Lorenas - Dit mentale fristed
MENUMENU
  • OM
  • BLOG
OM
BLOG
Lorenas - Dit mentale fristed
  • OM
  • BLOG
Hverdagsledelse, Kærlighed, Ledelse og lederskab, LivingYourTruth, Spiritualitet

Lorena’s Klumme – Generationer som læremestre

I forlængelse af de her beskrivelser af de forskellige generationer har jeg spurgt mig selv;
“Og hvad så nu – hvad kan jeg/vi bruge de her informationer til?”

Og svaret er;
“Rigtig meget!”

At kende lidt til de forskellige generationers måde at tænke og være i verden på, kan hjælpe os alle til at forstå hinanden bedre. Men jeg tænker også, at der kan komme flere parametre i spil. Der er også noget energetisk, som, jeg faktisk synes, er vigtigt at tage med.

Energi og frekvens
Alt i livet er energi og frekvens. Og vi ved, at energien på Jorden bliver mere og mere forfinet og frekvensen bliver højere og højere. Og på min rejse tilbage til mig selv, er der især én ting, jeg har bidt mærke i, når vi taler om generationer, og det er, at de nye generationer altid kommer til verden med en højere frekvens, end de forrige generationer gjorde. Og at børn altid er her for at lære de voksne noget.

Dvs. at mine børn faktisk er klar til noget helt andet, end jeg var klar til, da jeg blev født. Og næste generation – Generation Alpha (de sidste nye skud på stammen) – kommer til verden med en endnu højere frekvens end Gen Z.

Det stiller store krav til os alle om at få ryddet op i vores historier, mønstre og overbevisninger, hvis vi ikke vil “køres over” af alt det nye, der kommer til at vokse. Eller hvis vi ikke selv vil køre de nye unge mennesker over med “gammelt lort” (pardon my french!)

Børn som læremestre
Personligt har jeg som mor og voksen prøvet at leve efter devisen, at det ikke er mig eller os voksne, der har sandheden. Børnene har en stor del af den. Det er klart, at jeg har noget levet liv og nogle erfaringer ud i dit og dat, så jeg skal selvfølgelig bevare lederskabet i familien, indtil barnet er voksent, men går vi til kernen af tingene, så er børnene her også for at lære os voksne noget. Nemlig, hvad næste udviklingstrin på Jorden handler om. Og hvad der skal skabes af forandringer på alle mulige planer, for at de unge kan vokse op og udføre deres opgaver.

For nogen kræver det rigtig meget at afgive retten til at have sandheden. Min påstand vil være, at især Boomerne er lidt på overarbejde her. Boomerne var jo dem, der krævede at blive hørt og set og som krævede forandringer, så de kunne føle sig sikre og frie i verden. Så der ligger en solid energi bag den her generation, der handler om at stå fast på sin ret. Og som vi kunne se i min klumme om netop denne generation, så er de stadig ikke meget for at overdrage stafetten til de yngre generationer.

Og nedenunder denne manglende evne til at overdrage stafetten og give afkald på retten til at have sandheden, har vi vores gode, gamle kending “frygt” kørende. Og frygt er nok en af de energier/følelser, der i vores verden i dag skaber de største konfrontationer på alle planer. Og hvis vi ikke får bearbejdet vores frygt, så tager den simpelthen over, og vi bliver styret af den, fremfor at den bliver styret af os.

Målrettet arbejde
Men der er også meget andet, vi kan bruge de her informationer til.
Forældre kan nemmere tage lederskab i familien og lede deres børn på vej.
Voksne kan lære børn – eller de børn de arbejder med – bedre at kende.
Skoler kan målrette deres arbejde og læringsmiljøer til de nye generationers behov.
Politikere kan målrette deres kampagner for at få stemmer.
Virksomheder kan målrette deres produkter for at sælge dem.

Og sådan en som mig kan lave lige præcis sådan en klumme her og tale om mønstre, historier og overbevisninger og sætte det hele sammen til, at vi skal have bearbejdet vores frygt, og dermed kan jeg skabe arbejde til mig selv som psykoterapeut og/eller astrolog!

Så egentlig er det i min optik ret smart at dykke lidt ned i det her emne om generationer.
Og personligt synes jeg, at det sjoveste er dynamikkerne, der opstår imellem os, og hvor de kommer fra, der er det spændende. For vi trykker alle sammen konstant på hinandens indre knapper, og når det sker, er der læringsmuligheder til rådighed. Og dét, synes jeg, er det allermest spændende i hele verden; hvad vil det sige at være menneske, og hvorfor gør vi, som vi gør?

