den differentiering, som børn og unge kræver at blive mødt med i dag. De kræver simpelthen at blive set som særlige individer i fællesskabet.

Livsambitioner
Gen Z er vokset op i kølvandet på deres forældres økonomiske udfordringer og med bonusfamilier som hverdagskost. Så deres livsambitioner handler derfor meget om Sikkerhed og Stabilitet. Her kommer tillid ind i billedet på alle måder. De vil simpelthen ikke finde sig i, at de ikke kan stole på det, de bliver lært eller fortalt.

Og fordi de er vant til at have en stemme i familien og har lært, at alt er muligt, giver det mening, at det er lyst og interesse, der driver værket, når de skal tage beslutninger i livet.

Generationskløft eller generationsskift?
I lyset af ovenstående giver det mening for mig, at mange voksne er udfordret med de unges mobil-forbrug og deres hang til at være online konstant. Men det forklarer også meget godt, hvorfor det er sådan for de unge. Det var jo os selv, der introducerede det, da vi lod dem underholde sig selv på vores telefoner eller iPads som små.

Og når vi kigger på, hvor meget nyt Gen Z er vokset op med i forhold til tidligere generationer, så er der vel ikke noget at sige til, at vi voksne en gang imellem har lidt svært ved at navigere i det hele. Det er jo virkelig fagre nye verden, tænker jeg.

Jeg er selv mor til en meget typisk Gen Z søn og svigermor til en meget typisk Gen Z svigerdatter, og jeg må sige, at jeg kan genkende rigtig meget af det, de er kommet ind i verden med. Og for mig er det virkelig spændende at få lov til at opleve, hvad de beslutter at ville bidrage med i verden. Og fordi de netop er så forskellige fra mig, er de er enormt sjove at studere og lære af. Og jeg tænker, at hvis vi kan åbne os for, at det er dem, der skal bringe verden videre, så kan vi arbejde mere henimod generationsskifte, i stedet for at lade alt det her nye skabe en generationskløft.

Har du en Gen Z i din nærhed, som du kan lære af?

Generation X
I sidste uge skrev jeg om Baby Boomers og Milennials.
I denne uge skal det handle om Generation X (Gen X).

Gen X bliver af nogen kaldt “den oversete” generation. Og det gør den af flere årsager – bl.a. fordi Boomers og Milennials er de to største generationer, der begge står med nogle markante modsætninger, der tager en stor del af opmærksomheden.

Men der er også andre årsager, der spiller ind, når vi taler om “den oversete” generation.

Gen X’s barndom
Gen X er vokset op selv. Det kan lyde mærkeligt, for det er vi jo alle. Men Gen X har helt konkret skullet lære alting selv. Deres forældre var en del af den store forandringsgeneration, hvor mange kvinder kom på arbejdsmarkedet, uddannede sig, genopfandt sig selv, og så var det en tid, hvor skilsmisser toppede.

Det betyder, at mange Gen X’ere voksede op med kun én forælder. Og dengang var der ikke pasningsordninger, som vi har dem i dag. Så de fik tidligt udleveret en nøgle til hjemmet, og måtte gå hjem efter skole og selv tage ansvar for deres færden, indtil mor og/eller far kom hjem fra arbejde henimod aften.

I en meget tidlig alder lærer Gen X altså at tage lederskab for eget liv. De bliver meget selvstændige, og fordi der ikke var nogen til at holde dem i hånden, måtte de også være kreative udi i leg og samvær med andre børn.

Gen X som voksen
Udover at Gen X er gode til at tage initiativ og være selvkørende, så er de også vokset op med, at alt er muligt. Deres forældre har simpelthen vist dem, at det er muligt at blive, hvad de vil, og at det er muligt at skabe lige præcis det, de vil, i livet – og at det er tilladt.

Baby Boomernes livsambitioner var at skabe Sikkerhed i Jobbet, for med den sikkerhed ville der følge sikkerhed på mange andre fronter i livet.

Gen X’ernes livsambitioner er at skabe Work-Life-Balance. For med muligheden for selv at vælge, hvad man vil blive, følger muligheden for selv at vælge, hvordan det skal se ud. Så i Gen X har vi mange både ledere og mellemledere, der har været med til at skabe forandring omkring arbejdstider og arbejdsgoder. Og vi har mange selvstændige erhvervsdrivende, der faktisk er lykkedes med at skabe gode, sunde virksomheder.

Så endnu en grund til, at de kan være lidt oversete er, at de er gode selvstartere og ikke spørger så meget. Og dermed kommer der heller ikke “unødig” opmærksomhed på dem.

Gen X’ernes bløde punkt
Det lader til, at Gen X’ernes bløde punkt er, at de ikke er så gode til at se, hvor fantastiske de i virkeligheden er. De ser ikke deres indsats som noget særligt, når de faktisk får en masse ting til at ske uden, at det kræver ret meget opmærksomhed fra andre. Men det er jo en kæmpe fordel for eksempelvis en arbejdsgiver, at man kun skal give en instruks én gang, og så kører det. Eller at man kan regne med, at ting bare bliver gjort uden nogen dikkedarer.

Men Gen X’erne ser det simpelthen ikke sådan. For dem er det naturligt bare at handle på ting og få ting til at ske.

Gen X er pt. på vej til at overtage lederskabet ude i de store koncerner, og det bliver spændende at se, om de vil formå at drive virksomhederne mod bedre fordeling og bedre brug af verdens ressourcer. Eller om de er for præget af Baby Boomernes trang til bare at forbruge uden i virkeligheden at have alles højeste bedste for øje.

Til slut…
Husk, at de her generationsklummer er meget generelle beskrivelser.
Som jeg skrev i sidst uge, så har Gen X banet vejen for mange af de temaer/sager, som Milennials kæmper for i dag, når det handler om bedre fordeling af verdens ressourcer, ligestilling, respekt for mennesker etc. Men det må komme i nogle andre klummer. For nu, bliver det beskrivelser af generationerne.

Kan du kende dig selv?
Personligt er jeg født i 1964, hvilket gør mig til Baby Boomer. Men jeg må erkende, at der er rigtig mange træk, jeg genkender fra Gen X, så personligt synes jeg faktisk, at jeg har et ben i begge lejre, og måske føler jeg mig i virkeligheden mere som Gen X end Baby Boomer. Noget af det, jeg lægger mærke til, er, at jeg aldrig rigtig har beskæftiget mig med Sikkerhed i Job. Mit store tema i livet har netop været Work-Life-Balance. Og så ligner min opvækst i høj grad Gen X’ernes.

Hvad med dig?