Jeg har skriveblokering… eller jeg har i hvert tilfælde haft det. Lige nu skriver jeg, så i dette øjeblik kan man vel ikke sige, at jeg har skriveblokering. Men jeg har faktisk haft det i nogle år nu.
I virkeligheden elsker jeg at blogge og poste på de forskellige sociale medier, men i nogle år har jeg været i en form for tilbagetrækningsenergi, der har inviteret mit fulde nærvær ind i mit daglige liv. Det er i hvert tilfælde den historie, jeg har holdt kørende for mig selv. Og det har været helt fint indtil nu… for nu går det ikke længere med at narre mig selv.
Jeg har selvfølgelig undervejs summet lidt over det, for i virkeligheden synes jeg, at det er mærkeligt, at jeg har så meget at dele, og så vil det ikke ud. Og nu er jeg kommet i kontakt med ”forventninger” og ”fiasko”.
Jeg studerer GenNøgler, og min nøgle i Livsværk har ”forventninger” som skyggeside. Og overfor denne GenNøgle har jeg ”fiasko” som udfordring, når mine forventninger ikke indfries.
Dvs. at hver gang jeg kaster forventninger efter noget, skal jeg være opmærksom på, om jeg dermed lukker mig selv og energien ned ved at låse mig fast på resultatets udseende, eller om jeg forstår at være så fleksibel i mine forventninger, at jeg kan være tilfreds med, at ting udspiller sig anderledes, end jeg rent faktisk forventer.
Vi forventer alle sammen noget hele tiden, og det er der i sig selv ikke noget forkert i. Men hvis vi bliver fastlåste i forventningens ”udseende”, så sætter vi os selv op til ”fiasko” langt hen ad vejen – jeg gør i hvert tilfælde. Jeg har lagt mærke til, at ofte følger udfaldet det, jeg forventer at føle og ikke det, jeg forventer at se. Og her kommer min skriveblokering så ind.
Da jeg startede med at skrive blogs for 10-12 år siden, handlede alle min skriverier om min egen udviklingsrejse, så det var sådan set nemt nok at dele. På et tidspunkt tænkte jeg, at nu måtte det være nok med det. Nu ville jeg hellere dele af mine professionelle erfaringer som psykoterapeut, så det ikke længere handlede om mig men om alle de temaer, jeg arbejdede med i min praksis. Og så fik jeg skriveblokering! Og den har været der siden.
Som sagt, så gik jeg og summede lidt over det og endte med undskyldningen om tilbagetrækningsenergien, der inviterede mig ind i nærvær i mit liv. Det kan i og for sig godt være rigtigt, men i virkeligheden tror jeg mere, at det var en flugt fra ikke at ville mærke mine egne følelser af skuffelse over at være en fiasko, fordi jeg ikke kunne finde ud af at skrive om ”professionelle” temaer ligesom alle de der andre dygtige psykologer og psykoterapeuter derude.
Og helt dybt inde handler det om selvværd.
Tænk nu, hvis jeg fik skrevet noget, som andre professionelle kunne finde på at opponere imod og have en anden holdning til.
Tænk nu, hvis det viste sig, at jeg havde gjort noget forkert i min praksis.
Det ville jo virkelig få mig til at fremstå som en fiasko!
Så nu starter jeg lige igen. Jeg skriver det, der er, og så må jeg se, hvor det fører mig hen. Min kæphest er, at vi alle skal lære selvudvikling og selvhealing, og om det kommer fra “professionelle” opslag, eller om det kommer som inspiration fra mine egne processer eller en god blanding, er i virkeligheden fuldstændig ligegyldigt.