Hvad kan du bruge det til?

Hverdagsledelse, Kærlighed, Ledelse og lederskab, LivingYourTruth, Spiritualitet

Lorena’s Klumme – Gen Z

I dag skal det handle om Generation Z (Gen Z), som er født 1995 – 2015, så de er i dag 5 – 25 år.
Vær opmærksom på, at det kan være lidt forskelligt, hvor de forskellige forskningsinstitutioner sætter grænserne for de her generationer, så der kan sagtens være et spænd på op til 5 år på den ene eller anden side.

Hvem er Gen Z?
Gen Z er den første “ægte” digitale generation, der nærmest er født med en mobiltelefon i hånden. Så for dem er det helt utænkeligt at leve et liv uden adgang til digitale medier.

Gen Z er også den første generation, der er vokset op med fokus på individet i fællesskabet, både i familien og i skolen. I starten af 90’erne blev det danske folkeskolesystem lavet om til at have fokus på differentieret undervisning, således at man kunne løfte på alle niveauer. Man ville have fokus på det enkelte individs kompetencer, og hvad disse kunne bidrage med til fællesskabet. Så det er altså ikke en ego-centreret generation. Det er en generation, der har forståelse for, at hver enkelt har kompetencer, der kan bidrage positivt til fællesskabet.

Samtidig er det også den generation af unge, der mest er blevet involveret i familiebeslutninger på mange niveauer (hvad skal vi spise, hvor skal vi på ferie, hvad skal vi lave i weekenden etc.). De er vokset op med, at de altid kan spørge deres mor og far til råds om forskellige ting i livet. Alt det har givet dem en særlig tilknytning til familien, hvor de føler, at de kan være sig selv og trygt udforske livet og stille spørgsmål til deres forældre.

Den digitale generation
At være født med adgang til sociale medier og muligheden for at være online døgnet rundt har for Gen Z betydet, at de har en stor kontaktflade og dermed også et kæmpe netværk på de sociale medier. De har oftest et lille antal nære venner, de deler alt med, og så har de et kæmpe netværk på de sociale medier.

Familien er deres vigtigste ressource, når det kommer til tryghed og ro, men det er vennerne, der betyder mest for dem i deres dagligdag. Så det er vigtigt for dem, at kunne have konstant adgang til deres venner.

At være født ind i online miljøet har også betydet, at de er habile brugere af de forskellige ting, der bliver udbudt. De er skarpe til at handle på nettet og de er lynhurtige til at få fortalt og spredt, hvis nogle snyder eller ikke lever op til det, de lover derude.

Vi skal som voksne og forældre til Gen Z være opmærksomme på, at det er en generation, der bruger de digitale medier til alt. Og det betyder, at de samler information, arbejder, netværker osv., når de er på nettet. Og de kan udmærket multitaske med alt muligt på nettet samtidig med, at de laver lektier eller arbejder.

Lyst, interesse og tillid
Gen Z er drevet af lyst, interesse og tillid. Og det er vigtigt for dem, at de har mulighed for at udvikle sig netop ud fra disse elementer. Og fordi de er opvokset med at fremelske individuelle kompetencer, kræver de opmærksomhed fra deres omgivelser, så de konstant kan mærke sig selv og vokse. De er ikke nødvendigvis indforstået med nutidens hierarkier, og de vil ikke styres men har mere brug for feedback, da de dybest set er selvledende.

I skolerne i dag ser vi flere og flere børn og unge “stikke ud” fra normerne, hvilket netop kunne være et billede på den differentiering, som børn og unge kræver at blive mødt med i dag. De kræver simpelthen at blive set som særlige individer i fællesskabet.

Livsambitioner
Gen Z er vokset op i kølvandet på deres forældres økonomiske udfordringer og med bonusfamilier som hverdagskost. Så deres livsambitioner handler derfor meget om Sikkerhed og Stabilitet. Her kommer tillid ind i billedet på alle måder. De vil simpelthen ikke finde sig i, at de ikke kan stole på det, de bliver lært eller fortalt.

Og fordi de er vant til at have en stemme i familien og har lært, at alt er muligt, giver det mening, at det er lyst og interesse, der driver værket, når de skal tage beslutninger i livet.

Generationskløft eller generationsskift?
I lyset af ovenstående giver det mening for mig, at mange voksne er udfordret med de unges mobil-forbrug og deres hang til at være online konstant. Men det forklarer også meget godt, hvorfor det er sådan for de unge. Det var jo os selv, der introducerede det, da vi lod dem underholde sig selv på vores telefoner eller iPads som små.

Og når vi kigger på, hvor meget nyt Gen Z er vokset op med i forhold til tidligere generationer, så er der vel ikke noget at sige til, at vi voksne en gang imellem har lidt svært ved at navigere i det hele. Det er jo virkelig fagre nye verden, tænker jeg.

Jeg er selv mor til en meget typisk Gen Z søn og svigermor til en meget typisk Gen Z svigerdatter, og jeg må sige, at jeg kan genkende rigtig meget af det, de er kommet ind i verden med. Og for mig er det virkelig spændende at få lov til at opleve, hvad de beslutter at ville bidrage med i verden. Og fordi de netop er så forskellige fra mig, er de er enormt sjove at studere og lære af. Og jeg tænker, at hvis vi kan åbne os for, at det er dem, der skal bringe verden videre, så kan vi arbejde mere henimod generationsskifte, i stedet for at lade alt det her nye skabe en generationskløft.

Har du en Gen Z i din nærhed, som du kan lære af?

Hverdagsledelse, Kærlighed, Ledelse og lederskab, LivingYourTruth, Spiritualitet

Lorena’s Klumme – Gen X

Generation X
I sidste uge skrev jeg om Baby Boomers og Milennials.
I denne uge skal det handle om Generation X (Gen X).

Gen X bliver af nogen kaldt “den oversete” generation. Og det gør den af flere årsager – bl.a. fordi Boomers og Milennials er de to største generationer, der begge står med nogle markante modsætninger, der tager en stor del af opmærksomheden.

Men der er også andre årsager, der spiller ind, når vi taler om “den oversete” generation.

Gen X’s barndom
Gen X er vokset op selv. Det kan lyde mærkeligt, for det er vi jo alle. Men Gen X har helt konkret skullet lære alting selv. Deres forældre var en del af den store forandringsgeneration, hvor mange kvinder kom på arbejdsmarkedet, uddannede sig, genopfandt sig selv, og så var det en tid, hvor skilsmisser toppede.

Det betyder, at mange Gen X’ere voksede op med kun én forælder. Og dengang var der ikke pasningsordninger, som vi har dem i dag. Så de fik tidligt udleveret en nøgle til hjemmet, og måtte gå hjem efter skole og selv tage ansvar for deres færden, indtil mor og/eller far kom hjem fra arbejde henimod aften.

I en meget tidlig alder lærer Gen X altså at tage lederskab for eget liv. De bliver meget selvstændige, og fordi der ikke var nogen til at holde dem i hånden, måtte de også være kreative udi i leg og samvær med andre børn.

Gen X som voksen
Udover at Gen X er gode til at tage initiativ og være selvkørende, så er de også vokset op med, at alt er muligt. Deres forældre har simpelthen vist dem, at det er muligt at blive, hvad de vil, og at det er muligt at skabe lige præcis det, de vil, i livet – og at det er tilladt.

Baby Boomernes livsambitioner var at skabe Sikkerhed i Jobbet, for med den sikkerhed ville der følge sikkerhed på mange andre fronter i livet.

Gen X’ernes livsambitioner er at skabe Work-Life-Balance. For med muligheden for selv at vælge, hvad man vil blive, følger muligheden for selv at vælge, hvordan det skal se ud. Så i Gen X har vi mange både ledere og mellemledere, der har været med til at skabe forandring omkring arbejdstider og arbejdsgoder. Og vi har mange selvstændige erhvervsdrivende, der faktisk er lykkedes med at skabe gode, sunde virksomheder.

Så endnu en grund til, at de kan være lidt oversete er, at de er gode selvstartere og ikke spørger så meget. Og dermed kommer der heller ikke “unødig” opmærksomhed på dem.

Gen X’ernes bløde punkt
Det lader til, at Gen X’ernes bløde punkt er, at de ikke er så gode til at se, hvor fantastiske de i virkeligheden er. De ser ikke deres indsats som noget særligt, når de faktisk får en masse ting til at ske uden, at det kræver ret meget opmærksomhed fra andre. Men det er jo en kæmpe fordel for eksempelvis en arbejdsgiver, at man kun skal give en instruks én gang, og så kører det. Eller at man kan regne med, at ting bare bliver gjort uden nogen dikkedarer.

Men Gen X’erne ser det simpelthen ikke sådan. For dem er det naturligt bare at handle på ting og få ting til at ske.

Gen X er pt. på vej til at overtage lederskabet ude i de store koncerner, og det bliver spændende at se, om de vil formå at drive virksomhederne mod bedre fordeling og bedre brug af verdens ressourcer. Eller om de er for præget af Baby Boomernes trang til bare at forbruge uden i virkeligheden at have alles højeste bedste for øje.

Til slut…
Husk, at de her generationsklummer er meget generelle beskrivelser.
Som jeg skrev i sidst uge, så har Gen X banet vejen for mange af de temaer/sager, som Milennials kæmper for i dag, når det handler om bedre fordeling af verdens ressourcer, ligestilling, respekt for mennesker etc. Men det må komme i nogle andre klummer. For nu, bliver det beskrivelser af generationerne.

Kan du kende dig selv?
Personligt er jeg født i 1964, hvilket gør mig til Baby Boomer. Men jeg må erkende, at der er rigtig mange træk, jeg genkender fra Gen X, så personligt synes jeg faktisk, at jeg har et ben i begge lejre, og måske føler jeg mig i virkeligheden mere som Gen X end Baby Boomer. Noget af det, jeg lægger mærke til, er, at jeg aldrig rigtig har beskæftiget mig med Sikkerhed i Job. Mit store tema i livet har netop været Work-Life-Balance. Og så ligner min opvækst i høj grad Gen X’ernes.

Hvad med dig?

Hverdagsledelse, Kærlighed, Ledelse og lederskab, LivingYourTruth, Spiritualitet

Lorena’s Klumme – Okay, Boomer!

Okay, Boomer!
Har du hørt det udtryk?
Jeg havde ikke. Jeg hørte det først for en uge siden. Og shit, hvor jeg grinede, da jeg fandt ud af, hvad det handler om, og hvordan det er opstået. Det er et udtryk, der handler om, at vi gamle ikke fatter en skid (af noget)! Boomer refererer til Baby Boomer generationen, som er efterkrigstidens børn født 1945-1964. Jeg er født i 1964, derfor skriver jeg “vi”, eftersom jeg er en af dem, der ikke fatter en skid. Og i min optik er det faktisk rigtigt, og derfor synes jeg også, at det er ekstra sjovt.

Så i dag vil jeg snakke lidt om generationskløfter og mine kernekunder. Men først skal vi have opdelt og defineret generationerne. Og bær over med mig, for det er helt nyt land, jeg betræder her, og jeg er først i min spæde start af at studere de her generationer, og hvad de er her med hver især.

Generation Baby Boomer – født 1945 – 1964
– de er i dag 56 – 75 år

Generation X – født 1965 – 1979
– de er i dag 41 – 55 år

Generation Y (også kaldet Millennials) – født 1980 – 1994
– de er i dag 26 – 40 år

Generation Z – født 1995 – 2015
– de er i dag 5 – 25 år

Baby Boomers og Millennials
I dag kommer det til at handle om Millennials og Baby Boomers.

Det er Millennials, der har “opfundet” udtrykket “Okay, Boomer!”
Når jeg kigger på, hvad de to generationer er her med hver især, forstår jeg faktisk godt, at Millennials står med følelsen af, at vi gamle ikke fatter en skid.

Hvis vi kigger på verdens magtcentre og “toppen af poppen” rundt om i politik og store koncerner, så er det Baby Boomers, der har stafetten. Det er også den generation og forgængerne til den, der sidder på størstedelen af verdens penge, og dermed har størst indflydelse på, hvorledes magten i verden fordeles. Det hele er bygget op omkring de trends, normer og muligheder, der var til stede, da Baby Boomerne voksede op og skulle gøre sig gældende i verden.

Millennials er her for at skabe nye måder at være i verden på. For det viser sig, at den måde Baby Boomerne har brugt og fordelt verdens ressourcer på, faktisk ikke er i alles højeste bedste. Så det skal ændres. Og som jeg indtil videre kan se af mine generationsstudier, så har Millennials meldt sig til lige præcis at være dem, der skal stå for at skabe disse nye strukturer og nye måder at være i verden på.

Men de har et problem – et stort problem. Boomerne vil ikke aflevere stafetten!

Stafetten
Hvad mener jeg med det?

Boomerne føler sig godt tilpas i deres verden med den magt og de goder, som de har skabt og nyder godt af i dag. Og nu kommer der så en yngre generation og påberåber sig at vide bedre, og som vil skabe noget helt nyt og andet end det, Boomerne lever på og af i dag. Og de vil have fordelt verdens goder meget mere ligeligt. Det gør selvfølgelig Boomerne bange og utrygge. Og da de, som ovenfor beskrevet, faktisk sidder på en stor del af magten i verden, er dette ikke nogen nem opgave for Millennials. Der er kamp til stregen, så at sige.

Det, der er sket, da Millennials voksede op, er, at de er blevet bedt om at gøre som Boomerne – at få sig en uddannelse, senere et godt job og så skabe familie mv. De er blevet fortalt, at de gerne må drømme, men hver gang de gør det og tænker ud af boksen, så hiver Boomerne dem hjem igen og tager stafetten fra dem, fordi de åbenbart ikke er dygtige eller gode nok til at kunne styre det. Så det bliver et kæmpe dilemma for Millennials. De prøver at gøre, hvad der bliver sagt, men de kan godt mærke, at de ikke rigtig kan lykkes. Og så prøver de at udleve deres drømme, men lykkes heller ikke rigtig med dét, fordi de aldrig får taget stafetten hjem – læs; poweren over deres eget liv.

Mine kernekunder
Og her ser vi så mine kernekunder. Sjovt nok er ca. 80% af mine kunder netop Millennials. For det hele handler om deres selvværd. Det handler om, at de ikke tror på sig selv, fordi de hele deres opvækst har fået at vide, at de skal gøre tingene på en måde, som de slet ikke er designet til. Og når de så ikke høster resultater, selvom de gør, hvad der bliver sagt, så konkluderer de på et eller andet tidspunkt, at der er noget galt med dem selv. For ellers havde de vel skabt resultaterne.

Hvis du læste min klumme i sidste uge, så er Hjertekvinderne lige præcis Millennials. De har skabt en ny trend og en ny måde at være i verden på og en ny måde at opleve sig selv på – set i forhold til Boomerne. Og det er en af grundene til, at de er lykkedes med deres karriere. For de har tænkt ud af boksen, og så er de gået vejen og gjort det, der skulle til, og de har nægtet at aflevere stafetten tilbage, selvom mange nok på deres vej har prøvet at tage den.

Hvad med Generation X?
I dag har mit fokus været på generationskløften mellem Boomerne og Millennials, fordi Millennials netop er her for at skabe noget helt andet, end Boomerne har bygget verden på. Og det kan næsten ikke andet end slå gnister, når to så markante “personligheder” skal enes om, hvordan vores fremtid skal se ud.

Jeg tænker, at jeg vil lave en lille serie i mine lørdags-klummer om de her generationer.
Generation X står nemlig med nogle super interessante ting i forhold til at bane vejen for Millennials. Bl.a. er MeToo bevægelsen skabt af kvinder fra Generation X. Men X er også en generation, der er lidt indeklemt, og som faktisk kan “lidt af det hele”, når det handler om at skabe sig et godt liv – de kan både manifestere på Boomernes måde, men de kan også tænke ud af boksen og få det til at virke ved at skabe nyt.

Input og link
Hvis du selv ved noget om det her emne, og/eller har links til gode steder, hvor man kan læse om det, så skriv gerne til mig. Jeg er som sagt på en opdagelsesrejse her, så jeg ville elske, at vi kan dele viden og erfaringer. Jeg glæder mig til at blive endnu klogere, både på generationskløfter generelt, men også på mine kernekunder.

Og hvis du vil se videoen “Okay, Boomer!”, så er den her;
Okay, Boomer!

SENESTE INDSLAG

  • Hverdagstanker – om nærvær
  • Hverdagstanker – om ja eller nej
  • Hverdagstanker – om ro
  • Hverdagstanker – om skriveblokering
  • Lorena’s Klumme – Generationer som læremestre II

Adresse
Tømmerupvej 252
2791 Dragør, DK
Tlf: +45 22 95 90 06
Mail: lorena@lorenas.dk
Handelsbetingelser

Seneste Fra Bloggen

Hverdagstanker – om nærvær

Hverdagstanker – om nærvær

30th april 2022
Hverdagstanker – om ja eller nej

Hverdagstanker – om ja eller nej

9th april 2022
Hverdagstanker – om ro

Hverdagstanker – om ro

2nd april 2022

Kategorier

  • Hverdagsledelse
  • Kærlighed
  • Ledelse og lederskab
  • LivingYourTruth
  • Spiritualitet

Nyhedsbrev

© 2021 All rights reserved.